10 år efter telefonopkaldet

Ja, 10 år ! Ti år…så længe er det faktisk siden (give and take), at jeg foretog det telefonopkald til min far, som ændrede så mange ting pænt radikalt. Altså dét telefonopkald der ikke gik særlig godt – det telefonopkald, som jeg beskriver i indlægget HER, og som i alle sammen har været så pisse søde omkring. TAK for alle de søde og støttende ord, kommentarer og beskeder – You freaking rocks <3 Det har sat så åndssvagt mange spor, det telefonopkald. Og jeg forstår egentlig godt nogen af jeres undren over, hvordan jeg bare har kunnet acceptere og “været med på legen”. Det har jeg sån helt overordnet set heller ikke været. Det har været pisse svært. Det har...

“En pige-kæreste ? Ej, NEJ – lad vær og sig det !”

Efterfulgt at et: “Så må du virkelig tænke dig bedre om næste gang” ! Var min fars første to sætninger efter at jeg laaangt om længe havde fået taget mig sammen til, med bævende hjerte og en puls på 500, at tage telefonen og ringe hjem til dem på Bornholm og endelig fortælle dem “nyheden”. Min daværende (pige)kæreste var nærmest allerede flyttet ind i min lejlighed, og havde længe opfordret mig til at fortælle dem om hende – eller bare det, at hvis de kom på besøg en anden gang, så boede hun der altså. Min pige-kæreste var meget støttende omkring, at jeg skulle fortælle det til dem, for som hun sagde: “De KAN da ikke andet end at tage...

Vi er sammen i hjertet !

At være sammen i hjertet, er en frase jeg har lært Lilletut i sidste uge. Det lille menneske kæmper simpelthen så stærkt med følelser som kærlighed, “svigt”, om at forlade eller blive. Hun elsker og føler så stærkt, at hendes lille krop og lille hovedet vist ikke helt kan følge med. Selvom hun har været skilsmisse-dele-barn i nu snart 2,5 år, så fylder det stadig en del. Eller det er nok nærmere, at det fylder “på ny”. Hun er blevet ældre nu – stiller flere spørgsmål og tænker endnu mere over tingene, og sætter dem i nye perspektiver. Så det “nye” brud hjemme hos mama, har virkelig bragt en masse frem i lyset. En masse følelser som hun ikke kan...

Når hjertet brister

Tutti har det lidt hårdt for tiden. Om det er fordi mamas liv er lavet om ? Om det er fordi mama og jeg ses noget mere ? Eller om det bare er en snart 4,5 års periode….det ved jeg ikke ?! Men det river sgu i mit hjerte. Nu har vi to gange indenfor den sidste uges tid, hygget med mama hjemme hos hende efter at deres samvær er slut – og begge gange er endt i hjerteskærende gråd, langtrukkent “farvel” og efterfølgende grådfyldt FaceTime. I morgen prøver vi så, at mama kommer her med Tutti efter deres samvær i dag. Måske er det bedre, når mama aflevere på basen her ? Måske skal afskeden være mere “clear-cut” og...

Hun blev bare så glad

Siden “vi sås sidst”…altså os her på domænet, dig og mig (og de andre) i fredags, er der ikke sket alverden. Det er trods alt blot et par dage siden…men alligevel er der da sket lidt, og et par tanker eller tusind er røget gennem knoppen på mig. Jeg har været alene, meget alene, hvilket på en måde lader mig op og den en anden måde tapper mig lidt. Jeg vælger det jo 110 % selv, glæder mig til det skal ske og nyder det mega meget. Men jeg savner også lidt selskab, når jeg er midt i det. Har lyst til at skrive til alle (der er i nærheden – og det er altså aaaalt for få veninder nu...