Om at se to damer - samtidig !

Om at råbe af sit barn og en ellers hyggelig søndag.

I dag har været sådan en dag, hvor mit overskud bare ikke har været særlig mangfoldigt tilstede. Ikke hele dagen i hvert fald. Dagen startede hyggeligt med en tur i bio på Frederiksberg, hvor “Løvernes Garde” havde forpremiere. Arrangementet var et sponsoreret event, som vi var inviteret til, og som jeg var så heldig at have fået lov til at invitere en af jer læsere med til også. Vinderen blev Cecilie, som heldigvis var så sød at prikke mig på skulderen til eventet, så hun lige kunne få et knus og et HEJ in real life.

Biografturen var et hit. Lilletut elskede popcornene, juicen og filmen. Hun så optaget med, grinede højt og var helt med på det slukkede lys og de høje lyde. Sidstnævnte har hun lidt svært ved nemlig, og er normalt lidt sart i ørerne. Min plan var at tage hendes hørebøffer med, men det glemte jeg selvfølgelig igen. Filmen varede ca 45 minutter og det var helt perfekt. Et kæmpe hit som vi efterfølgende har snakket meget om. Klart anbefalelses værdigt.

IMG_6687

Efter filmen kørte vi hjem, og Tutti var så træt at hun faldt i søvn på halvvejen. Det er en god klassiker, det der med lige at tage en lur i bilen i vores weekender. Lilletut sover ikke lur længere, men hun har altid lov til det, når hun har brug for det. Og så sidder jeg da gerne og glaner lidt ude i bilen hos hende. Og sover lidt med nogen gange.

IMG_6693

Da hun vågnede og vi kom ind i lejligheden, stod den på lidt ipad og sofahygge inden vi spiste frokost. Her havde jeg satset fuldstændig på at vi liiiiige kunne tage en lille lur endnu, for nu var jeg blevet træt. Men nix, nope og nej da ! Ingen lur til mig og i stedet tog vi tøj på for at gå ud i det fine forårsvejr og lege lidt.

Godt nok var der sol, men hold nu op hvor var det koldt ! Så dagens første konflikt med at Lilletut ikke ville have overtræksbukser på, gav helt sig selv. SELVFØLGELIG skulle hun det. Lilletut fik kørt hele vejen ned til legepladsen på hendes løbehjul (på 3 hjul), en tur hun ikke før har magtet. Vi fik leget i både sandkassen, på gyngerne og på klatrestativet med rutschebane, før vi gik videre hen til vores yndlings Baresso ved Trianglen og fik en varm kakao og en kaffe. Tutti var rigtig sej og det var så super hyggeligt, lige indtil vi skulle hjem og hun i hvert fald ikke gad have tøj på. I stedet for at jakken skulle på, insisterede hun på at hendes trøje skulle af; hun svedte sådan. Klynk, pjevs og råben endte det med, før jeg helt bestemt måtte sige at “NU, skulle det tøj altså bare på” ! “Men er vi ikke bedste venner mere, Moar” ? spurgte den lille Tut grådkvalt, “JO, vi er da. Men du skal have tøj på. Og høre hvad jeg siger”

Ar’men altså <3

Tøjet kom på og vi traskede hjem med klapvognen, som jeg heldigvis havde taget med for en sikkerheds skyld. Vel hjemme puttede vi lidt på sofaen igen, legede lidt og så begyndte småkonflikterne igen. Tutti prøvede grænser af ude i køkkenet, mens jeg lavede mad, og det endte altså med at jeg måtte flytte hende fra opvaskemaskinen, som hun slog til med et sjippetov. Igen blev hun ked af det, og spurgte om vi ikke var bedste venner mere. Og igen måtte jeg med rolig stemme forklare at JO, det var vi, men at hun skulle høre efter, hvad jeg sagde til hende og gøre det jeg bad hende om.

Sidste konfrontation til at slutte søndagen af med, kom da hun skulle have nattøj på. At få tøj af og på er bare et kæmpe show herhjemme, og det kan trække tænder ud. Det gjorde det også her til aften, og Tutten hoppede i sengen, kastede sig rundt og grinede højlydt. Jeg bad hende om at stoppe og begynde at tage natbukser på omkring 15.000 gange. Hun synes, bare det var skide sjovt. Da jeg var ved at hjælpe hende med trøjen over hovedet, og hun igen gav sig til at hoppe og grine, så brillerne røg af og gik i stykker, nåede jeg pludselig grænsen for hvad jeg kunne håndtere pænt. Jeg råbte meget højt ! Rigtig højt. Ikke decideret til hende eller ad hende, bare rigtig højt “FOR HELVEDE ALTSÅ OGSÅ !!” (eller noget i den retning). Tutten blev selvfølgelig helt forskrækket og begyndte igen at græde. Jeg begyndte at forsøge at samle hendes briller (de går seriøst meget i stykker!), mens jeg bare bad hende om at tage de natbukser på. Hun gjorde det, mens hun var ked af det og sagde så IGEN noget i stil med at vi så ikke var bedste venner.

Jeg forstår ikke hvor den der er kommet fra ? Den med ikke at være bedste venner. Eller jo, den må være kommet fra børnehaven – og bliver vel øjensynligt brugt, som en straf dernede af børnene. Håber jeg. Jeg håber hvert fald ikke den kommer fra de voksne eller mama eller nogen andre. Og når man så bliver sur på tutten, så er hun bange for at man så ikke er venner mere. Her tredje gang hun nævnte det, prøvede jeg at være anderledes pædagogisk, efter jeg havde tænkt mig lidt om. Jeg fortalte hende, at jeg selvfølgelig var ked af, at jeg havde råbt så højt og at jeg godt kunne forstå at hun blev forskrækket. Og så fortalte jeg at man skulle huske at være sød ved sine venner. Gøre hvad de sagde og ikke være fræk. Og nogen gange kan venner også godt komme til at råbe af hinanden, men de er venner alligevel.

