VIND med Playmobil - sandlegetøj til alle aldre :)

Nogle kampe skal opgives

Min blog er stille i denne tid – foruden enkelte indlæg, som i forgårs, og så lige et her i dag. I dag er det mest for lige at prøve igen. Prøve at se hvordan kroppen reagere på at jeg skriver noget ned. For i forgårs…det var vildt ! Jeg fik hjertebanken, pulsstigning, rysten på hænderne og jeg blev egentlig i flere omgange blind på ordene, bogstaverne og sætningerne. Så hvis det var noget sludder engang i mellem, så har du altså forklaringen her (Indlægget er dette her, hvor du faktisk kan VINDE noget lækkert Playmobil).

Jeg er ramt i den grad af stress. Eller en ret stor belastningsreaktion, som min psykolog kalder det. Det er de fysiske symptomer, der har slået mig ud og gjort mig fuldstændig ukampdygtig. Jeg har hjertebanken, kraftig puls, åndenød og er ret grådlabil. Jeg kan ikke helt være i sociale sammenhænge – foruden til Jo:ga, som virkelig er min redning ! Jeg har svært ved at snakke med folk, for jeg ønsker egentlig ikke at fortælle om min situation. Jeg holder det egentlig hemmeligt for de fleste (indtil nu…!), for jeg er flov over det. Det er ikke mig det her. Det er ikke mig, der ikke fysisk kan tage på arbejde. Det er ikke mig, der mest af alt kan ligge på sofaen. Det er ikke mig, der ikke “får udredt” noget.

For jeg kan faktisk ingenting – og det er så grænseoverskridende. Jeg kan passe Vega, når hun kommer hjem fra børnehave – og hun lider INGEN nød overhovedet…og hun ved faktisk slet ikke, at jeg er nede med flaget og ikke på arbejde for tiden. Jeg tager mig i den grad sammen og får lavet mad til hende, leget med hende og gjort alle de daglige gøremål med hende. Men det er hårdt og kræver en energi, som jeg til dels ikke har. Weekenderne hvor jeg har hende, søger jeg enten hjem, ned til min søster eller lignende – og de weekender hvor jeg ikke har hende, laver jeg ikk noget. Jeg ser nærmest ingen mennesker – foruden dem til Jo:ga (som jeg ikke snakker med) – snakker ikke med nogen. Jeg har en snert af noget social angst, så jeg har også lidt svært ved “bare at gå ud”. De veninder, som jeg har brugt til at snakke med det om, er desværre taget på ferie og flyttet til Dubai (mindre kunne åbenbart ikke gøre det). Veninderne fra job har jeg det meget svært med ! Jeg KAN bare ikke have kontakt til dem – og det er altså sindssyg svært ! Jeg kan som sådan ikke forklare det, de giver mig “bare” ondt i maven og alt for mange tanker om arbejdet…og det kan jeg ikke rumme ! Min eks-kæreste/veninde har jeg også brugt, da hun har “været med i processen”, men det er svært af forskellige årsager… Så jeg føler mig sgu lidt begrænset og lidt alene i det her, og det gør det egentlig bare endnu mere svært. Jeg skal virkelig tage mig selv i ikke at køre ned i en sort spiral, hvor alt bare er nederen.

Nogen ting ser jeg faktisk ret klart midt i alt det her. Især som overskriften siger…”Nogle kampe skal opgives”…for de kan ikke vindes, hvis de ikke er min kampe ! Og lige præcis dét, synes jeg nailer SÅÅÅ mange af mine frustrationer… Jeg kan ikke vinde kampen om “skadestuen” på mit arbejde – det er ikke min kamp; det er ledelsen/direktionens kamp og ikke min. Jeg kan ikke vinde kampen om “sammenlægninger, nedskæringer og afviklinger” på mit arbejde – det er ikke min kamp; det er ledelsens, direktionens og politikernes ! Jeg kan ikke vinde kampen om “min eks-kæreste” – det er ikke min kamp; det er hendes, som hun i øvrigt ikke ønsker at kæmpe/have overhovedet. Og kampe man ikke er inviteret med i, kan man ikke vinde – de må opgives !

So DONE ! Moving on…ish 😉

Og så kommer udbrændtheden frem arbejds-wise. For hvis man ikke kan acceptere tilstandene, stå inde for kvaliteten og/eller ledelsen..hvad så…?! Lige nu er jeg tom for håb og troen på en fremtid i det offentlige. Og jeg kan fysisk ikke nærme mig min arbejdsplads uden at få hjertebanken, kvalme, rysten og sortnen for øjnene. Men som udgangspunkt er jeg ikke færdig der. Jeg vil egentlig gerne tilbage, jeg har elsket stedet i snart 11 år – og jeg holder meget af mange af dem derude. Og så vil jeg egentlig gerne være med til at kæmpe lidt mere – de rigtige kampe dog.

