Om min første “rigtige” skilsmissejul; idag er det 5. juledag for mig !

Sidste år, da mama og jeg lige var gået fra hinanden, havde jeg Lilletut i julen. Det var egentlig uden skænderi, at mama og min jule-turnus skulle starte sådan, fordi det i vores ellers gifte jul-hos-bedsteforældrene-turnus, var mine forældres tur til at få besøg af Lilletut og forældre. Så derfor blev det sådan at Lilletut og jeg var hjemme hos mine forældre og olderne sidste juleaften. Fint, hyggeligt og mega dejligt for mig som nybagt skilsmisse-mor at have mit elskede barn under selveste højtiden.

Sidste år ! For i år er det jo så omvendt; mama har Lilletut i dag selveste juleaften. Og jeg er på arbejde, og leger at det er en helt almindelig torsdag på hospitalet; dog uden alle mine fys-kollegaer – og ret tomt på gangene, parkeringspladsen og vejene derhen.

Jeg har prøvet ihærdigt at lade være med at tænke på dagen idag, som noget særligt, men det har været svært, har jeg måttet sande. Mit hjerte mangler noget, og jeg bliver helt stakåndet af at tænke på min lille Tut, som ikke er her. Jeg ved hun har det godt, der hvor hun er, men JEG savner og mangler hende. Julen er – om man vil det eller ej – hjerternes fest, og når man mangler det der står ens hjerte nærmest, så er det altså en underlig fest. Om man vil det eller ej.

Aftenen i aften skal jeg dog heldigvis bruge nede hos min søster og svoger og vores begges forældre. Selvom jeg startede ud med ideen om at være alene, og bare ligge hjemme på sofaen og lade op til også at skulle på arbejde den 25.december. Men så besluttede vi/de sig til at forsøge at skabe en ny tradition med juleaften “Syd for Køge”. Så søster og svoger har pyntet juletræ, står for maden (med lidt hjælp) og hyggen. Det bliver en aften for de voksne. Med ro, god mad og knapt så mange gaver. Men julen og gaverne er vel også mest for børnene. Selvom jeg elsker gaver – og nok skal blive lidt misundelig på dem, der kommer til at flashe bugnende gaveborde på IG i løbet af i aften og i morgen. Vi giver hinanden en enkelt gave hver, og især glæder jeg mig til at give min søster hendes gave; den er SÅ fin, bare vent og se !

For mig var den “rigtige” jul nemlig i lørdags den 19 december, hvor jeg sammen med Lilletut var hos mine forældre. Det var børnejulen med masser af gaver kun til Lilletut. Og god mad selvfølgelig også – lavet af min mor som den “gamle tradition” foreskriver det. Og hygge med mine bedsteforældre – Lilletuts oldemor og oldefar – og min søster og hendes kæreste. Lilletut var faktisk ikke helt gammel nok til at være mega hypet hele dagen – eller også var vi bare gode til at komme det til livs. Hun hyggede sig indtil eftermiddags gløggen med at lege med hendes yndlings svoger og min søster, jeg selv lå meget at tiden inde i min fars seng og havde stærke mavesmerter. Selvfølgelig skulle et (angiveligt) galdestensanfald lige mase sig på den dag !

Da vi drak gløgg fik Tutti hendes første gave, for at se et flot pyntet juletræ med en masse gaver under, UDEN at måtte tage dem er altså hårdt for en lille pakke-fikseret 3-årig. Og vi havde ingen intentioner om at trække pinen unødvendigt. Vi havde allerede planlagt at efter gløggen måtte hun i en lind strøm få hendes gaver. For at sidde og pakke 33 gaver op kl efter normal sengetid (for både Tutti og olderne) tænkte vi ikke ville ende succesfuldt !

Og planen med gaverne var et hit !

Lilletut havde en fantastisk eftermiddag og aften. Hun var lige dele spændt, utålmodig og glad. Hun formåede at lege med samtlige gaver hun fik. Også sengetøjet med Frost, puden med Elsa og “picnic-tæppet” med Frost. Hun var simpelthen det mest taknemmelige barn, jeg nogensinde har set. Og jeg var helt benovet over, hvor glad og begejstret hun var for alle gaverne. Det var en fryd !

Julemaden gad hun så ikke rigtigt, og fik nærmest blot et par bidder and og brun kartoffel indenbords, hvilket selvfølgelig straks gjorde min bedsteforældre meget nervøse over om barnet nu nogenside spiste noget ! Og: “…nu levede hun vel ikke blot af slik og kager” !? Under maden var der også et par gaver til Lilletut (som stillede og roligt forvandlede sig mere om mere til Elsa), og vi voksne kunne nyde en lækker and og risalamande.

Efter maden satte vi os i sofaen (hvor den “normale” gaveuddeling først ville have begyndt), og snakkede mens at Lilletut fortsatte sit pakke-show. Hun valgte selv den næste gave under træet, bragte den til mig, som så læste kortet højt, og så pakkede hun ud. Mange af tingene – nærmest alle – var med Elsa og Frost, og hun elskede det ! Hun var virkelig SÅ glad og lykkelig for alle pakkerne, at jeg nærmest blev helt rørt. Da den sidste gave var pakket ud, gad hun ikke mere. Hun havde fået tilstrækkeligt og havde leget med det hele. Hun var træt, men et nummer på sofaen med den nye Elsa mikrofon, skulle vi have. Og i bedste sanger-stil stod hun på sofaen og råbte: “KOM SÅ ALLE SAMMEN, SYNG MED!! KOM SÅ ELSA, KOM SÅ ANNA”!! Alle skulle synge med – også olderne – på “Let it go” – også selvom at ingen af os rigtig kunne.

Dét var den rigtige juleaften for mig, så i dag 5.juledag (for mig) glæder jeg mig bare til at være mig selv sammen med resten af familien. At kunne slappe af og kun tænke på mig selv. At spise uden stress og uden at tænke på en anden først.

Men jeg savner hende. Og det er tomt uden hende. Det kommer jeg ikke udenom !

Hvordan er jeres juleaften ? Skilt / ikke skilt ?? Har I nogen gamle eller nye traditioner, som I glæder jeg til skal prøves af i aften ??

Og ellers vil jeg bare ønske jer en rigtig dejlig aften – og God Jul <3