Deleordninger og samværsordninger – hvad siger forskningen ?
Er der et sprængfarligt emne på noget så uskyldigt som en mommyblog, som topper alle tænkelige sprængfarlige emner, må det være deleordning af et skilsmissebarn ! Og skilsmissebørn hvis der er søskende i flokken selvfølgelig.
Jer, der følger troligt med herinde i mit lille univers, ved at er der noget jeg kan få hug for, så er det mine holdninger til hvordan jeg synes at MIT barn skal passes. Utroligt egentlig, men sandt, desværre. I dette indlæg vil jeg rigtig gerne holde mine egne holdninger til deleordninger UDENFOR og beder jer derfor om at gøre det samme: hold MINE holdninger til hvordan min Lilletut bør og skal deles mellem hendes elskede mama og jeg UDENFOR. Tak.
Der findes forskellige interesseforeninger, der forsøger at støtte henholdsvis far og mor i deres kamp for barnet. Helt sørgeligt nok har især førstnævnte forening ret svært ved at holde fokus på barnets behov, og fokus bliver i stedet lagt på de stakkels fædre, der kæmper en kamp for ligestilling. Og det er altså et sørgeligt fokus – når fokus må og skal være på barnet og deres behov. Det er virkelig “sjovt” at hver gang, der skal fokus på far og hans krav på også hans barn, så er det argumenter som “far har også krav på ligestilling”, “far dit”, “far dat”…ikke noget med at BARNET har krav på noget. Foreningen Far har således lavet en liste med punkter, som dens medlemmer kan bruge for at ramme moderen, fremhæve sig selv og derved “vinde mere tid med barnet” ! Medlemmerne bliver altid rådet til at gå efter listen, som bla rummer et punkt med psykisk ustabilitet hos moderen ! Intet fokus på barnet, bare fokus på far og helst med smuds kastet på mor også.
Foreningen Mor er et modstykke til Foreningen Far, der forsøger at holde fokus på barnet. Fokus på hvordan et barn udvikler sig gennem dets opvækst, fokus på hvad barnet har brug for; og hvilke personer det har brug for i dets liv. Ingen mudderkastnings-liste, intet fokus på påtvungen ligestilling steder hvor det hverken kan lade sig gøre og/eller ej er relevant.
Det skinner formentlig igennem hvilke interesseforening jeg er mest forfalden til. Det indrømmer jeg gerne. Men jeg mener samtidig også, at jeg har belæg for det. Jeg har været medlem af Foreningen Fars facebook gruppe, da jeg i starten af vores skilsmisse bar søgte al viden og læsning indenfor emnet, som jeg kunne komme til. Ret hurtig blev jeg dog meget chokeret over de udtalelser, der kom inden i gruppen ! Og at læse hvordan (ellers) voksne mænd (og nogen damer !!) kune hidse sig selv op i flok og køre et spørgsmål op i en spiral af negativitet omkring morens rolle for et lille barn ! Hvordan de kunne komme med injurier omkring en mor de ikke engang kender, og hvordan de kunne råde hinanden til at svine moren på alle utænkelig måder. Det var så klamt, at jeg måtte melde mig ud igen ! Usaglige og uintellingente kommentarer ALT for meget af det !
Hvor kan man så finde saglige og faglige retningslinier – uden interesse indhold ?
Hos Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (forkortet SFI da de tidligere hed SocialForskningsInstitutet) ! SFI er nemlig et uafhængigt nationalt forskningscenter under Socialministeriet, og er det største danske forskningsmiljø på velfærdsområdet. SFI samarbejder tæt med de stærkeste faglige miljøer ved de forskellige universiteter. De løser dels opgaver for egne midler dels opgaver på kontrakt for ministerier, kommuner og organisationer. Bl.a. har de i 2011 udgivet “Børn i deleordninger. En kvalitativ undersøgelse” Undersøgelsen – som er den første rapport ud af to – beskæftigere sig med de 8-14 årige børn i deleordninger – altså såkaldte 7/7 ordninger – og er lavet på dybtgående interview med de 8-14-årige børn og deres forældre. I alt er 56 personer interviewet til undersøgelsen. Og planen er at i en senere rapport, skal der offentliggøres resultater fra et andet studie, der er baseret på kvantitative data.