Mange af jer havde faktisk set det komme- især efter indlæggene i december og januar. Jeg troede nok ikke helt på det… Tak for ALLE jeres søde, velmenende kommentarer/beskeder osv. Jeg lærer åbenbart på den hårde måde.

img_4872

 

7 kommentarer

  • Av altså – sender tanker og overskud med luftpost sæøde Tuttemor. Pas godt på dig selv (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Søde Katrine, jeg sender dig en kæmpe krammer og håber på du snart er ovenpå igen. Husk: Ting tager tid og ens egne forventninger til én selv er (næsten) altid de hårdeste og sværeste <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj

    Kæreste søde Katrine ❤ Først en kæmpe krammer ❤ Du skal vide at du er giga mega sej ! Nej man kan ikke vinde kampe der ikke er ens egen, for det har INTET med dig at gøre eller dit værd som menneske ❤ Det er sindssygt svært og meget lettere sagt end gjort men du skal give slip og acceptere ❤
    Du er virjelig en fighter og jeg tager virkelig hatten af for dig ❤ Jeg håber at du med denne ro kommer stærkt tilbage til kernen af dig ❤ Hvis du ikke allerede følger så kan jeg anbefale dig at følge Psykolog Mette Holm på fjæs. Hun er SÅ dygtig med ord og hun hjælper mig enormt meget på min vej med sine ord ❤
    Tag dig af dig selv og lille vegs og så skal du nok komme tilbage for fuld styrke ❤
    Kæmpe mæssige kram og tanker til dig ❤
    PS. Du er velkommen til at skrive hvis du har brug for bare at læsse af ❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    ❤❤ Sender dig en masse varme tanker og håber du snart får det bedre ❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    For år tilbage kom jeg som sygeplejerske frem til, at nedenstående er den måde jeg vil udføre mit virke som sygeplejerske på og samtidig være tro mod mig selv – på den måde kan jeg med mit store hjerte og min faglige stolthed overleve i sundhedsvæsenet:
    Jeg vil altid give den bedste sygepleje indenfor de rammer, der nu engang er sat. Ikke at jeg altid er enig i de overordnede rammer; men jeg sætter ikke rammerne, det gør vores politikere og syghusledelsen og tildels vores ledere. Den eneste indflydelse jeg har på de overordnede rammer er med min stemme ved folketings- og kommunalvalg.
    Det betyder ikke, at jeg har givet op, Jeg har bare valgt, at mine kampe skal være, hvor jeg har mulighed for at have indflydelse og kan påvirke tingene. Så energien og mine kampe ligger jeg i, hvordan arbejdesgangene og hverdagen i afdelingen bliver bedst mulig for personale og patienter, indenfor de rammer som nu en gang er sat for os og de nye rammer der hele tiden kommer til.
    Jeg ville ønske, at jeg kunne give patienterne meget mere end det er mig muligt. Men i dagens Danmark er det p.t. ikke muligt!!
    MEN jeg kan se mig selv i øjnene og jeg er tro mod mig selv og mine værdier, da jeg ved, at jeg hver dag har mit hjerte med i alle mine handlinger og giver den bedste sygepleje, jeg kan give, indenfor de rammer der nu engang er sat for os og vores patienter.
    Alt det du gennemgår lige nu er et tegn på, at du er et levende menneske og du har dit hjerte med dig – det skal du se som en styrke☀️
    Det er en super svær proces, som du er igang med og nogle gange skal vi mennesker derud, hvor du er lige nu for at finde sig selv og hvordan du kan bevare dine værdier, samtidig med at kunne overleve i et system/job, som ikke altid er lige forenelig med dine værdier og hjerte.
    Pas godt på dig selv – når du er på den anden siden af denne proces, så er jeg sikker på, at du står styrket både privat og fagligt😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Katrine
    Allerførst, gode tanker og god energi til dig!
    Det er så væmmeligt at få symptomer på stress, som kan virke direkte livstruende.
    Du behøver slet ikke føle dig flov over at have fået stress, du er nemlig blandt mange i samme båd.
    Jeg har også været der, og det kan måske hjælpe at vide at der mulighed for at komme igennem stressen.
    Du er på rette vej, du har kontakt til en professionel, og du tager dig af dit barn og dig selv. Det er altså en ret god start, så godt arbejde!
    Husk at det er en proces, og vær god ved dig selv, og lige så forstående som hvis det var en af dine veninder der havde fået stress.
    Knus Jesper

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina KH

    Jeg føler med dig, har selv været gået ned med stress, belastningsreaktion.
    Jeg håber du har gode mennesker omkring dig, som kan forstår og som kan hjælpe dig igennem det hele og hel ud på den anden side.
    Tanker herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VIND med Playmobil - sandlegetøj til alle aldre :)