Lilletuts mor og Body- og bikinifitness coachen

Hårde dage og hvide løgne

Heh, overskriften minder mig lige om den danske serie “Hvide Løgne”, som jeg så da jeg var teenager i 90’erne… Den havde en kendingsmelodi så catchy, at jeg ville ønske, at jeg lige kunne ligge en lille sang/musik strofe ind. I ville elske den ! “Hviiiide løgneeeeee” !

Anyways så synes jeg dagene har været lidt hårde på det sidste. Jeg har lavet mange hyggelige ting sammen med Tutti, men nogen gange er det svært bagefter. Altså når man er tilbage derhjemme, træt og alene, og tankerne om det de andre har og dét man netop ikke selv har, trænger sig på. Jeg er flov over det stadig sker, her 2 år efter min skilsmisse, men det gør de altså. Og jeg græder mig stadig i søvn nogen gange. Sad but true !

Jeg er bestemt bedre til at se logisk og konstruktivt på tingene. God til at se hvorfor det ikke skulle være mama og jeg. Ex-kæresten og jeg osv. God til ikke at ønske nogen af dem decideret tilbage. God til at se hvordan især mama og jeg sled på hinanden. Jeg kan godt gå hen og blive lidt vred. Vred over mig selv og de valg jeg tog helt tilbage. Men sket er sket; og Lilletut ville jeg selvfølgelig ikke være foruden.

Det nye til hele farcen – skilsmisse-farcen – må være at jeg nu virkelig er bange. Bange for at møde en ny. Bange for at åbne op igen. Ja, egentlig magter jeg det slet ikke. Og tror måske heller ikke på det. Endnu ! Louise fortæller mig at jeg skal tro. Og at jeg skal turde. Jeg vil gerne. Men lige nu er jeg bare bange. Og lyver når folk spørger om jeg har det godt !

Jeg hader det spørgsmål. Og ved slet ikke hvornår jeg sidst har svaret ærligt på det. Jeg har nok i virkeligheden løjet om det så mange gange – mest for folks egen skyld – at det nu ikke er en løgn længere. Det er sådan, jeg ville ønske at det var. Og folk ønsker vel heller ikke det ærlige svar der midt i “kernen” på afdelingen, ved bussen i børnehaven, til et event eller ved det tilfældige møde et eller andet tilfældigt sted ?! Og når mine veninder spørger i en sms, en kommentar til et billede – eller IRL – så orker jeg det næsten aldrig.

Jeg bliver nok for introvert. For alene med mig selv og mine tanker. Jeg magter ikke at sige det højt, gøre det endnu mere virkeligt. Usagt – usagt i venindetiden – så narrer jeg også mig selv til at tro at det går godt. Synes at det går godt. Men når spørgsmålet falder: “Hvordan har du det ? Går det godt ?” Så funderer jeg næsten altid lidt. Tøver en kende ! Måske opdager nogen det ? Jeg overvejer altid et kort sekund at sige sandheden – men magter den egentlig ikke selv. Så jeg siger enten at det går godt, eller trækker på det eller siger noget sjovt. For måske bliver det mindre virkeligt, mindre fokuseret på usagt. Måske forsvinder det hurtigere.

Jeg kan godt blive lidt svimmel, når jeg tænker på at livet måske ikke bliver, som jeg ønskede det. Det gipper lidt i maven, og gør mig endnu mere bange. “Tænk nu hvis…” Jeg messer for mig selv det seneste mantra fra Louise, om at sige farvel til min gamle partnertype ! Men shit det er angstprovokerende. Det er vovet, fristende men sindsyg grænseoverskridende. Jeg kan tabe alt – men vinde alt ligeså.

Nu er det sagt – eller skrevet ! Og så vil jeg videre igen. Endnu videre – men de nye erfaringer med i tasken. For dem har jeg trods alt – nu skal troen bare på plads.

IMG_7228

Læs billedteksten til billedet på IG – @lilletutogmordk

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Skal DU ikke være den første til at skabe lidt liv...?

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lilletuts mor og Body- og bikinifitness coachen