Duften af en anden kvinde

At dufte en anden kvinde har noget frækt over sig – når LOC synger om det.

Alt andet mht at dufte en anden på noget der “tilhører” en, har knapt så meget frækt over sig !

Synes jeg !

Da min ægtefælle dengang kom hjem og duftede anderledes, og bildte mig ind at hendes veninde havde fået ny parfume, som åbenbart var smittet af på hende. Var det ikke frækt. Det var heller ikke frækt de gange, hun skyndte sig i bad fordi “hun lugtede så meget af røg”. Faktisk kan jeg stadig få helt ubehag og kvalme af, at tænke på at hun har lagt sig ned i vores seng, ved siden af mig med en anden på sig !

Tænk at man kan have så lidt respekt for en anden.

Og tænk sig at dette ufortrødent skal fortsætte. Bare på en anden måde.

Hveranden uge kommer min datter nemlig hjem og lugter. Jeg kan ikke få mig selv til at kalde det “dufter”. Hun lugter så meget af en fremmed kvinde, at jeg vitterligt får det helt kvalmt af det. Jeg er ikke stolt over det, og det er bestemt ikke noget, Lilletut kommer til at mærke på mig. Men den der lugt af fremmed kvinde på MIT barn, det kan jeg bare ikke. Hun dufter nemlig ikke af mama, hun lugter af mamas kæreste. Og det strider bare mod alt moderligt i mig. At mit barn skal være tildækket med så fremmed en lugt. Som om en anden prøver at overdøve mig, overtage mit og afløse mig, gøre mig overflødig og ikke tilstede. Ikke at jeg ikke kan lige mamas nye kæreste – bevares hun er sød nok og det har intet med hende personligt at gøre – men det er alle de der synlige, følbare og altså også lugtbare tegn på, at Lilletut ikke er “min” altid og hele tiden. Shit, der er jeg bare ikke. Endnu. Mit moderinstinkt, mit dyriske moderinstinkt, mit beskytterinstinkt overfor mit barn er udfordret.

Er du skilsmissemor ? Har du tænkt over det med lugten ? Når DIT barn kommer hjem igen, og lugter helt fremmed ? Eller kan du følge mig også selvom du ikke skal undvære dit / dine børn til “fremmede” ?