Når delebarnet har regnet den ud...

Når nationen dømmer – uforskammethed eller…

I kan vel dårligt undgå at have lagt mærke til, at der for tiden florerer et interview med Ghita Nørby og en journalist fra radio 24/7 ?! Et interview der vist ikke fik den udgang, som det var tiltænkt…

Jeg har hørt det fra start til slut (du kan finde programmet inde på radio 24/7’s app – søg bare på Ghita Nørby), og jeg tror, at jeg var hele følelsesregisteret igennem. Mest af alt syntes jeg også Ghita fremstod…øhh hvad siger man politisk korrekt; uheldigt !

På en måde kunne jeg godt følge nogen af hendes – formentlig – tiltænkte pointer; MEN det kom bare meget, meget voldsomt ud. Så voldsomt at det lød ubehøvlet, aggressivt til tider, voksenmobbende og ufatteligt tåkrummende. MEN for mig som fagperson, der har arbejdet med mange slags syge og gamle mennesker på “mit” hospital i snart 14 år, var der også nogen undertoner af “noget”.

“Noget” som jeg ikke skal gøre mig klog på offentligt uden at kende Ghita Nørby personligt og have fået lov til det. Jeg skal ikke dømme hende, men jeg vil bare sige, at det skal nationen heller ikke. For hvad ved vi egentlig hjemme bag vores skærme ? Har vi de fornødne oplysninger til at dømme et menneske ? Og har vi virkelig lysten til det helt inderste inde ? Hvad nu hvis det var din egen mormor eller mor, der stod for skud ? Havde du da også ytret dig så voldsomt ?

Engang læste jeg et sted, at en god ide var at indsætte “min mormor” i nogen af de sætninger, vi fyrer af til (ukendte) folk på de sociale medier. Og måske endda tænke så langt til at overveje, om det var noget du ville fortælle hende face-to-face. Din egen mormor altså.

Som netop fagperson (fysioterapeut på et stort hospital i hovedstaden) er jeg også blevet overfuset af patienter. Jeg er blevet talt grimt til. Jeg er også blevet nevet, revet og slået – men  dette “heldigvis” kun af demente patienter. Og altså IKKE noget der nogensinde har gjort noget alvorligt ved mig, det må lige understreges. Når demente – eller frontallaps forstyrrede – overfuser en, så prøver man at finde en anden professionel approach. Man prøver en anden strategi. Mindre kærlig, mere kærlig, mere bestemt, ingen spørgsmål, ingenting de skal vælge imellem…og hvad det ellers kan være. Men når mentalt raske patienter taler grimt til en, så bliver den altså værre. Mange af – særligt yngre – kollegaer kan have svært ved at sige fra. Trække grænser op. Man kan have så svært ved at sige STOP, fordi det jo er ens arbejde, man vil gerne være professionel og man vil jo bare så gerne vil hjælpe.

MEN; man skal sige fra. Man skal sige STOP, når tingene kommer på et vildspor – og når der ikke bliver talt i respekt. Vi skal altså også passe på os selv, og inde bag kitlen er vi jo også mennesker, der skal føle, leve og fungerer bagefter. Og vi har et ansvar for at tingene går, som de skal – især når patienterne ikke kan finde ud af det…

Så når et interview med en ældre dame ikke går som det skal. Når kommunikationen i den grad kommer ud på et sidespor, og der ikke bliver talt i respekt. Når spørgsmålene ikke bliver forstået, men misforstået. Når handlingerne går i øst og vest, og der kommer aggressive undertoner frem. Når talen bliver fornærmende og tåkrummende. Er der så ikke mindst én, der har et ansvar ??

signatur vegs Følg os på Instagram Facebook Bloglovin ♥

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Skal DU ikke være den første til at skabe lidt liv...?

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når delebarnet har regnet den ud...