Onsdagsoptur - og opskrivning til SKOLE til Lilletut !!

Om at være indlagt på hospitalet og altså være patient på sin egen (næsten) arbejdsplads.

Jeg arbejder jo på et hospital, og har gjort det i 10 år til sommer, så jeg er vant til at komme på et hospital dagligt – og jeg elsker det for såvidt også. Men det der med at være patient selv, det synes jeg bestemt ikke er det fedeste. Og jeg er faktisk oven i hatten en dårlig patient; sådan en der ikke vil være i vejen, hellere vil hjælpe medpatienterne og ikke synes at personalet skal bruge tid eller ressourcer på mig.

Og så får man desværre ikke så meget ud af det selv.

IMG_6947

For som jeg plejer at pippe om, når snakken drejer sig om det offentlige system, så er min klare overbevisning, at man skal være en stærk og rask syg patient for at kunne klare sig i systemet. Det er mit eget sygdomsforløb med mine mangeårige mavesmerter et godt eksempel på. Jeg har 110 % været ankermanden for udredningen. Det har været mig, der har holdt alle enderne sammen for det lægelige personale på diverse hospitaler og klinikker. Og dét har jeg egentlig ikke haft hverken særlig mange kræfter eller overskud til, hvorfor det også har trukket gevaldigt ud. Jeg har været “glemt” af systemet flere gange, fået de forkerte skanninger og har mødt frem talrige gange på skadestuen (da den hed det) og akutafdelingen (som den hedder nu) med store mavesmerter efter aftale med min udredende læge, blot for at kunne tage hjem igen fordi de dér ikke kunne se i deres papirer, hvad de skulle stille op med mig.

Jeg har givet op mange gange, og tænkt at dét handicap måtte jeg bare leve med. Men hver gang smerteanfaldene kommer, kan jeg bare ikke leve med det. Det gør så ondt og er så mega opslidende. Og så ødelægger de min tid med Lilletut, min tid alene og mine nætter – ja hele min livskvalitet. For tiden har jeg 1-2 anfald hver uge – men på en rigtig god uge 0. Anfaldene bliver provokeret af stress, væske mangel, fløde, rødt kød og så åbenbart en del ukendte faktorer også. “Weekend” kan desværre også være en ret sikker faktor for et udbrud.

I går – hvor ferien endelig var startet og mormor og morfar endelig var kommet – havde jeg haft et voldsom smerteanfald siden onsdag ved frokost-tid. Natten til igår havde været et sandt helvede, med så voldsomme smerter som jeg ikke har haft på længe. Smertestillende, varmepude og koldt vand at drikke blev flittigt benyttet, men intet hjalp. Jeg var milimeter fra grædende at vække mine forældre inde i stuen, men jeg bed tænderne sammen, som jeg er vandt til at gøre det. Da smerterne var klinget af (som de gerne gør i løbet af natten), stod jeg op med et håb om at “det var det”. For det meste er jeg heldig og smerterne stopper efter et halvt døgnstid. Men da vi efter planen tog på “Den blå planet” alle sammen, kunne jeg godt fornemme på min krop at det ikke var slut endnu. Kroppen og maven (eller der hvor smerterne sidder: under højre ribbens kurvatur og svt det samme sted omme på ryggen) murrede og varslede nye anfald. Ganske rigtigt og mega øv. Jeg kunne ikke holde til at gå rundt sammen med de andre, og måtte hele tiden sætte mig sammenkrøbet ned langs med væggene. Til sidst blev vi enige om at jeg måtte vente på dem ved udgangen. Lilletut hyggede sig heldigvis gevaldigt med mormor og morfar, men for dævlen hvor det ærgre mig, hver gang jeg går glip af noget pga den dumme mave.

