Praktisk tøj til børn - i bla trafikken og haven

Når ens arbejde gør en syg !

img_4709

Det er svært, når noget af det, man elsker allermest, gør en syg. Gør at man ikke fungerer ordentlig i hverken krop eller hovedet. Når det fratager én helt basale færdigheder såsom at lave mad, gøre sig klar om morgenen og styrer sit temperament og tanker, så er det altså skræmmende. Og pisse irriterende egentlig også – og et mega tidsspilde. Jeg er virkelig ikke typen, der har lyst til at tiden bare tikker derudaf, mens jeg ligger i fosterstilling på sofaen uden evne til at se tv, serier eller lave noget i øvrigt. Når hullet i sofaen bliver større og større, føler jeg lidt, at mit liv forsvinder i takt dermed. Og så bliver jeg sgu lidt gal – lidt på mit arbejde, men mest på mig selv. Tænk at det skulle gå så vidt ?! Når jeg fortæller min arbejdshistorie til min arbejdspsykolog, er det ikke svært at se, at det ville gå galt. Helt galt ! Og når jeg så topper det med at læse de gamle indlæg, hvor jeg pipper lidt om hvordan jeg egentlig har det helt tilbage fra efteråret 2016, så er det SÅ klart, at lortet ramlede… (læs fx det her Længere mellem snapsene)

Jeg har egentlig brugt lang tid – (and still counting…) på at kunne formulere sætningen: “Jeg har det dårligt pga mit arbejde. Det er mit arbejde, og den måde tingene er på derude, som har gjort mig syg!” For det ER det. Jeg kan ikke bruge lame-ass undskyldningerne med, at det er fordi min ex-kone dissede os for 3 år siden (og jeg så smed hende ud), eller den med at min eks-kæreste ikke ville have mig tilbage for real 4. (eller var det 5.) gang heller. Og heller ikke den med at jeg åbenbart har sindssyg svært ved at binde mig til andre (end førnævnte)…nope…det er nemlig ikke al dét, der har gjort mig syg – SLET IKKE – det er mit arbejde; der har brændt mig ud ! Selvfølgelig kunne det være fedt at have en kæreste (for det savner jeg), og få ryddet lidt ud i de dårlige mønstre, bevares, hvem ville ikke gerne det ?! Men det er altså ikke der skoen trykker !

De sidste 3 mdr er helt reelt nærmest en dis for mig. Jeg kan dog huske, hvor meget jeg har kæmpet med at forstå ting. Altså helt bogstaveligt når nogen sagde noget til mig, som jeg skulle efterleve, så kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke tage imod forklaringer, telefonnumre, vejvisninger eller bare huske hvad folk hed eller hvad de havde sagt sidste gang. Jeg har ødelagt et IKEA PAX skab (som nogen måske så på min story), fordi jeg bare var så pisse stædig og absolut ville prøve at samle det selv – uden egentlig at kunne læse brugsanvisningen, fordi bogstaver og tegninger skøjtede rundt for mit øje, min puls var på max og hele min krop rystede.

Jeg har ikke kunnet lave mad, og har brugt formuer på take-away. Jeg har ikke kunnet handle ind – og har brugt formuer på nemlig.com. Jeg har betalt mig fra alt, som der var muligt – og NEJ, man tjener ikke godt som fysioterapeut i det offentlige 😉 Men jeg har villet skjule mine mangler, koste hvad det ville.

Og så har jeg løjet…eller fortiet sandheden om man vil det…for så mange mennesker. Og værst af alt; for mine forældre ! Jeg har i 3,5 mdr løjet om at have været på arbejde, jeg har “holdt ferie” herhjemme sammen med dem (hvor jeg jo så var sygemeldt i stedet. Og ja, det var lovligt fordi de var her i Kbh med mig) og jeg har isoleret mig fra andre mennesker, for at slippe for at fortælle hvordan det stod til egentlig (og fordi jeg fik social angst med angst anfald). Engang i mellem har der smuttet lidt ud på de sociale medier, men det har på ingen måde været grundlæggende for, hvordan jeg egentlig havde det.

