"Min far er død" !

Børn og angst

Jeg ved, at man skal passe på med at kaste med floskler omkring sig, når man vover sig ind på et “diagnose-område”. Og det nok uanset om sygdommen sidder i psyken eller i kroppen. Yderligere skal man nok også tænke sig om, før man googler sig til en diagnose…og især tænke sig om BAGEFTER ! For hvor mange gange har du – og jeg – ikke siddet tilbage med “cancer” muligheden efter at have googlet “smerter i…” ?! Google er godt – med et gram salt. Eller gran salt…jeg ved det faktisk ikke. (Googler det lige….”gran salt” – ok !)

Lilletut har lidt et af de største tab børn kan lide – den samlede familie. “Et af” – for selvfølgelig er der flere…og formentlig også større, vildere, sørgeligere og mere skælsættende. MEN vi skal passe på med at gøre følelser, tab og smerte op mod hinanden. Hvem ved om mit tab er større end dit ? Eller dit er større end din nabos ? En – måske ligegyldig ting for dig – kan slå benene væk under mig, og omvendt. Hvem kan gøre sig til dommer over, hvad der for en anden ku ende med at gøre “livet ikke værd at leve” ?! Ingen ! Vi skal rumme hinanden ! Også bag vores skærme og (til tider hidsige) tastaturer !

Tilbage til Tutten…hendes mama og jeg gik fra hinanden, da hun var blot knap 2 år. Det havde – som beskrevet i UTALLIGE blogindlæg – gået skævt hvert fald et halvt år forinden. Vi var brugte. Kunne ikke mere. Desværre ! Krisen kom krybende for mit vedkommende et par måneder efter bruddet. Da jeg indså, hvad jeg havde startet ! Mit barn var blevet et skilsmisse-barn – et dele-barn, som skulle lide tab hver eneste hveranden uge ! Det sled på hende, Tutten. Hun blev lille – meget lille – pjevset, utryg og virkelig angst for at miste. Også bare når folk gik på toilettet eller ud af døren fra rummet hun var i ! Det var frygteligt ! Både for hende og jeg ! Hun græd – og jeg græd ! Og vi gik som regel i seng samtidig – og hun sov i 3 mdr oven på min mave og bryst hele natten. Intet mindre kunne gøre det. Tryghed, nærvær helt close-up !

fullsizeoutput_1d2d

Vuggestuen og børnehaven prøvede at leve op til hendes kæmpe tryghedsbehov, men det var dælme svært – især for bh med 2,5 voksen til 24 børn ! Men efter en tur i Statsforvaltningen (HER), hvor deleordningen E.N.D.E.L.I.G blev lavet om, og min kamp for netop denne blev vundet, lysnede det. For Tutten og for os. Tingene blev roligt bedre. “angsten” for at miste blev mindre.

Seperations-angsten fortsatte om natten faktisk helt indtil i septembers (2016), hvor hun pludselig fra den ene dag til den anden proklamerede: “Mor, i dag vil jeg sove i min egen seng, ligesom Ellen gør !” (hendes veninde) – og det gjorde hun så. Lige indtil i weekenden hvor hun kom hjem lidt før fra mama, og hendes lille Verden endnu engang var blevet vendt op og ned.

Weekenden har været frygtelig, nætterne især ! Hun har grædt og grædt i søvne, det lille pus, og ligger nu i min seng igen ! Angst for at miste mig. Angst for at vågne op om natten og jeg er væk ! Vi holder i hånd, ligger tæt, snakker om tingene og jeg beroliger og forklarer. Men JEG er sgu også lidt bange. Jeg ser de samme mønstre igen. Det samme tryghedsbehov, den samme frygt for at miste – bare vokset med 2 år ! Nu er der spørgsmål, som kræver svar – svære svar, og svar der ikke på den “rigtige” måde kan gives til et 4-årigt barn. Svar der kræver omtanke fra min side… Og svar der altså har krævet en googling her i dag…

img_2555

Jeg har været forbi Psykiatrifonden.dk for at læse om “Livskriser”, hurtigt tjekket sider omkring “Cool Kids” og så været forbi “mødrehjælpen” som klart gav mig det meste læsestof. For jeg er sgu lidt nervøs for min lille store pige, og jeg kan mærke på mig selv at jeg lukker ned og går i fuldstændigt “VEGA-MODE”, hvor alle alarmklokker bimler og bamler og LYSER RØDT, og hvor jeg KUN mærker og agere på Vega ! Jeg lukker ned for mine egne behov og følelser – og værst af alt: jeg lukker ned for andre mennesker i mit liv ! Jeg lukker dem ude, opgiver på forhånd, magter og føler intet ! Lige præcis som jeg gjorde det sidste år, da diskussionen om deleordningen og mødet i Statsforvaltningen var på sit højeste. Dammmm altså ! For vi snakker om gode og dejlige mennesker i mit liv ! Og jeg vil ikke være sådan en – en der mister alt håb gang på gang, og smider Guld på gaden !