Rapporten er spændende læsning uanset ens personlige holdning til deleordninger, og den bør i høj grad også være grund til eftertænksomhed og evt revurdering af ens egen deleordning for ens barn/børn. Rapporten er lang, men den er bygget op – som videnskabelige rapport er det – med et overskueligt resumé i starten, så det er let at læse baggrund, formål og tilrettelæggelse, og indeholder ligeså overskuelige kapitler med gode vejledende overskrifter og en god og velafgrænset og grundig konklusion til sidst.
Et uddrag af konklusionen:
Deleordninger kan fungere godt for nogle børn, men ikke for alle. Det beror på de konkrete omstændigheder, blandt andet barnets egen ro- busthed, måden samværet er organiseret på, afstanden mellem de to hjem samt, ikke mindst, hvordan forældrene hjælper barnet med at skabe kontinuitet i hverdagen og forbindelse mellem de to familieliv. At leve i en deleordning er et logistisk puslespil, som børn kan opleve som stressende og anstrengende, og som besværliggør hverdagen. At pakke, skifte og falde til er simpelthen bare mere besværligt. Flere af de forældre, som deltog i undersøgelsen, fortalte, at de ikke selv ville kunne holde ud at leve i en deleordning. Børn i deleordninger er derfor udsat for en særlig og ekstra belastning, som ikke i samme udstrækning gælder for andre skilsmissebørn.
Und dig selv at læse rapporten – om ikke andet så det indledende resumé og konklusionen; Find rapporten HER
SFI har mange andre videnskabelige artikler liggende omkring skilsmissebørn og deres velfærd – eller manglen på samme. Der er ingen tvivl om at skilsmissebørn er en tak mere udsatte end andre børn, men heldigvis er det også tydeligt at se at tiderne har ændret sig. Nu til dags er det bestemt ikke kun socialtbelastede familier, der er skilt, og forældrene er bestemt heller ikke kun lavt uddannede. Der er så småt ved at ske et markant skifte, hvilket også gør nogen af SFI’s rapporter “lidt gammeldags” tænker jeg. Men den føromtalte fra 2011 må ikke siges at være en af dem.
En anden rapport som jeg har hæftet mig ved er “Samvær og Børns Trivsel” fra 2004, hvor der forsøges dannes et billede af hvilke samværs ordninger de danske skilsmissebørn har – og noget om de fungerer. Rapporten er ikke lige så konkulderende som den fra 2011, men siger at: “I hovedtræk ser samværet ud til at fungere godt for flertallet af de børn, som har normalt samvær hver anden uge og for stort set alle børn med hyppigt eller udvidet samvær.”
Rapporten har jeg fundet HER
Jeg søgte med lys og lygte efter rapporter, der beskrev Lilletuts alder. Men som I kan se er de undersøgte børn fra 7,5 år og op til 14 år. Formentlig fordi at alle anbefalinger for mindre børn går på samvær hveranden weekend – und nix weiter !! Og så kan man jo ikke etisk (eller fysisk muligt) lave sådanne undersøgelser på de små børn fra 0-6/7 år.
En god guide til disse samværs retningslinier findes hos Statsforvaltingen og jeg har linket til den HER
Kom meget gerne med kommentarer – MEN hold den sobre toner og vær søde ved hinanden (og mig). Og husk det ER forskning af folk der har forstand på det, det er ikke propaganda fra hverken mig, hippier eller andre; og ingen er ude på at gøre DIG eller DIT barn noget ondt <3
Super godt indlæg!
Det var bare det jeg ville sige!