Når moren er mere syg end barnet

Den omvendte verden er i gang herhjemme hos Tutten og jeg. Og heldigvis for det da ! Lilletutten var meget syg da hun var lille. Som i bekymrende rigtig meget, hvorfor vi har været igennem adskillelige udredningsforløb på forskellige klinikker på Rigshospitalet, har været indlagt med voldsom infektion og feberkramper, og nu “bare” nøjes med at have dræn, være pauseret med daglig maske-behandling og blive fulgt i deres BørneLungeCenter.

Drænene var vores første redning i hendes mange månedlige sygdomsforløb med høj feber. Så reddede masken os endnu mere – men den allerstørste og vildeste redning Lilletut nogensinde har været udsat for; er og bliver hendes opstart i udflytterbørnehaven ! Holy Moly hvor har det gjort en forskel for hende !! Hun har på de 5 mdr hun har gået der blot haft EN ENKEL sygedag !!

EN ENKEL DAG !!

Og vi holder endda pause fra astma medicinen (som hun fik 2 x dagligt). Det er seriøst et mirakel ! Drænene sidder stadig hvor de skal – hun fik sidste gang isat nogen ekstra tykke og drøje nogen, og de har holdt stand.

Derimod kan vi ikke længere tælle alle de gange JEG har været syg ! Jeg har snart haft så mange sygedage, at jeg ikke tør tælle længere. Men i og med at jeg arbejder i det offentlige ved vi jo godt alle sammen, at det har systemet HELT styr på for mig. ALT blir talt med ! Men fordævlen man arbejder også under hårde ods, når man som lille svæklinge-jeg med et immunforsvar så lille som jeg ved ikke hvad, hver eneste dag omgåes syge mennesker der hoster og hakker en lige i hovedet. Det skal jo nærmest gå galt. Og med en kyssesyge-virus oven i hatten, ja så kan min krop åbenbart ikke mere.

Jeg kan godt fornemme, at jeg hænger min hat meget på kyssesyge-forklaringen. Men jeg er altså typen, der skal have en forklaring på alt. Og med et arbejde, hvor man altid møder “worst-case-scenario”-patienter, så er min forestillingsevne altså udfordret – og min fornuft lige sådan. For influenzaer, halsbetændelser og lignenede kan have meget logiske forklaringer – eller meget canceragtige forklaringer !

Folks viden omkring kyssesyge-virussen er også ret forskellige – og jeg kan fornemme at min læge, lægesekretæren og deres turnuslæge ikke ligger meget i sådan en diagnose. Det er noget man har i ex-uger og så er det væk ! Men når man snakker med mere kyssesyge-kyndige mennesker, så er det jo absolut ikke sådan ! Hele min efterhånden ret lange sygdomshistorie passer bare så godt ind i de kyndiges fortællinger, så godt at det bare MÅ være det ! Så må cancermarkører, diverse virusser og infektioner altså gerne afkræftes og poppe ud af mit hovedet. Tak !

I går fik jeg af en sød læser tilsendt et blogpost fra en stor norsk blogger, der har været nede med kyssesyge længe, sammen med ordene om at jeg skulle passe på mig selv. Jeg blev helt varm om hjertet af omtanken, men også ret overrasket da jeg begyndte at læse indlægget. Jeg fik gåsehud på armene og lå længe og tænkte bagefter. Tænkte på mig selv, min krop og om det virkelig kunne komme så langt ud ! Jeg er opdraget til at være typen, der bare køre på. Og i hvert fald får mega dårlig samvittighed og stress når jeg ikke kan køre på !

Indlægget findes HER og er skrevet af norske Camilla Abry.

Summasummarum er i al fald at jeg er mere syg end Lilletut. Og heldigvis da ! Jeg tager gerne ALT for det dejlige barn ! Men, shit, det er også hårdt at være syg og have et barn alene. Man skal stå tidligt op, klæde på og ordne deres morgentoilette, aflevere og hente dem i institution. Lege, underholde og lave mad, når de er hjemme igen, samt ordne aftentoilette og putte. For slet ikke at snakke om weekenden ! En hel weekend inde i en lille lejlighed går bare ikke, så vi skal ud – lige gyldigt mit energi- og helbredsniveau. Jeg sidder her og bliver helt træt allerede. Men jeg glæder mig jo også til at hygge med min Tutti, og jeg er blevet ret god til at skrue mine ambitioner ned – tror jeg.

Og i modsætning til da hun var vuggestuebarn, har jeg ikke længere (særlig) dårlig samvittighed over at være hjemme, når hun er i institution. Jeg kan nu se det som en nødvendighed for at jeg kan samle kræfter til at være noget for hende, når hun har hygget sig med alle vennerne hele dagen. En så normal hverdag for hende som muligt – ude i den dejlige friske luft.

Hvis I vil læse lidt gamle indlæg om alt Lilletuts sygdom – og vores bekymringer – så findes de bla HER, HER og HER...