IMG_6928

Da vi kom hjem blev smerterne bare værre og værre. Jeg lå og vred mig inde i soveværelset indtil jeg måtte kalde på min moaaar for hjælp. Jeg kunne ikke mere. Mutti tog affære og ville ringe efter en vagtlæge (hun er fra Bornholm); “de må jo komme herud!!” Jeg prøvede, at forklare hende at den service vist blev skåret væk for ca 15 år siden, men hun insisterede på at prøve. Hun fik ringet til 1813 – og kom igennem efter ca 5 sekunder, imponerende. Og jeg følte mig lige som en lille pige på ca 5 år, da min mor førte samtalen omkring “hendes datter der havde meget ondt i maven”. Hun fik selvfølgelig forklaret omkring mit lange udredningsforløb, og at der nu for såvidt næsten var taget stilling til en plan på et hospital, og visitationsdamen prøvede at få mig til tjek derude, men selvfølgelig: helligdagsbemanding og det kunne de ikke varetage ! Jeg blev i stedet kaldt ind på mit nærhospital, hvor de også havde en mavetarm kirurgisk afdeling.

Men altså, at være i et udredningsforløb og så blive indlagt på et andet hospital i mellemtiden (og så på en helligdag!) er bare ikke det bedste. Ingen vil tage stilling til en, og de vil i hvert fald ikke begynde på hverken en anden udredning eller påbegynde indledende undersøgelser til det igangværende ! I hvert fald ikke når der intet akut og /eller livstruende er galt. Og det kan jeg da godt forstå i det store økonomiske billede, men hold kæft det er træls, når man nu ligger der.

Jeg fik på mine indlagte 6 timer blot taget blodprøver. Jeg snakkede med sygeplejersken, da jeg kom, og da jeg 5 timer efter ringede på dem fordi jeg havde så pisse ondt og bare ville hjem til Tut. De undskyldte for at de ikke havde haft tid til mig; og var jo rigtig søde, de mega fortravlede sygeplejersker og den stakkels alene på vagten læge, og sagde at jeg bare skulle have ringet. Men det gør jeg altså ikke. Dér er jeg nok den dårlige patient for mig selv. Jeg ville ønske, de havde kunnet ultra-lyd skanne mig for at se om det var sten, der var ved at passere fra galdeblæren. For så ville min næste gastroskopi-undersøgelse på fredag måske være ligemeget, og vi ville kunne springe til næste step i min udredning på mit andet hospital: fjernelse af min galdeblære. Men nope, blodprøver, en gang “yndlings” Diclon og så 10 mg morfin da jeg skulle hjem, var alt hvad det blev til.

Jeg var hjemme i nat kl 24, stadig med smerter men rimelig dopet på morfin. Jeg tåler ikke særlig godt morfin, så hele dagen i dag har jeg været slået helt ud. Jeg kan slet ikke hænge sammen. Normalt kan det godt tage mig flere dage at få morfinen ud af kroppen, men jeg håber virkelig jeg kan få nydt bare lidt af mine alene-dage. Tutti er nemlig taget med mama til bedsterne indtil på mandag, og mormor og morfar er taget ned til min søster. Jeg har virkelig brug for at kunne fungere for at slappe af, være mig selv og lade op.

Så de af jer, der fulgte med på snappen igår, ved nu lidt mere om hvordan det pludselig gik fra “Den blå planet” til “Indlagt” billeder.

