Jeg. En handywoman

Så blev det søndag aften – og alt for sent (kl. er 22.21) – jeg burde ligge i min seng. Men jeg er næsten lige kommet hjem fra min søster og er bare ikke rigtig træt. Eller jo det er jeg egentlig, jeg gider bare ikke gå ind og ligge mig alene i min seng. Når man har haft en super hyggelig weekend med mennesker omkring én, så er en tom lejlighed altså bare tom.

Så nu sidder jeg her i sofaen (igen) og har lidt baggrunds tv kørende, mens jeg lige skriver lidt til jer. Turen hjem fra Køge tog faktisk lige så lang tid, som det tog at finde en p-plads her på Østerbro. Hold nu kæft hvor jeg hader det. Man cirkulerer rundt i halve timer for at smide sin bil et sted – selv de ulovlige “parkeringspladser” er der rift om. Der er bare fysisk ikke plads. Og ja, vi er altså nogen, der er nød til at have en bil, fordi vores arbejde ligger udenfor byen og det derfor er fysisk umuligt at nå det på cykel med institutionens åbningstid.

Men weekenden gik med godt selskab og noget jeg ikke troede var fysisk (og / eller psykisk) muligt; at sætte et IKEA køkken op. Og sætte filt på vægge og loft – og lægge gulv. Ergo Est Handy. Jeg. En handywoman.

Nåhr ja, og det er min søsters kæreste og hans bror da også. Og min søster; hvis ikke hun lige havde haft en kæmpemæssig mave, der er én stor pluk-ve og termin i dag!

I går da jeg kom så det sådan her ud…

Og da jeg tog derfra i dag sådan her…

Vi er ikke helt færdige, nej, men vi har fået sat hele fundamentet op, så der nu kun mangler bordplade, fronter, skuffer og de sidste el- og vvs installationer. Selvom det er et stort IKEA samlesæt, troede jeg godt nok ikke at almindelige dødelige kunne sætte sådan noget op selv. Et køkken – et stort og tungt og gedigent køkken ! Men det kunne vi altså – uden nogen former for håndværker-baggrund i rygsækken. Jeg er godt nok imponeret ! Og ivrig for selv at få et nyt køkken. Tænk sig at vi 4 kunne klare det.

Vi har rost hinanden, men det skal der også til, når man er lidt sejere end man ellers havde turdet håbe.

Og ingen baby, ingen niece til mig, selvom det jo tegnede rigtig meget sådan for en uge siden – læs HER Måske Lilletut og jeg kan nå derned på søndag igen og hjælpe med det sidste, inden hun kommer.

 

I morgen tidlig kommer mama med Lilletut, og så skal vi til øjenlæge omkring frokost, for at få tjekket op på om hun skeler. Det synes hende skeleterapeuten nemlig. Egentlig er det vildt nok, at de kan blive ved med at finde noget galt hos det barn, når man tænker på at vi i sin tid blot tog derop for et “rutinetjek”. Nu 2 år efter; mange tjek senere, 3 par briller fattigere og nu evt også med klap…hmm, jeg er altså lidt skeptisk !