Jeg kysser stadig mit barn på munden…

Og “stadig” fordi jeg også skrev om det her (Jeg irettesætter andre børn – og kysser mit barn på munden), da det var oppe i medierne sidste gang… Det er egentlig ret sjovt at læse det indlæg…for meget er det samme, men meget har faktisk også ændret sig ! Nu hvor Tutti lige er det ældre, kan jeg faktisk godt forstå grænsen med pædagoger og andre “fremmede” (her menes ikke-familie og nære venner), der ikke skal kysse hende på munden. Det havde jeg det egentlig fint nok med engang (i vuggestuen og der omkring), men nu er det måske lidt mere grænseoverskridende at tænke på… Ikke at jeg nødvendigvis ville gøre et nummer ud af det, hvis det skete. Men...

Længere mellem snapsene

Pause – Stilhed – Tystys – Længere mellem snapsene…tja, kært barn har mange navne, som man siger ! De af jer, der har fulgt med et stykke tid ved, at jeg “normalt” skriver mellem 2-3 (4 i min storhedstid) indlæg om ugen. For tiden er der et hver eller hveranden uge, og det er der flere grunde til… Mit arbejde…dræner mig for tiden fuldstændig. For første gang i maaaange år – nærmest nogensinde – har jeg ikke lyst til at tage på arbejde. Jeg er ked af den måde personalet på hospitalet bliver behandlet. Jeg er ked af den måde patienterne bliver behandlet på – og jeg er virkelig ked af den måde tingene og den såkaldte “udvikling” bliver håndteret...

Forældre; vi må steppe op ! Fri for mobberi !

Jeg sidder her på Østre Farimagsgadeskole og er vidne til noget mit hjerte slet ikke kan bære ! En lidt stille forsagt dreng prøver at lege ved siden af nogen lidt mere højlydte drenge på samme alder, samme klasse sikkert. Pludselig står drengen og gemmer sig nede i kælder-skakten ved siden af legepladsen. Vega leger og jeg nyder solen – indtil jeg pludselig hører, hvad den ene af de andre drenge siger til ham drengen nede i skakten, mens han står helt lille, sammenkrøllet og med ryggen til… Den anden dreng går roligt ned af trappen mod drengen, mens han – med skræmmende glad stemme – siger: Ej hvor er det bare synd for dig. Ingen vil lege med dig....

10 år efter telefonopkaldet

Ja, 10 år ! Ti år…så længe er det faktisk siden (give and take), at jeg foretog det telefonopkald til min far, som ændrede så mange ting pænt radikalt. Altså dét telefonopkald der ikke gik særlig godt – det telefonopkald, som jeg beskriver i indlægget HER, og som i alle sammen har været så pisse søde omkring. TAK for alle de søde og støttende ord, kommentarer og beskeder – You freaking rocks <3 Det har sat så åndssvagt mange spor, det telefonopkald. Og jeg forstår egentlig godt nogen af jeres undren over, hvordan jeg bare har kunnet acceptere og “været med på legen”. Det har jeg sån helt overordnet set heller ikke været. Det har været pisse svært. Det har...

“En pige-kæreste ? Ej, NEJ – lad vær og sig det !”

Efterfulgt at et: “Så må du virkelig tænke dig bedre om næste gang” ! Var min fars første to sætninger efter at jeg laaangt om længe havde fået taget mig sammen til, med bævende hjerte og en puls på 500, at tage telefonen og ringe hjem til dem på Bornholm og endelig fortælle dem “nyheden”. Min daværende (pige)kæreste var nærmest allerede flyttet ind i min lejlighed, og havde længe opfordret mig til at fortælle dem om hende – eller bare det, at hvis de kom på besøg en anden gang, så boede hun der altså. Min pige-kæreste var meget støttende omkring, at jeg skulle fortælle det til dem, for som hun sagde: “De KAN da ikke andet end at tage...
Older posts