Børn og angst
Jeg ved, at man skal passe på med at kaste med floskler omkring sig, når man vover sig ind på et “diagnose-område”. Og det nok uanset om sygdommen sidder i psyken eller i kroppen. Yderligere skal man nok også tænke sig om, før man googler sig til en diagnose…og især tænke sig om BAGEFTER ! For hvor mange gange har du – og jeg – ikke siddet tilbage med “cancer” muligheden efter at have googlet “smerter i…” ?! Google er godt – med et gram salt. Eller gran salt…jeg ved det faktisk ikke. (Googler det lige….”gran salt” – ok !)
Lilletut har lidt et af de største tab børn kan lide – den samlede familie. “Et af” – for selvfølgelig er der flere…og formentlig også større, vildere, sørgeligere og mere skælsættende. MEN vi skal passe på med at gøre følelser, tab og smerte op mod hinanden. Hvem ved om mit tab er større end dit ? Eller dit er større end din nabos ? En – måske ligegyldig ting for dig – kan slå benene væk under mig, og omvendt. Hvem kan gøre sig til dommer over, hvad der for en anden ku ende med at gøre “livet ikke værd at leve” ?! Ingen ! Vi skal rumme hinanden ! Også bag vores skærme og (til tider hidsige) tastaturer !
Tilbage til Tutten…hendes mama og jeg gik fra hinanden, da hun var blot knap 2 år. Det havde – som beskrevet i UTALLIGE blogindlæg – gået skævt hvert fald et halvt år forinden. Vi var brugte. Kunne ikke mere. Desværre ! Krisen kom krybende for mit vedkommende et par måneder efter bruddet. Da jeg indså, hvad jeg havde startet ! Mit barn var blevet et skilsmisse-barn – et dele-barn, som skulle lide tab hver eneste hveranden uge ! Det sled på hende, Tutten. Hun blev lille – meget lille – pjevset, utryg og virkelig angst for at miste. Også bare når folk gik på toilettet eller ud af døren fra rummet hun var i ! Det var frygteligt ! Både for hende og jeg ! Hun græd – og jeg græd ! Og vi gik som regel i seng samtidig – og hun sov i 3 mdr oven på min mave og bryst hele natten. Intet mindre kunne gøre det. Tryghed, nærvær helt close-up !
Vuggestuen og børnehaven prøvede at leve op til hendes kæmpe tryghedsbehov, men det var dælme svært – især for bh med 2,5 voksen til 24 børn ! Men efter en tur i Statsforvaltningen (HER), hvor deleordningen E.N.D.E.L.I.G blev lavet om, og min kamp for netop denne blev vundet, lysnede det. For Tutten og for os. Tingene blev roligt bedre. “angsten” for at miste blev mindre.
Seperations-angsten fortsatte om natten faktisk helt indtil i septembers (2016), hvor hun pludselig fra den ene dag til den anden proklamerede: “Mor, i dag vil jeg sove i min egen seng, ligesom Ellen gør !” (hendes veninde) – og det gjorde hun så. Lige indtil i weekenden hvor hun kom hjem lidt før fra mama, og hendes lille Verden endnu engang var blevet vendt op og ned.
Weekenden har været frygtelig, nætterne især ! Hun har grædt og grædt i søvne, det lille pus, og ligger nu i min seng igen ! Angst for at miste mig. Angst for at vågne op om natten og jeg er væk ! Vi holder i hånd, ligger tæt, snakker om tingene og jeg beroliger og forklarer. Men JEG er sgu også lidt bange. Jeg ser de samme mønstre igen. Det samme tryghedsbehov, den samme frygt for at miste – bare vokset med 2 år ! Nu er der spørgsmål, som kræver svar – svære svar, og svar der ikke på den “rigtige” måde kan gives til et 4-årigt barn. Svar der kræver omtanke fra min side… Og svar der altså har krævet en googling her i dag…
Jeg har været forbi Psykiatrifonden.dk for at læse om “Livskriser”, hurtigt tjekket sider omkring “Cool Kids” og så været forbi “mødrehjælpen” som klart gav mig det meste læsestof. For jeg er sgu lidt nervøs for min lille store pige, og jeg kan mærke på mig selv at jeg lukker ned og går i fuldstændigt “VEGA-MODE”, hvor alle alarmklokker bimler og bamler og LYSER RØDT, og hvor jeg KUN mærker og agere på Vega ! Jeg lukker ned for mine egne behov og følelser – og værst af alt: jeg lukker ned for andre mennesker i mit liv ! Jeg lukker dem ude, opgiver på forhånd, magter og føler intet ! Lige præcis som jeg gjorde det sidste år, da diskussionen om deleordningen og mødet i Statsforvaltningen var på sit højeste. Dammmm altså ! For vi snakker om gode og dejlige mennesker i mit liv ! Og jeg vil ikke være sådan en – en der mister alt håb gang på gang, og smider Guld på gaden !
“Du skal jo også leve dit liv” – er der flere der har sagt til mig…nogen gange tvivler jeg sgu på om jeg kan – sammen med et andet menneske ! For jeg kan godt selv i hvert fald…lidt for godt ! Med et andet elskeligt menneske er det straks sværere !! Pis os !
Ingen råd, men krydsede fingre og mange varme tanker, i håb om det snart vender <3 Lille søde Tutti altså.
– A