Når det at blive mor, gør en über the top sensitiv !

Jeg har altid været en sensitiv type; en rørt og berørt type, en der græder let – og tænker for meget over tingene. Nu efter jeg er blevet mor til Lilletut for 3 år siden, er det eskaleret ret betydeligt. Og faktisk ret upassende i nogen henseender.

Jeg har skrevet om det før, men da en af mine über cool’este blogger-kollegaer Alexandra, tog det op på hendes blog HER, begyndte det at rumstere i mit hovedet igen. For jeg synes sgu også at tårerne hos mig, trænger sig liiidt for meget på til tider. Egentlig er jeg lidt flov over det, og prøver som oftest at skjule det. Så da Alexandra skrev om det på hendes fede humoristiske måde, tænkte jeg, at det måske var måden for mig at forsøge at skildre det. Altså sjovt. Og nu sidder jeg så her med den netop forgangne uge i ryggen, hvor både døden, halsbetændelse og en væmmelig panisk gastroskopi uden beroligende har spillet ind, og synes sgu ikke det er så skide sjovt. Men grædt – det har jeg.

Og måske også mere end hvad godt er ? Hvis sådan noget kan skaleres, gradueres og måles ?

For i denne omgang af død ind på livet, blev alt pludselig set fra “et mors synspunkt”. Tænk hvis … var Tut ! Tænk hvis … var mig ! Tænk hvad …’s mor må føle ! Tænk hvad …’s venner og familie må føle ! Tænk hvad Tut måtte føle, hvis … var mig ! Tænk hvis, tænk hvis og tænk hvis… Alle mulige scenarier blev gennemtænkt og analyseret – og grædt over. Mine tanker har kunnet køre helt i selvsving med bare fornemmelser, følelser og nuancer. Og derfor har jeg end ikke kunnet læse de forskellige mails omkring det hele uden at græde og føle alt – og alt for meget ! Jeg har ikke kunnet hente/bringe Tut i børnehaven uden at have tårer i øjnene og grådkvalt stemme, hvis jeg prøvede at snakke for meget og for indgående – og jeg har grædt i bilen bagefter. Og – værst af alt – jeg har ikke kunnet tage nogen “rigtige” snakke med personalet, og føler slet ikke jeg har hjulpet og været der nok, fordi jeg ikke har villet tudbrøle foran dem.

Her irriterer det mig virkelig at min “let-til-tårer”-hed har begrænset mig. Eller at jeg har ladet den – eller min forfængelighed (?) – begrænse mig.

For jeg er jo vant til død på mit arbejde, og græder ikke over det der. Med mindre det har med børn at gøre. Arbejdet altså ! Der behøver slet ikke være død involveret, bare det har med børn at gøre så sidder tårerne i halsen (og i øjenkrogene). Og dét er altså lidt for pinligt ! Man må da gerne være medfølende – men det er nok lidt over the top at være tårervædet medfølende “bare” fordi et barn får afkortet gipsen, skal låne en kørestol eller skal gå for første gang i 3-6 uger. Og så et barn man blot ser den ene gang i de 10-20 minutter. Lidt much.

Lige efter endt barsel var jeg på arbejdet nød til at frasige mig alle behandlinger – eller bare telefonopkald – vedr. børn. Jeg kunne simpelthen ikke fuldføre dem uden at græde – tudbrøle. Jeg husker særligt en telefonsamtale (!) med en far, der skulle have forlænget hans datters kørestol med en mdr, fordi hendes brud på benet ikke helt var helet endnu. De sidste ord i samtalen fik jeg blot fremstammet svagt, og måtte nærmest smide telefonen på for ikke at græde i røret. Jeg tudbrølede, og mine kollegaer kom springende og krammede mig fordi de tænkte at alverden måtte være galt. De gloede noget, da jeg fortalte at det bare var et kørestols-udlån, og vi blev enige om at jeg måtte fritages for børnebehandlingerne lidt endnu.

Børn gør en mere følsom. Lilletut har hvert fald gjort mig meget mere følsom og let til tårer. Børn og dyr må bare ikke lide nogen som helst skæbne, ikke det mindste, så kan jeg ikke holde det ud. Jeg får det fysisk dårligt samtidig med at tårerne trænger sig. Og så græder jeg til nærmest alt realistisk/dokumentar på tv – både godt og skidt, og 100% alt der har med skilsmissebørn at gøre.

Har du det lige sådan ??