“En pige-kæreste ? Ej, NEJ – lad vær og sig det !”

Efterfulgt at et: “Så må du virkelig tænke dig bedre om næste gang” ! Var min fars første to sætninger efter at jeg laaangt om længe havde fået taget mig sammen til, med bævende hjerte og en puls på 500, at tage telefonen og ringe hjem til dem på Bornholm og endelig fortælle dem “nyheden”. Min daværende (pige)kæreste var nærmest allerede flyttet ind i min lejlighed, og havde længe opfordret mig til at fortælle dem om hende – eller bare det, at hvis de kom på besøg en anden gang, så boede hun der altså.

Min pige-kæreste var meget støttende omkring, at jeg skulle fortælle det til dem, for som hun sagde: “De KAN da ikke andet end at tage godt imod det…det er jo nærmest normalt idag” ! Men det kunne de så godt ! Altså tage det på en anden måde – for det var nemlig lige det de gjorde.

Min far blev mest af alt ked af det. Sagde decideret (som sætning nummer 3) at “…det var han da virkelig ked af at høre…” ! Og så blev han flov. Flov over mig…for…som han så sagde: “…det her må du love mig IKKE at sige til andre. Og SLET IKKE til din farmor og farfar, dét vil de slet ikke kunne klare, ja om de vil overleve det, det ved jeg ikke” !

Jeg tror virkelig aldrig, at jeg har følt mig så forkert. Fået sådan en mavepuster før. Fået revet tæppet væk under mig på sådan en måde. For jeg havde aldrig følt mig forkert før. Jeg havde egentlig hvilet rimelig godt i mig selv. Haft det relativ okay med min krop, mit jeg og den måde jeg var på. Altså før. Telefon-samtalen og de efterfølgende år ændrede helt markant på dette.

Egentlig blev der ikke snakket mere om det. Mine forældre evnede at spørge udenom emnet hver eneste gang vi snakkede, sås osv. Og jeg prøvede at pippe lidt en gang i mellem om mit liv, bringe emnet op, min kæreste op – men det lykkes aldrig. Det blev aldrig “fanget” og snakket med om. Følelsen af at være klam, forkert og ikke-elskværdig fyldte mere og mere indvendigt, ædte mig op og gjorde, at jeg måtte distancere mig til det og mig selv. Alt blev efterhånden tiet og jeg opfandt min parallelle verden, hvor jeg ikke var sammen med en pige, og som jeg godt kunne dele med familien. At skulle distancere sig fra sig selv og sine følelser var svært; gav mig stress, mavepine, destruktive tanker (og handlinger) og endte ud i en massiv depression, da jeg til sidst mødte min kommende kone. Men accepten fra mine forældre ville jeg bare så gerne have, og glemte gerne mig selv for at komme det nærmere.

Kommentarer som “Du må love ALDRIG at skaffe et barn til verden sammen med en anden kvinde” og “Det værste man kan byde et barn, må virkelig være at det har to mødre”. Provokerede, gjorde ondt og hænger ved.

Omend jeg HELDIGVIS ikke har rettet mig efter det. Vega ville jeg ALDRIG have været foruden. Og det ville mine forældre heller ikke i dag, tænker jeg. Men måden, hun er kommet til verden på, er fortsat akavet og tys-tys. Og egentlig gør det at hele mit liv stadig er akavet og tys-tys. Det gør det svært at være sammen med dem – og resten af familien – fordi jeg bare føler mig så ulækker. Decideret beskidt og klam. Og hvem har vel egentlig lyst til at føle sig det ?