At vælge en far fra!

For det har vi gjort. Altså valgt at vores familie konstellation er uden en far, og her mener vi helt uden en far, da der aldrig vil blive kunnet fundet frem til ham, hverken af os eller Lilletut. Faktisk bryder vi os i dette tilfælde slet ikke om ordet far, for at aflevere en klat gør ikke en til far i vores øjne. Og heldigvis – for vi skal slet ikke bruge ham til noget!

Ikke at vi på nogen måder mener, at en far er ligegyldig i alle familier, og både Marie og jeg har bestemt og helt sikkert begge to en far, som vi elsker utrolig højt. Aldrig nogen tvivl om det. Og vi ville aldrig have levet uden ham/dem. Nej, vores familier ville aldrig have været det samme uden netop vores far.

Men da vi valgte at sige ja til hinanden – Marie og jeg – valgte vi altså også at sige ja til vores egen familieform. For i vores øjne kan en familie godt være bygget på forskellige måder. Dens grundsten skal ikke nødvendigvis bestå af en dame og en mand – en mor og en far.
Samfundet har da efter vores mening også bevist, at det ikke er denne mor-far konstellation, der umiddelbart “bare” automatisk fører lykke og idyl med sig. Lykke, idyl og samhørighed kan være mange ting, og kan vise sig på mange måder. Kærligheden har mange ansigter. Så ja en lykkelig familie kan sagtens være og fungere uden en far. Den fungerer bare på sin egen måde. Og hvem kan sige at den ene måde er bedre end den anden? Og hvem kan gøre sig til dommer over, hvem der bliver mest lykkelig og hvorfor.

Sagt knapt så eksistentielt; valget var nemt: ukendt donor.
Inden det første møde med vores klinik snakkede vi lige kort om, hvad vi ville vælge af “træk” hos en donor. Vi var ikke helt sikre på, hvor meget vi kunne vælge, når han nu skulle være ukendt, men vi vidste da fra et venindepar, at vi skulle vælge nogle grundtræk. Også her var vi rørende enige: brunt hår, blå øjne og ca. 180-185 cm høj. Valg der kunne vist kunne dække ca. halvdelen af Danmarks befolkning.
Egentlig var det ret heldigt, at vi lige havde brugt de knapt fem minutter på at ensrette vores ønsker omkring mands-personens udseende inden det første møde, for det var nemlig her i en nærmest indskudt sætning, at valget skulle træffes.
Da lægen spurgte om vi havde snakket donor udseende, kiggede vi lidt febrilsk på hinanden, sagde smøren i kor og grinede lidt nervøst. “Okay” sagde damen og gav os et papir med tre linier, hvorpå svaret på øjenfarve, hårfarve og højde skulle stå. Nærmest lige så romantisk som en klokken 05 scoring i byen i sekunderne før/efter lyset på diskoteket tændes.  

Bum så var valget taget. Man kunne godt blive en lille smule svimmel i bilen på vej hjem derfra, over at et sådant vigtigt og skelsættende valg for fremtiden, og for en lille ny person – et lille nyt menneske – blev taget så hurtigt. Og af os to – shit, det var sgu lidt voksent.
Maries sidste sætning, da vi drejede ind på vores vej: “…jeg håber virkelig ikke hun får min sarte hud, som bare bliver rød på no time. Men bare hun får mine lange øjenvipper!”
“Åhr ja, dine øjenvipper – hvert fald ikke mine!” var mit svar, indtil jeg lige fik roteret det hele og brast i latter. Marie blev fornærmet indtil hun opfangede pointen…

At Marie ikke kan give sine gener videre til Lilletut – eller kunne – betyder ikke på nuværende tidspunkt noget. Vi er begge sikre på at miljø (og ubetinget kærlighed) og Maries fantastiske egenskaber nok skal smitte af på Lilletut. Og tro det eller ej: Hun har faktisk fået Maries lange øjenvipper!

Vi er af den klare overbevisning, at Lilletut aldrig skal eller vil komme til at føle, at hun mangler en far, for at kunne se hvem hun er. Hun skal kunne spejle sig i os, og føle at det er her hun kommer fra. Vi er hele hendes familie. Det er ikke vores tanke, at det kan sammenlignes med de adoptivbørn, der vokser op uden deres biologiske forældre, og som senere brænder så passioneret for at finde frem til dem. Vi er hendes biologiske forældre – vi skulle bare have lidt hjælp til at blive det. Vi håber bestemt ikke, at hun vokser op med en længsel om at finde ham, for så vil jeg føle at vi har fejlet. Vi vil aldrig støtte hende i en søgen efter “ham”, da “han” aldrig har været inde (eller velkommen) i vores liv. Vi har fra undfangelsen af haft en fuldstændig og hel familie, hvor der aldrig har manglet nogen. Så der er ikke nogen far at finde – han findes ikke.