IMG_6950

IMG_6953

signatur vegs Følg os på Instagram Facebook Bloglovin og Snapchat ♥
   

6 kommentarer

  • Pernille

    Nu er jeg relativ ny læser herinde, så jeg ved selvfølgelig ikke så meget om forløbet, og hidtidige resultater. Men det lyder rigtig meget som galdestens-smerter? Jeg fik fjernet min i sommer efter et stort anfald (blev indlagt med ambulancekørsel og det hele, da vagtlægen frygtede blodprop i hjertet 😁). Jeg gik kun en uge efter anfaldet, før den kom ud. Måske fordi jeg er enlig mor (også), og frygtede at få anfald, så jeg ikke kunne tage mig af dem.
    Ville egentlig bare sige, at det virker som en lang udredning, hvis det er galdesten? Håber man snart finder årsagen, så du kan komme – smertefrit – videre!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Pernille, og juhu og velkommen til en ny læser 😀
      Jeg har ikke skrevet så meget om det, men der kan sikkert findes nogen indlæg alligevel… FOr 15 år siden da det startede troede min egen læge også helt sikkert det var galdesten – eller nyresten. Problemet var de ikke kunne skanne sig frem til sten. SÅ flyttede jeg en del gange fordi jeg ikke kunne finde nogen lejlighed, og fik derfor ny læge tit. Alle troede galdesten. Men blodprøver og skanninger kunne ikke finde det. Jeg blev sendt til en special læge der undersøgte tarmen og var sikker på sygdommen lå der. Jeg var på HUSK (brækker mig når nogen forslår det som løsning), væske og ting i den retning… Så fik jeg en anden læge der tog det hele mere seriøst og sendte mig til udredning på Herlev. Der tog det fart, men til gengæld fik jeg en ret voldsom diagnose; kronisk betændelse i bugspytkirtlen. Og hun fik også snakket om cancer, så jeg gik helt i chok. Jeg var i chok i 2-3 mdr og fik snammen med en masse smerteanfald en kæmpe depression. Jeg måtte jo ikke drikke alkohol, og kunne slet ikke finde mig selv sammen med mine veninder længere. ALT blev ændret og jeg blev et kæmpe vrag. Den diagnose og en åben indlæggelse havde jeg i nogen år. Jeg brugte aldrig indlæggelsen, men lå der hjemme og vred mig. Adskillelige overlæger har været på min sag siden, og de fleste har syntes at det var svært. Har fået diverse MR skanninger der ikke har kunnet vise noget (uden kontrast). Min nyeste læge har så vendt bunden i vejret på det hele igen, og for først gang fandt de en masse små sten i min galdeblære. Endvidere har jeg vist også høje kolesterol tal, skæve levertal engang i mellem… Selvom stenene blev fundet og mine symptomer bar skriger galdesten, så ville min mediciner overlæge ikke lade mig operere. Jeg bad selvom at snakke med kirurgerne; og hun var til gengæld ikke i tvivl ! For første gang i 15 år, var ingen i tvivl… SKal formentlig opr. først i maj, medmindre en gastroskopi finder noget i maven på fredag…
      Lang historie 😀
      Og taaaak 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Joy

    Som Pernille – har jeg også fået fjernet galdeblæren, og synes meget af din beskrivelse lyder bekendt.
    Jeg er også ret overrasket over et så langsommeligt forløb ! Det er ulidelige smerter!
    Jeg kunne ikke spise andet en tørstegt kyllingefileter og grønsager – alt andet trickede til sidst anfald (selv lugten af fed mad) værte syndere var rødt kød, fedtstof (af alt slags) kanel, fisk og sort the…
    (Det var en effektiv slankekur de måneder jeg måtte vente på operationen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • “Hemmeligheden” er at jeg havde en forkert diagnose i mange år… kronisk betændelse i bugspytkirtlen ! Noget der ikke jkan gøres noget ved, og som ligner galdesmerter meget. De havde i starten svært ved at skanne sig frem til sten i galden, og da mine pancreas tal var dårlige, så tænkte de at det måtte være det. Jeg har i mange år ikke måttet drikke alkohol !
      Har tabt 10 kg – men sys de er ved at komme tilbage, især da jeg smed mine antidepressiver…
      kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det lyder præcis som jeg havde det for ca. 8 år siden. Efter mange galdestensanfald, en hel weekend med vagtlæge og morfin sprøjter, besøg hos egen læge der ville sende mig til scanning ( der ville jo desværre gå noget tid ) et par dage efter kunne jeg ikke mere og fik en vagtlæge til at indlægge mig. Det første døgn gik også med en masse blodprøver og smertestillende. ENDELIG på dag 2 blev jeg scannet og der var betændelse i galdeblæren, den blev fjernet og jeg har intet mærket siden. HÅBER de scanner dig inden længe og gør noget ved problemet. Rigtig god bedring og god påske. Kh Anja

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • TAK ! Jeg er også selv ret sikker på det er det – er bare ked af jeg har spildt så mange år med en forkert diagnose :/
      Kram til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Onsdagsoptur - og opskrivning til SKOLE til Lilletut !!