Hvornår er det fedt at være mig ?

For et år siden – eller måske snart to – ville jeg have svaret; ALDRIIIIG – med bævende underlæbe på vej til bæmund. Nu, i dag, lige nu og her, er det næsten svært at finde lige dét tidspunkt, hvor det er fedest at være mig. Fordi der er heldigvis rigtig mange fede øjeblikke i mit liv. Ikke nødvendigvis kæmpe crazy ting, men mange små ting, følelser, fornemmelser og præsentationer.

Det der lige springer først frem på skærmen (altså inde i mit hovedet) er faktisk: når jeg laver en “lige i skabet parallel parkering” ! Og det gør jeg altså tit – sorry to say ! Jeg er ret nice til det, på trods af jeg har en Skoda Fabia Combi, som jo ellers er en stationcar. Jeg bor på en sidegade til Classensgade her i Københavns øst-kvarter (sån blir det vist aldrig omtalt), hvor der kun er parallel parkerings muligheder, så jeg ville også være temmelig prisgivet, hvis jeg ikke mestrede teknikken. Jeg indrømmer gerne, at jeg nogen gange har lyst til at high-five mig selv, fordi parkeringen bare er SÅ god.

Og så er det fedt at være mig på mit arbejde ! Jeg elsker mit arbejde, og jeg er god til det. Sådan – there I said it ! Jeg elsker, når mine knæundersøgelser på de (stakkels) til skadekomne skadestue-patienter bare sidder lige i skabet, og jeg eksempelvis opdager en korsbåndsskade, som lægen har overset. I love it  – selvom det selvfølgelig er forfærdeligt for patienten. At vurdere, diagnosticere og vejlede patienterne er dét, der gør mit arbejde det hele værd. Og jeg er vild med det.

Og så er jeg selvfølgelig mor. Alenemor helt præcist. Så når jeg rammer sofaen med barnet puttet- uden jeg selv er gået omkuld, opvasken taget, bordet tørret af, køkkenet shinet, barnet spist af med sund og hjemmelavet mad, eftermiddagen brugt på leg uden iPad, så er jeg igen lykkelig. Og har lyst til at high-five mig selv ! Når jeg har levet op til alle de (ellers uopnåelige – og til tider ligegyldige) krav og forventninger, jeg har til mig selv vedrørende Lilletut, så kan jeg næsten ikke opnå mere. Jo, det skulle da lige være overskud til mig selv også.

Og så kan jeg få de der fuldstændig livsbekræftende og top lykkelige impulser, hvor man (jeg) bare er glad helt ind. Uden nogen egentlig grund – andet end et smil fra en fremmed måske. En taknemmelig pårørende, patient eller kollega. En sød sms fra kæresten. Eller “Jeg elsker dig mor” fra Tutti.

Hvornår er det fedt at være dig ??