Her i weekenden fik jeg ENDELIG sagt det til mine forældre. Og hvilket øjeblikkeligt lykkesus. En kæmpe sten røg fra mit hjerte – ISÆR fordi de bare bakkede mig fuldstændig betingelsesløst op. Overdrevent meget støtte, hjælp og kærlighed. Lutter velmenende ord og lutter opbakning. Masser af sparring og snak omkring det hele, hvordan det er på arbejdet og hvad der frustrere mig. OG DE FORSTÅR MIG ! Hundredetusind procent heldigvis ! Og støtter mig i de to valgmuligheder der er…når jeg kommer så langt; blive og kæmpe (de rette kampe – og indordne mig det offentlige system) eller at finde nye græsgange.

Jeg husker mig i hvert fald på at: Nogen kampe kan ikke vindes ! Nogen kampe er ikke værd at fortsætte eller ej at tage. Og kæmp kun de kampe, som du er inviteret med i.

Jeg har både en “almindelig” psykolog, som jeg selv betaler, og en arbejdspsykolog, som mit arbejde betaler. De hjælper mig sindssygt meget. Og især min arbejdspsykolog har hjulpet mig meget, dels med at forstå sygdommen og hvor farlig den egentlig er, når man er alvorlig ramt samt ved at være dejlig direkte og kontant.

 

signatur vegs Følg os på Instagram Facebook Bloglovin og Snapchat ♥
   

6 kommentarer

  • A-M

    Kære kat.
    Hvor er det dejligt at læse om fremgang i din process og ikke mindst opbakningen fra dine forældre, da du endelig valgte at fortælle det. Forsæt det gode arbejde med dig selv, for stress er bestemt ikke til at spøge med. Savner dig hernede i varmen, men vi kan altid Skype, hvis du har lyst.😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg sender tusind knus og overskud pr. luftpost – ens mor og far er altid dem, der er værst og bedst at gå til, på en og samme tid. Det er så hårdt, netop fordi de også bliver kede af det, og skyldfølelse kan man jo have nok af allerede. Men hvor er det godt, katten er ude af sækken – stress er absolut en killer. Men men: det lyder jo til, der nu er lys forenden af stresstunnelen og gode mennesker til at hjælpe dig finde vejen derhen :-*
    Det krydser jeg fingre for.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina KH

    Ej hvor har det været “op af bakke” for dig.
    Det må være sind sygt hårdt for dig.
    Godt du nu har dine forældres opbakning og hjælpen fra to psykologer.
    Jeg ønsker dig det bedste!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Øv, hvor er jeg ked af at læse, at arbejdet har gjort dig syg ❤️ Jeg sidder selv med samme sygdom, så har egentlig ikke noget opmuntrende at sige. Jo længere tid, man går med det, jo længere tid kan det tage at komme sig – men det lyder som om, du har nogle gode mennesker at støtte dig op ad.
    Husk lige dig selv på, at det ikke er noget pinligt i det her. Du er blevet syg, fordi du har været stærk og stædig for længe. Der er ikke nogen skam i at være en, der kæmper. Det er i øvrigt oftest de hårdtarbejdende og pligtopfyldende, som går ned med stress. Dem, der er ligeglade, går jo bare på arbejde for at tjene penge. De er ligeglade med, om tingene spiller, bare de får deres løn.

    Jeg håber, du er på vej opsiger ❤️ Men lad være med at slå dig selv i hovedet, hvis det taget tid ❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kæmpe kram til dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    For 1 1/2 siden brød min verden sammen og jeg måtte sygemelde mig pga mit arbejde. Jeg vil ikke sige at jeg ved hvordan du har det, for tænker at vi alle reagere forskelligt.
    Men jeg vil sige giv det tid og lad det tage tid.
    Jeg havde en eller anden sug forventning om at der ville gå en uge så var jeg klar igen. Heldigvis havde jeg en læge som afholdt mig fra at starte igen.
    Så giv det tid, tag tid og nyd de gode dage, græd over de dårlige og glæd dig over at man i disse tilstande finder ud af hvem der er for en.
    Mange tanker

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Praktisk tøj til børn - i bla trafikken og haven