Solo-...

Vega 6 år; om at være donorbarn

Vega/Tutti har altid vidst, at hun var donorbarn – og at hun ikke havde en “normal”, forventelig leverpostej-dansk familie. At hendes mor (mig) havde fået hjælp af en sæddonor til at få hende, og at hun derved ikke havde nogen far. Hun har dog aldrig selv syntes, at det var anderledes eller ikke-normalt. (heldigvis) Det var jo bare sådan hun havde det. En mor og en mama. Og en morfar og mormor og en bedstefar og bedstemor. Men ingen far. Intet mærkeligt der…

Heldigvis – 7, 9, 13 – har der indtil videre hellere A L D R I G været nogen onde tunger omkring vores familiesammensætning, og altså de forældre, som Vega havde eller ikke havde. Mange af børnene i vuggestuen og i børnehaven, både på hendes egen stue og på de andre, spurgte ofte om den manglende far – selvfølgelig, for sådan gør børn. Helt lige til. Er der noget de ikke forstår, så spørger de om det. Helt naturligt, intet fordømmende. Og Vega har altid svaret helt nøgternt, ikke-krænket og helt normalt…”Jeg har ikke nogen far, jeg har en mama”.

Hun har heldigvis aldrig savnet en far. Dog havde hun en kort periode i børnehaven, hvor hun på “Har du ikke nogen far”-spørgsmålet begyndte at svare: “Nej, min far er død” ! Hvorfor aner jeg ikke. Hun kunne ikke helt forklare, hvorfor hun fortalte det, men jeg mener at hendes logik var noget i stil med…jeg har ikke en far, hvis andre ikke har en far så er han nok død – ergo er min far død. Børnelogik… Og så døde Vegas søde børnehavepædagog helt tragisk midt i det hele (hun blev dræbt i en højresvingsulykke – skrev om døden og en 3årig HER), så døden og det at “være væk” kom til at fylde ret meget hos de små 3-årige piger uden at de forstod det helt. Indlægget HER beskriver det lidt mere, hvis du er interesseret.

Som sagt har hun altid vidst, at hun var donorbarn, men det har selvfølgelig været en bevidsthed på forskellige aldersniveauer. En 2årig, en 3årig og en nu 6årig opfatter det helt forskelligt. Og det er egentlig sjovt, som jeg kan være helt sikker på, at hun bare har helt styr på det, indtil hun åbner munden….og siger noget helt i skoven 😉

Som fx her for 2 dage siden, da vi skal putte og ENDNU en gang læser “Hvor er Karlas far” som godnat-bog. Den bog har fulgt os i ALLE årerne, og Vega elsker den stadig. Jeg skrev om den HER engang (IKKE reklame, har fået bogen i gave af en veninde), en PERFEKT bog til alle solo-mødre, lesbiske-mødre og lignende derude. Nå, men vi når der til i bogen, hvor Karlas mor får hjælp af lægen og en sød sæddonor til at få en baby i maven, fordi hun ikke har en kæreste eller en mand at få et barn med. Vega kigger skævt på mig – og vi har seriøst læst den bid 15millioner gange og snakket om det måske 5millioner gange – men Vega spørger helt forundret mig…”MOR, hvordan er JEG kommet ind i din mave?” Og jeg siger, jamen der var jo også en sæddonor, der gav mig en gave (det kalder de det i bogen – og ja, hvad siger man ellers?!), og så blev du lavet inde i min mave.

Vega, sætter sig op i sengen og gør store øjne: “HVAD !?!?! ER JEG OGSÅ LAVET MED EN SÆDDONOR??????!”

Mig: “Øøøøh, ja skat…det ved du da godt…ikke ?!?!” (*4års fortællinger og sikkerhedsfølelsen af at mit barn har helt styr på det, siver ud af kroppen på mig!!! Shit man!)

Heldigvis fik vi en god snak omkring det – ENDNU en gang. Og Vega kunne ligge sig roligt ned i sengen igen – med en barnlig glæde over at være donorbarn.

Jeg må dog nok hellere gå udfra, at emnet “donorbarn” formentlig er noget, der skal repeteres en del gange fremover…og jeg ved også godt, at det på et tidspunkt måske også skal udspecificeres lidt mere. Den tid den glæde. Håber hun er hos mama den dag 😉

signatur vegs Følg os på Instagram Facebook Bloglovin ♥

6 kommentarer

  • Julie

    Kunne godt finde på at købe sådan en bog til mit barn selvom hun har en far, for at udvide hendes perspektiv lidt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det kan kun anbefales – og så er det også bare nogen søde historier om Karla, som jo er en helt ægte pige 🙂 Det bliver fortalt på sådan en god og børnevenlig måde – meget sødt. DEt med “gaven” til Karlas mor smiler jeg over HVER gang…og jeg har altså læst den siden Vega var 1,5-2år..og i MANGE perioder HVER EVIG ENESTE dag…
      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Vil bare sige, at det er så skønt, at du er begyndt at have lyst til at skrive (og dele) igen. Glæder mig til at høre mere om dine tanker om livet som solomor og overvejelser om, om Vega skal være enebarn (der er ikke en søskende hos Mama, fornemmer jeg?). Du er mega sej 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åhr det er jeg så glad for at du skriver Signe – tak <3
      Der skal nok komme meget mere om emnet 😉 Og nej, mama har ikke flere børn…lige nu er hun single, så der er (formentlig) ikke nogen på vej heller 🙂
      TAK jeg blir sgu så glad <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Dejlig læsning og skønt at kunne genkende så meget herhjemmefra med en dreng på 5, som også er donorbarn … han har konsekvent sagt at hans far er død, selvom han er med på at vi ikke kender hans far, fordi han er sæddonor. Tror det er barnelogik. Kender ikke = væk = død. Til præcis samme sted i Karla-bogen har han proklameret, at når han bliver stor vil han også ha’ en donor-baby 💙 Da var jeg også rimelig presset et øjeblik ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hihi, sikke et dejligt svar 🙂 Og hvor er han sød – han skal da have et donorbarn 😉 Men sødt, og dejligt at det lyder så godt og naturligt for ham, at det skal han da også have !! Fantastisk <3
      Og ja, det der med: kender ikke, væk = død – er nok en del af børnelogikken… Dejligt at høre at nogen ting, trods alt, er ens 🙂
      Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Solo-...