Døden og en 3-årig

Som nogen af jer godt kunne fornemme på min instagram igår, er der sket noget i vores liv de sidste dage, som faktisk er ret tragisk. For en uge siden gik Lilletut på påske-ferie fra børnehaven, vinkede og råbte farvel til alle børnehavevennerne og til de pædagoger, som hun havde haft 3 intense dage sammen med, mens de fleste i børnehaven allerede havde tyvstartet ferien. Tutti havde glædet sig til ferien først sammen med morfar og mormor og siden med bedstemor og bedstefar, og havde ivrigt fortalt pædagogerne om det. Lige nu ser jeg for mig, at hun løber hen til den ene af dem og giver hende et knus. Helt nødvendigt før Lilletut kunne tage hjem, men selvfølgelig også en...

Man bliver så pisse skrøbelig

Har jeg fundet ud af ! Når noget går i stykker og gør ondt. Jeg VED, at jeg er videre, og jeg VED, at jeg allerede er stærkere. En my stærkere i al fald. Men når barnet bliver afleveret, efter nogen helt bestemt dejlige dage hjemme hos bedsterne, af mama og det første hun siger, når mama har lukket døren er: “Jeg vil hjem til mama og onkel (mamas bror) nu”. Og det næste hun så siger, efter man har svaret at nej, nu skal hun lige være her lidt, så er: “Så vil jeg derhjem imorgen“… Ja, så får man sgu lige en mavepuster, der midt i al ens egen glæde og savn.  Og man tvivler og tænker: “Fuck,...

En geni-streg; Playmobil for de lidt yngre

Sponsoreret Lilletut er 3 år, som de fleste af jer nok ved, og hun elsker at lege. Hun fantaserer, hun finder på, hun kopierer dagligdagen og hun kopierer alle de historier hun ser og hører om rundt omkring. Jeg elsker at høre på hende lege, og på de små finurlige ting hun kan få sagt under hendes lege. Som her den anden dag; “Vi leger far, mor og børn, Mor, men uden en far; ham behøver vi ikke” ! Og, næh, det har vi jo ikke behøvet i vores liv indtil videre – vi har jo vores mama – så derfor behøvede “far” da heller ikke være med i vores Playmobil leg. Playmobil har lavet noget som er ret genialt;...

Nymalet væg i stuen

Selvom man er skidtmads på sofaen, kan man (jeg) godt få noget fra hånden alligevel. Så mens jeg kom mig over de sidste dages sygdom (skrev om det HER og HER), fik jeg altså også, som overskriften hentyder, malet min ene endevæg i stuen. At male var ikke en 100% impulsiv handling, for jeg havde lagt lidt i kakkelovnen til det før jeg blev syg, og havde således fået lavet et post på instagram, hvor jeg spurgte lidt ud til farver. Jeg fik mange gode svar – også fra nogen af mine travle IG- og Blog kollegaer, og hvor bliver jeg bare glad. Elsker når vi alle sammen kan hjælpe hinanden. Dét er altså SoME når det er bedst. Altså...

Nu som en lille gulsot-panda i sofaen sammen med Den Eneste Ene

Efter mine to dages smerteanfald onsdag og torsdag, og den lille indlæggelse torsdag, har jeg nu tilbragt de to sidste dage i mine sofa. Min krop er helt beatet efter så mange smerter og så morfinen. Jeg tåler bare så dårligt morfika; og det vidste jeg jo egentlig godt, da jeg tog imod det torsdag aften, men på et tidspunkt er enough bare enough og så sir man bare ja og amen til alt – eller også siger man bare ikke noget og sluger bare. Som man siger 😉 Og så lider man bagefter og tænker “never again”. Mht morfinen altså. Jeg duer bare ikke til ikke at lave noget som helst, så midt imellem fosterstilling og lur på sofaen...
Older posts