Nu som en lille gulsot-panda i sofaen sammen med Den Eneste Ene

Efter mine to dages smerteanfald onsdag og torsdag, og den lille indlæggelse torsdag, har jeg nu tilbragt de to sidste dage i mine sofa. Min krop er helt beatet efter så mange smerter og så morfinen. Jeg tåler bare så dårligt morfika; og det vidste jeg jo egentlig godt, da jeg tog imod det torsdag aften, men på et tidspunkt er enough bare enough og så sir man bare ja og amen til alt – eller også siger man bare ikke noget og sluger bare. Som man siger 😉

Og så lider man bagefter og tænker “never again”. Mht morfinen altså.

Jeg duer bare ikke til ikke at lave noget som helst, så midt imellem fosterstilling og lur på sofaen måtte jeg i dag påbegynde at male den ene væg i stuen, som ellers havde været planen til min alene og friske påske. Typisk mig ikke at kunne slappe af og nærmest kravle hen i malerbutikken rundt hjørne, for derefter at kunne male lidt i etaper midt mellem hvile på sofaen.

På et tidspunkt får jeg lige set mig selv i spejlet; ARGH – totalt panda ! Jeg er engang imellem plaget af at blive misfarvet og alltså helt brun rundt om øjnene, og især eget anfald kan det komme. Idag var det temmelig tydeligt, og da jeg jo også har følt mig skidt tilpas gennem de sidste par dage, blev jeg pludselig lidt nervøs for om der kunne være noget galt omkring galdeblæren. Jeg er jo ret bekendt med alle symptomerne omkring galdesten samt galdeblærebetændelse – og pankreatit (betændelse i bugspytskirtlen – min gamle diagnose) for den sags skyld. Jeg ringede til afdelingen og fortalte om mine gulsot-øjne, men efter en god snak med en af de søde sygeplejersker besluttede jeg mig for at se det an. At skulle derind igen og bruge en hel aften indlagt for at få taget blodprøver, magtede jeg bare ikke igen. Selvfølgelig hvis det bliver helt skidt, så gør jeg det, men ellers ligger jeg bare her og ser fjollet ud selv.

Væggen er næsten færdig nu, og der har været lidt smugkig i løbet af dagen på både snapchat og instagram. Men de rigtige billeder tager jeg i morgen, når der er lidt lys.

Så nu hedder den cola – rigtig cola med sukker efter sygeplejerskens råd – på sofaen med Den Eneste Ene i baggrunden. Altså på tvet. Ikke i sofaen. Den film er bare så ikonisk for mig. Jeg kan ALLE punch-lines udenad, og jeg – og mine veninder – bruger dem fortsat tit og ofte i dagligdags-tale. Hold nu kæft hvor er den bare fed den film.

“Jamen så fuck fuck da”

“Ej, Stella. Det er jo sådan nogen der lejer biler ud. På dagsbasis”

“Få din egen kæreste Mulle”

“7 år, Niller, 7 år…”

“Meget mærkeligt firma”

“Bare ærgerligt, Sonny boy”

Og jeg kunne jo blive ved…funny funny ! Og så elsker jeg musikken. Det minder mig om, da jeg på Fys-skolen fik et bijob, som “runner” eller hvad det nu hedder, på den store musical produktion af netop “Den Eneste Ene” inde i Forum. Jeg arbejdede 7 dage med vist nok 2 shows hver gang; jeg kunne ALLE sangene og alle replikkerne, og det var det sejeste arbejde.

Nu ser jeg for første gang filmen efter at Tutti er blevet så stor, og nu minder lille Mgala mig da sååå meget om Lilletut med de briller der. Og alderen. Og det at hun er et barn. Åhr, den lille Tut. Jeg savner min Tut.