Nattøjet kom på. Hun fik børstet tænder, tisset og valgt bøger. Vi fik puttet, holdt i hånd og sagt at vi elsker hinaden. Jeg fik mig en lille lur efter hun faldt i søvn, og nu sidder jeg her på sofaen og skriver om det og tænker.

Jeg ved godt, at man ikke skal råbe af sit barn. Og jeg gør det yderst sjældent heldigvis. Men hvor kan man blive testet. Tutten hører egentlig overall godt efter, og den der med at hun får til at jeg tæller til 5 (eller 10) funger ellers altid, og hun synes den er rigtig skæg. I dag fungede den ikke. Damm jeg håber den funger igen imorgen- Lad aldrig dén fase være forbi !

Jeg føler mig helt hæs i halsen efter at have råbt af hende. Og jeg har det helt sikkert også skidt indeni. Det er jo ikke hendes skyld, at jeg er træt og har en tolerance-grænsen på 0,5. Men det der opdragelse sniger sig ind på mig, og jeg er begyndt generelt at være lidt bange for, om jeg gør det for lidt. For Lilletut er helt sikkert vandt til at tingene sker på hendes præmisser herhjemme. Vi øver os i at jeg skal sætte grænser, og at jeg ikke har tid til hende HELE tiden, og at jeg også skal lave lidt ting hver dag (næsten) for min skyld (her snakker vi altså opvask, lave mad, læse mails osv).

Og så ved jeg godt, at børn ikke har godt af at blive råbt ad. Det kunne en hurtig googling på “råbe af børn” lynhurtigt svare mig på. Damm, jeg håber ikke at dagens opråb er nok til et hak i selvværden.

Har du råbt af dine børn ? Eller dit barn ?

IMG_6643

signatur vegs Følg os på Instagram Facebook Bloglovin og Snapchat ♥

   

8 kommentarer

  • Hanne

    Ja, det har jeg altså. Og nej, gu er jeg ikke stolt af det, men jeg er ikke skabt med den største portion tålmodighed og det kommer til udtryk, når overskuddet er småt og barnet ser stort på de grænser, der bliver sat. Råberi er dog ikke noget som sker ofte, men jeg taler ofte med en fast og høj stemme. Én gang råbte jeg dog, så jeg er sikker på naboerne hørte mig, men det var engang hun som 1,5-2 årig satte gebisset i låret på mig i ren trods. Av.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malu

    Det kunne have været en situation fra min hverdag, det der. Du beskriver præcis hvordan jeg har det og tænker efter de (heldigvis) sjældne gange jeg mister besindelse overfor mine skønne tvillinger på 5 år. Der ER bare dage med minus på overskudskontoen og hvis det ramler sammen med 2 stk grænsesøgende unger, ja så er den hård. Jeg bruger desværre lang tid bagefter på at slå mig selv oven i hovedet, men jeg vælger at tro på at det vigtigste er vi reflekterer over situationen og forsøger gøre det bedre/anderledes næste gang. Dernæst gælder det jo også at børnene lærer en vigtig lektie = selvom mor bliver sur og kommer til at råbe, så bliver mor glad igen og vi elsker stadig hinanden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Råbe må alle – så længe det netop er når, at bægeret er fyldt. Og ikke til daglig. Det markere alvor, det markere accept af egne føleleser og udtryk herfor.
    For hey: Det er jo lige netop det, der er den store lærdom her: At Tut lærer, at selv når man råber – for det gør Tut også selv – så er I også lige gode venner for det, ooogså bagefter.

    Så selvfølgelig skal man råbe en gang i mellem – det er med til at lære børn om livet, for sådan er det at være menneske. Både barn og voksen. Og får man iiiikke som barn erfaret og lært, at debat, konflikt og råberi stadig betyder, at man kan tilgive og enes – ja, så bliver man svært, svært handicappet både socialt, på arbejdspladsen og alle andre steder.

    – Anne

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja, det har jeg. Helt ærligt, selvom jeg ikke er skide stolt af det. Det er heldigvis kun et par enkelte gange, men jeg kan jo ligesom ikke udelukke at det kommer til at ske igen i fremtiden – selvom jeg håber at jeg er kvik nok til at lade være. Men nogle gange bliver det hele bare lige for meget.
    Vi har 2 små, en pige på 2 og en dreng på 7 måneder. Jeg har simpelthen haft så dårlig samvittighed de få gange jeg har råbt af min datter. Hun er jo kun 2 år, og forstår jo altså ikke hele verden endnu. Hvad tænker jeg lige på? Hun er jo bare en lille pige?! Smækket med dårlig samvittighed er jeg kanon overskudsagtig resten af dagen og bestikker hende gerne ukritisk med en figenstang eller juice, i håb om at hun sletter mit dumme råberi fra hukommelsen og at hun stadig elsker sin tarvelige mor. Fordi… Vi er kun mennesker, os forældre. Og selvom hele vores liv er dedikeret til vores børn, er vi STADIG kun mennesker. Så hvis vi fejler et par enkelte gange ind i mellem, men ellers stadig er kærlige, nærværende, omsorgsfulde og engagerede, så er jeg sikker på at vi stadig får nogle fantastiske børn ud af det. Også selvom man føler sig som årets værste mor i gerningsøjeblikket.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at se to damer - samtidig !