Nogle kampe skal opgives
Min blog er stille i denne tid – foruden enkelte indlæg, som i forgårs, og så lige et her i dag. I dag er det mest for lige at prøve igen. Prøve at se hvordan kroppen reagere på at jeg skriver noget ned. For i forgårs…det var vildt ! Jeg fik hjertebanken, pulsstigning, rysten på hænderne og jeg blev egentlig i flere omgange blind på ordene, bogstaverne og sætningerne. Så hvis det var noget sludder engang i mellem, så har du altså forklaringen her (Indlægget er dette her, hvor du faktisk kan VINDE noget lækkert Playmobil).
Jeg er ramt i den grad af stress. Eller en ret stor belastningsreaktion, som min psykolog kalder det. Det er de fysiske symptomer, der har slået mig ud og gjort mig fuldstændig ukampdygtig. Jeg har hjertebanken, kraftig puls, åndenød og er ret grådlabil. Jeg kan ikke helt være i sociale sammenhænge – foruden til Jo:ga, som virkelig er min redning ! Jeg har svært ved at snakke med folk, for jeg ønsker egentlig ikke at fortælle om min situation. Jeg holder det egentlig hemmeligt for de fleste (indtil nu…!), for jeg er flov over det. Det er ikke mig det her. Det er ikke mig, der ikke fysisk kan tage på arbejde. Det er ikke mig, der mest af alt kan ligge på sofaen. Det er ikke mig, der ikke “får udredt” noget.
For jeg kan faktisk ingenting – og det er så grænseoverskridende. Jeg kan passe Vega, når hun kommer hjem fra børnehave – og hun lider INGEN nød overhovedet…og hun ved faktisk slet ikke, at jeg er nede med flaget og ikke på arbejde for tiden. Jeg tager mig i den grad sammen og får lavet mad til hende, leget med hende og gjort alle de daglige gøremål med hende. Men det er hårdt og kræver en energi, som jeg til dels ikke har. Weekenderne hvor jeg har hende, søger jeg enten hjem, ned til min søster eller lignende – og de weekender hvor jeg ikke har hende, laver jeg ikk noget. Jeg ser nærmest ingen mennesker – foruden dem til Jo:ga (som jeg ikke snakker med) – snakker ikke med nogen. Jeg har en snert af noget social angst, så jeg har også lidt svært ved “bare at gå ud”. De veninder, som jeg har brugt til at snakke med det om, er desværre taget på ferie og flyttet til Dubai (mindre kunne åbenbart ikke gøre det). Veninderne fra job har jeg det meget svært med ! Jeg KAN bare ikke have kontakt til dem – og det er altså sindssyg svært ! Jeg kan som sådan ikke forklare det, de giver mig “bare” ondt i maven og alt for mange tanker om arbejdet…og det kan jeg ikke rumme ! Min eks-kæreste/veninde har jeg også brugt, da hun har “været med i processen”, men det er svært af forskellige årsager… Så jeg føler mig sgu lidt begrænset og lidt alene i det her, og det gør det egentlig bare endnu mere svært. Jeg skal virkelig tage mig selv i ikke at køre ned i en sort spiral, hvor alt bare er nederen.
Nogen ting ser jeg faktisk ret klart midt i alt det her. Især som overskriften siger…”Nogle kampe skal opgives”…for de kan ikke vindes, hvis de ikke er min kampe ! Og lige præcis dét, synes jeg nailer SÅÅÅ mange af mine frustrationer… Jeg kan ikke vinde kampen om “skadestuen” på mit arbejde – det er ikke min kamp; det er ledelsen/direktionens kamp og ikke min. Jeg kan ikke vinde kampen om “sammenlægninger, nedskæringer og afviklinger” på mit arbejde – det er ikke min kamp; det er ledelsens, direktionens og politikernes ! Jeg kan ikke vinde kampen om “min eks-kæreste” – det er ikke min kamp; det er hendes, som hun i øvrigt ikke ønsker at kæmpe/have overhovedet. Og kampe man ikke er inviteret med i, kan man ikke vinde – de må opgives !
So DONE ! Moving on…ish 😉
Og så kommer udbrændtheden frem arbejds-wise. For hvis man ikke kan acceptere tilstandene, stå inde for kvaliteten og/eller ledelsen..hvad så…?! Lige nu er jeg tom for håb og troen på en fremtid i det offentlige. Og jeg kan fysisk ikke nærme mig min arbejdsplads uden at få hjertebanken, kvalme, rysten og sortnen for øjnene. Men som udgangspunkt er jeg ikke færdig der. Jeg vil egentlig gerne tilbage, jeg har elsket stedet i snart 11 år – og jeg holder meget af mange af dem derude. Og så vil jeg egentlig gerne være med til at kæmpe lidt mere – de rigtige kampe dog.
Mange af jer havde faktisk set det komme- især efter indlæggene i december og januar. Jeg troede nok ikke helt på det… Tak for ALLE jeres søde, velmenende kommentarer/beskeder osv. Jeg lærer åbenbart på den hårde måde.
Av altså – sender tanker og overskud med luftpost sæøde Tuttemor. Pas godt på dig selv (:
– A