Tanker om en begyndelse…

Alt har jo sin begyndelse…heldigvis (for det meste).
Jeg tænker, at et passende første indlæg på bloggen kan omhandle begyndelser – altså gode begyndelser! Den helt indlysende første gode begyndelse, der må beskrives herinde, må være bloggens start. Juhu, og velkommen til den og de forhåbentlig masser af gode indlæg herinde. Og velkommen til dig der læser med – og tak. Håber du kan tage lidt med herfra, om ikke andet så at have slået lidt tid ihjel på en god måde. Bloggen har været undervejs længe – i tankerne – og har ikke helt endnu det rigtige grafiske look, men nu starter jeg den op, og så må den korrigeres om nødvendigt undervejs.
Den næste og meget skelsættende begyndelse for mig i tiden, som jeg må fortælle lidt om, er min arbejdsstart efter endt barsel – og de “forbudte” tanker og følelser den har bragt med sig.
10 og en halv måned efter hendes fødsel nåede lilletut og jeg at være sammen som en lille enhed indtil den første arbejdsdag (endelig) op rand. Jeg kan lige så godt være ærlig. Det var blevet en længe ventet dag. Barselsboblen brast nemlig allerede i sommers for mig, da lilletut var ca 6 måneder, og med et var hverdagen i barselsmode ikke længere nok.
Min barsel skulle have varet indtil januar 2014, men det stod efterhånden klart for mig, at så længe kunne jeg ikke vente med at starte arbejdet op igen. Min hjerne var med et sæt vågnet af barselsdvalen, og ville udfordres og udvikles – med voksenting. Jeg havde indtil; solgt næsten alle møbler i stuen, købt og solgt 3 forskellige klap- og barnevogne, købt og solgt næsten hele lilletuts garderobe samt været alt for meget på dba og facebook. Mit liv manglede mening og substans på den måde, at jeg manglede følelsen af at udrette noget, at jeg (som min far ville sige det) gjorde noget for samfundet. Og her mener jeg at udrette andet end at komme i bund med opvasken, vasketøjet og rodet i stuen. Jeg manglede at være noget for nogen – andet end mor – og i høj grad manglede jeg at være professionel, klog, autoritær og god overfor mine patienter på arbejdet. Efter en snak med min sundhedsplejerske kom der ord og orden på mine tanker og følelser omkring det ømme fakta; jeg ville have en hverdag med andet fyld end lilletut. Heldigvis var sundhedsplejersken meget støttende, og jeg fik en forståelse for, at det slet ikke var så fy-fy at ønske sig tilbage på arbejdspladsen, som jeg frygtede. Faktisk kunne det være et boost af energi til vores lille enhed – og et boost har det i sandhed været. For jeg fik det hele ændret, så Marie overtog 7 af mine barsels uger, jeg gemte min ferie, og bum var jeg tilbage på arbejdet den 30 september. Det har været et glædeligt gensyn med både dejlige kollegaer, udfordringer og genopdagelsen af hvordan det er at drikke en varm kop kaffe. Jeg har fået SÅ meget energi, selvtillid og glæde tilbage ved at begynde på arbejde igen. Men shit, hvor savner jeg nu også vores hverdag og lille tosomheds-enhed. Tror det er lidt det der med at puste og have mel i munden…