“Du skal jo også leve dit liv” – er der flere der har sagt til mig…nogen gange tvivler jeg sgu på om jeg kan – sammen med et andet menneske ! For jeg kan godt selv i hvert fald…lidt for godt ! Med et andet elskeligt menneske er det straks sværere !! Pis os !

fullsizeoutput_1cf0

6 kommentarer

  • Ingen råd, men krydsede fingre og mange varme tanker, i håb om det snart vender <3 Lille søde Tutti altså.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Jeg kender alt til det med ikke at kunne leve mit eget liv, når der er “rod” i mit barns! Sådan er det bare i min verden. Jeg kan ikke gøre andet! Måske jeg “burde” leve mit “eget liv”. Men mit liv er jo i rigtig stort omfang mine børn, og når de har det svært, så er jeg nødt til at tage mig af det – også selvom det betyder, der ikke er så meget plads til mig selv!
    Det er ikke sikkert, det er den sundeste løsning, men det er min naturlige reaktion – så det lyder bekendt, det du beskriver!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • ryszen

    Med to skilsmisse børn kan jeg sagtens sætte mig ind i mange af de følelser og tanker du giver udtryk for. Jeg har ikke oplevet angst el lign fra mine, men det der med den ekstra tryghed, nærhed og omsorg har jeg mærket og mærker stadig. Her er det 3,5 år siden, de er nu 5,5 og 9, men sover begge stadig i min seng. Og det får de lov til!!!
    En klog dame sagde en gang til mig at det tager ca 2 år for et barn at vende sig til den type ændringer og det er vel at mærke såfremt der er totalt ro på hjemmefronten og ingen nye indtryk at forholde sig til. Jeg tror det passer meget godt, i hvert fald herhjemme. Det var først efter 2 år at de ikke brugte flere dage på at lande efter weekend ved far. Jeg har så også prioriteret mit eget liv totalt fra indtil nu, hvor jeg så småt er begyndt at gøre noget for mig selv. Mange vil måske synes det er tosset, men det må de om. Vi er alle forskellige.

    Min søn på 9 især er en følsom gut. Han har brug for at blive bekræftet i at han er god nok og at han er elsket. Jeg tror egentlig ikke han er i tvivl, men han er bare så følsom. Han har haft glæde af Carsten Sommerskov historier og nu børnemeditations bogen fra Room for reflection.
    Han sagde idag til mig: “mor skal du ikke snart se at få dig en kæreste, det trænger du til”. Det tænker jeg betyder at nu er mine børn ved at være der hvor der er ro på indeni. Og dét gør mig glad helt ind i sjælen. For det betyder at den manglende “mig” har været det hele værd.

    Det bedste til dig og Vega. Elsker at følge med og mærke både op og nedture. Verden er sgu ikke så lyserød! Eller sort og hvid!

    Mette

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A-M

    Hej Katten.
    Jeg er ikke helt sikker på om du kan bruge det til noget, men hvis du føler at der er brug for en børnepsykologisk vurdering af Vega, så skal du gå gennem børnehaven. I KBH Kommune er der et ressourceteam tilknyttet institutionerne, hvor der bl.a. sidder psykologer, som kommer ud i institutionen og snakker med forældrene/pædagogerne og derfra vurderer hvad der kan/skal gøres. Vi har været gennem møllen i forbindelse med angst. Giv lyd hvis du vil vide mere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg ved ikke, hvor meget jeg kan bidrage med til dette indlæg, idet jeg jo ingen børn har og blot er en tyveårig ung kvinde. Dog kan jeg fortælle, at jeg som lille oplevede en far, der pludselig skulle arbejde en del og ikke var hjemme. Herfra udviklede jeg en angst og et behov for tryghed, nærvær og ro omkring mig. Jeg ville ønske, at mine forældre havde været så oplyste som du. Derudover vil jeg sige, at det kan være super fint at indføre et ritual med eksempelvis opringning til mama og omvendt hver aften. Derudover en fast rutine i hverdagen. Det kan virke hårdt og svært, hvis alt skal foregå ens hver dag, men måske bare en plan, således at Vega ved på forhånd, hvad der kommer til at ske.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du kan meget bedre hjælpe dit barns hvis du hjælper dig selv først. Ligesom du skal tage iltmasken på før dit barn i flyet. Jeg fik sclerose i min sidste graviditet. Vores børn har aldrig haft en ikke handikappet mor. De er helt ok:) jeg skulle jo huske at hjælpe mig selv dengang, for jeg også kunne være mor for mine børn. Så måske kig indad hjælp dig selv og måske din datter bare følger med og angsten forsvinder. Giver det mening? I hvert held og lykke til dig og din datter.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Min far er død" !