Første skilsmisse-fødselsdag sammen – Vega 4 år

På onsdag bliver Lilletut 4 år ! 4 år !!!

Det er altså…

…4 år siden, at jeg oplevede den værste fødsel i mit liv (forhåbentlig kan ingen overgå den).

…3 år siden Vega blev indlagt for første gang med lav vejrtrækning, blå efter en feberkramp og med en fuldstændig dobbelsidig lungebetændelse. 3 år siden jeg havde mama for mig selv.

…2 år siden vi holdt vores allerførste (overskriften er ved nærmere eftertanke løgn…?!) skilsmisse fødselsdag sammen. Det var ren tortur. SÅ frygteligt ! Jeg var ulykkelig og mama skrev med hendes nye kæreste hele tiden…

…1 år siden at jeg måtte afstå fra at holde Vegas fødselsdag sammen med mama og den “nye” kæreste og hendes familie. Mit hjerte kunne ikke, hvor gerne jeg end ville “gøre det rigtige og voksne”. Jeg ku bare ikke !!

Og i år var så året, hvor jeg – uden lyv i stemmen – kunne sige “okay, det kunne da være hyggeligt” til mamas ønske om at holde Vegas fødselsdag sammen igen. Det er hendes store ønske…og det er da fedt at hun har det sådan; hun har så heller ikke noget i klemme, og er forlængst videre. Men cool er det da alligevel.

Jeg havde egentlig ikke planlagt eller kalkuleret med, at vi skulle holde Tuttis fødselsdag sammen, jeg havde nok i mit stille sind tænkt at udnytte (måske det sidste år) hvor Vega ikke efterspørger os sammen. Hun forbinder ganske simpelt ikke mama og jeg med noget som helst sammen… Og selvom jeg er videre over mama, er det mere det der med at hun har en ny familie sammen med sin kæreste, som gør ondt. Især nu hvor min eks-kæreste er ude af billedet, og jeg skal definere mig selv igen IGEN.

Men begge vores familier var altså inviteret hjem til mig og Tutti, til en dag i fejringen af Tuttens 4 års fødselsdag. Jeg havde pyntet op, bedstemødrene kom med boller og kager, mama havde bestilt kagekone som skulle halshugges og Vega glædede sig til at komme hjem til en pyntet lejlighed (mamas weekend).

Gæsterne kom ved 11 tiden og er først lige gået her ved 17 tiden, så det blev til en lang og god dag. Hyggeligt. Ingen aggressioner, ingen indeklemte og forsmåede følelser. Rigtig rart faktisk. Selvom jeg bestemt savner dem – bedsterne – og savner at have min egen familie. Savner at have en at dele det hele med, en at have planer med, en at give et knus og et klap på låret.

Så selvom jeg er høj på en god og hyggelig dag, hvor Vega har haft alle hendes yndlings personer i samme stue (undtagen onkel og tante som er ude og rejse), så er jeg også lidt flad. Flad og lige på nippet til at begynde at græde egentlig… For selvom alt er bedre og ok igen, så er det samtidig (stadig) så pisse hårdt og antiklimaks når alle er gået igen, og man er alene…