En hård graviditet samtidig med man er alene med et barn - en status på Lilletut...

Kan det blive FOR solo at blive SOLO-MOR ?

Nu er jeg jo en god portion over halvvejs i mit solo-mor projekt. så der er ligesom ingen vej tilbage… Men nogen gange kan jeg virkelig godt panikke over mit valg. Også selvom valget har været undervejs LÆNGE ! Jamen faktisk helt fra dengang Vegas mama og jeg gik fra hinanden, da Vega var 1,5 år…så det vil jo altså sige snart 5,5 år…

Så NEJ, det er ikke en impulsiv, nem beslutning, som jeg har taget “over night”, og NEJ jeg synes, da bestemt heller ikke, at det er noget jeg har lagt op til at det skulle være…nemt og let altså ?!! Jeg blev nemlig for et stykke tid skudt i skoen i en instagram-spørgerunde, at jeg netop skulle lægge op til, at det var nemt (WTF?!) og at hun faktisk ligefrem syntes, at jeg nærmest lokkede folk til at blive solo-mødre…?!?! WTdoubleF ?! På det tidspunkt havde jeg så nærmest boet i min seng, og klaget min nød på instagram hver gang jeg var online….!! Tænker måske ikke det var en trofast følger…men alligvel gav det lidt genlyd i mit hovedet. Og i mange af mine følgeres hoveder, for jeg fik virkelig mange beskeder i indbakken, om hvad hun dog bildte sig ind…

Men altså dette solo-mor projekt er sgu ikke en dans på roser…eller så skal det da være dem med MAX torne af slagsen og uden blomst ! Jeg panikker sgu lidt en gang i mellem. Om det så er hormoner eller hvad ?!

Pludselig kan jeg godt føle mig MEGET ensom ! Der er ingen at dele noget som helst med (altså jooooo, der er jo veninder og familie), men at dele de der helt personlige ting, småting, store ting eller bare de ting, der lige popper op på ukurante tidspunkter, bliver bare ikke rigtig til noget uden en partner. Og lets face it, jeg er måske ikke så god til at dele IRL til de forskellige som så er der. Jeg vil helst bare svare “meget godt – punktum” til spørgsmålet om hvordan det lige går, fordi det godt kan være så komplekse tanker og følelser jeg har indvendigt, at jeg ikke rigtig magter at forsøge med en deling…

Jeg kan virkelig også godt savne den “heppen”, kærlighed og STOLTHED, som en partner bidrager med til et barn. Det der med bare at bære det her lille vidunder helt alene, og være helt solo om det, det er også lidt tomt. Jeg kan blive så misundelig på de lykkelige gravide par, jeg ser rundt omkring. Og tænker også at i min dårligdom (hyperemesis graviditet) kunne det have været så NICE med den der daglige opbakning og kærlighed, som en partner formentlig/forhåbentlig ville give.

For da slet ikke at tale om den fysiske berøring, som man glipper uden en partner (selvfølgelig også uden en graviditet), og den bekræftigelse og endorfin frigivelse, som man så går glip af. I en graviditet hvor man (jeg) bare hader ens krop, og alle de forandringer den går igennem, kunne det have været SÅÅÅ nice med lidt hjælp også på den fysiske konto.

Og hvad er udsigterne lige til at status som “single” kan ændre sig ?!?! Det korte svar: MEGET LANGE !

For hvornår er det liiiiige at man skal komme ud som alene-mor til 2 børn, hvoraf man har den ene konstant selv ??? Hvornår skal man have kræfter, overskud og selvtillid nok efter sådan en graviditet til at bare magte at komme ud…?? P A N I K !! Jeg vil så gerne møde en….!! Men magter det heller ikke rigtig på samme tid ! For når alt savnet til kærlighed, stolthed og nærhed – fysisk og psykisk – er nævnt, så er det nu også fedt at være sig selv. Ikke at skulle blive skuffet over nogen. Ikke at skulle “sælge” hele “pakken” (børn) til en ny partner, ikke at skulle gå på kompromis med noget. Og nogen gange kan jeg godt få en så stor lykkefølelse af at være alene, at jeg kan skræmme mig selv helt ! At jeg kan føle mig så stærk, at jeg bare tænker, at jeg ikke har brug for nogen partner (M/K) overhovedet, og at ingen nogensinde vil kunne måle sig…! At jeg ikke ville gide at gå på nogen som helst kompromisser.

Så altså…kan man blive for solo-nolo af at blive solo-mor ???

signatur vegs Følg os på Instagram Facebook Bloglovin ♥

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Skal DU ikke være den første til at skabe lidt liv...?

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En hård graviditet samtidig med man er alene med et barn - en status på Lilletut...