Er det kedeligt med én forælder ?
Lilletut kom hjem i dag, eller helt præcist så hentede jeg hende ved bussen i børnehaven, og vi kørte hjem. Og hun har bare sagt så mange sjove ting lige siden. Sammen med noget som har ramt lidt dybere, fordi det også er noget, jeg selv har tænkt over.
“Mor, hvorfor skal vi være alene hjemme” ? !
Og det er da ikke noget dumt spørgsmål. For hvorfor mor bor alene, når mama ikke gør, ja det er da et godt spørgsmål ? Og lidt ironisk egentlig – sån’ bag kolliserne – når nu det var mig, der ville have en familie. Og det jeg nok ønsker mig højere end noget andet i Verden. Så højt at det indtil nu blot har spændt ben for mig.
Men lige nu er vi altså “alene hjemme”, Lilletut og jeg. Her kan være så stille, altså fraset vores snak og når hoveddøren smækker i opgangen. Tit tænker jeg at tænde fjernsynet bare for her kan være “lidt liv”. Men vi ser egentlig ikke tv, og der er heller ikke noget i tv der sen eftermiddag, når vi kommer hjem.
Men jeg har de sidste uger selv tænkt over, om det var for deprimerende herhjemme. Om her er for lidt interageren. For lidt social kontakt med andre. For lidt voksensnak. For lidt “de voksne har også et liv”.
Emmer det for meget af, at mor er alene. Bliver det kedeligt ?
Er det kedeligt med én forælder ?
Og gad vide om man bør være mere opmærksom som alene forældre ? Skal man larme mere ? Have mere baggrundsstøj ? Snakke mere med sig selv eller fjolle mere ? Hvordan skaber man et hjem, der emmer af familie selvom det er en meget lille familie ?
Nu har jeg godt nok 2 børn og 1 mand…. Men jeg kan alligevel godt genkende dine tanker, og min konklusion er altid at jeg gør det så godt jeg nu kan, altid af kærlighed og det må være det rigtige!