Vega 6 år; om at være donorbarn

Når delebarnet har regnet den ud…

Vega er ikke dum – børn er ikke dumme, og de hører mere end man lige tror. Det tror jeg de fleste forældre kan skrive under på, og tit er det ret sjovt at høre, hvordan de bruger deres opsnappede viden fra deres eget børne-synspunkt.

Mit sidste indlæg – Vega 6 år: om at være donorbarn – var også et forsøg på at vise jer noget fra Vegas øjne og lille hovedet. Hvordan en viden pludselig kan blive “tavs”, for så at komme til live på et højere niveau – eller en højere grad af forvirring måske ?! Jeg elsker, at se hvordan hendes øjne og ansigt kan udstråle først en glædelig tvivl, for så at lyse op i en slags “lykkelig glædelig undren”. Hun kan blive helt ekstatisk lykkelig…også selvom man selv overvejer lidt, om hun egentlig forstår det, man lige forklarede hende…?!

Hvis I fulgte med mig på INSTAGRAM i sommers, så og læste I måske mine posts omkring Gay Priden ?! Og hvordan jeg spekulerede lidt frem og tilbage omkring mine egne tanker omkring Pride optoget og opfattelsen af homoseksualitet i den forbindelse…hvordan jeg nogen gange selv ikke kan finde helt ro ved begivenheden, og til tider godt kan føle mig som et udstillet dyr. En FREAK andre normale mennesker kommer og kigger på, smiler af/med og klapper af. “Klapper af”…det skurer altså bare lidt inderst inde i mit “SÅ ELSK MIG DOG, SÅ NORMAL SOM JEG ER”-indre. Nå, men det skulle handle om Vegsen… Jeg fortalte altså Vega om optoget dengang…og med de der først undrende glade, men lidt varsomme spørgende øjne, spurgte hun, om det var en slags fødselsdagsfejring for alle regnbuebørnene ?!?! “Øhh, jaaaa, det kan man faktisk godt kalde det. En fejring for alle børn der har to mødre, to fædre eller en anderledes familie”…var mit svar. Og I skulle have set GLÆDEN, LYKKEN og STOLTHEDEN i hendes øjne !! <3 Hun FLØJ OP af stolen, og dansede rundt mens hun råbte: “JEG ER ET REGNBUEBARN…JEG ER ET REGNBUEBARN”.

Hun ELSKEDE det !!!

 Needless to say…Pride-optoget var en kæmpe fest for hende. Hun ELSKEDE det, og græd da det var slut. Og græd flere gange efterfølgende fordi hun skulle vente ET HELT ÅR til næste gang !

Nå, det jeg egentlig ville fortælle jer med overskriften, var en oplevelse med hendes søde lærer fra igår, da jeg skulle aflevere hende i skolen. Tutti har nogen gange svært ved at skulle afleveres. Hun græder og klamre sig til mig (og mama), og der skal virkelig holdes godt fast i hende fra lærerens side, hvis jeg skal kunne komme derfra. Det føles klart som et overgreb (men det ved jeg godt det ikke er, men mine mor-følelser får ondt!), og jeg græder lidt i smug (og ingen skal snakke til mig lige der, for så ville jeg græde højt!). Læreren har netop lavet den regel i klassen at børnene skal sige farvel nede ved stolen (ellers havde hun 15 børn siddende på skødet oppe ved katederet, og havde meget svært ved at få timen igang), så det skal Vega jo så også. Læreren kommer gerne ned til stolen, og giver den tryghed og nærhed, som Vega i hvert fald har brug for…

Lige præcis sådan en omklamrende og højlydt grædende aflevering blev det i mandags, og læreren skulle virkelig kramme og vriste Vega væk fra mig…HÅRD start på ugen ! I torsdags, hvor jeg igen skulle aflevere i klassen, prøvede læreren at komme det til livs – hun havde en plan ku jeg se 🙂

Da Vegs og jeg stod nede ved stolen, og lagde an til farvel-krammer, kommer læreren derned og siger til Vega: “Vega du er bare blevet så god til at sige farvel hernede ved stolen…”

(Jeg tænkte mit i fht mandagen, men tænkte hun sikkert havde en bagtanke ved at minde Vegsen om de postive gange). Jeg gik med og sagde…”Ja du er Vega”…

Vega, med hovedet på skrå og kiggende lidt udfordrende op på læreren: “…Jaah, men ikke på skiftedage. Og det er skiftedag i dag!”

Læreren: …

Mig: *tænkende indvendig: hehe, din lille snu-laban…Vega vs de voksne: 1-0. Touché !*

For det er lige præcis, hvad vi voksne har snakket om en del morgner og til Skole-hjem-samtalen – omkring “skiftedag”. Vega har (stadig) svært ved skift, og er en lille trygheds- og nærhedssøgende mus så.

Afleveringen gik dog perfekt, ingen gråd eller noget. En kæmpe krammer og kys til mor, og jeg kunne sige, at hun skulle have det dejligt hos mama <3

signatur vegs Følg os på Instagram Facebook Bloglovin ♥

4 kommentarer

  • Henriette

    Åh det er så skøn læsning altså. Sikke vaks datter du har der. Det lyder nøjagtig som herhjemme….med mor-følelser og barns tryghed. Selvom mine nu har været delebørn i 7 år…..er det stadig svært på skiftedag her….faktisk flere dage op til også. Så sent som idag (de skal hjem til medhør iaften) skulle jeg følge min, snart 10-årige, heeelt ind i klassen og have 20 møsser inden jeg måtte gå….fordi, som hun sagde “Det er jo DEN fredag mor”. Men stadig…..meget følelses-overvældende for både børn og mutti her. Håber I får en skøn weekend 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nåhr, hvor er din datter også sød..og hvor er det egentlig sindssyg dejligt at de sætter ord (og møs) på deres følelser ! For det er (vel?) store sager i deres liv…også selvom det er normalt/dagligdag for dem. De er jo bare børn med store hjerter <3
      Og tak for rosen, den går lige ind i hjertet <3
      Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kloge unge 😉
    Godt skiftedag gik godt.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vega 6 år; om at være donorbarn