Babykontrakten – DET MED SMÅT!

Undskyld mig, men jeg føler mig snydt!
Jeg ELSKER virkelig Lilletut til månen og tilbage igen lige så mange gange, som man kan nå turen i det uendelige. Men for dævlen det har jo allerede nu (1 år og to uger) været flere tusind gange (og næsten lige så mange gange frem og tilbage fra månen) hårde end jeg (og også Marie) EVER kunne forestille os at få et barn!
Hvor i den der babykontrakt, var det lige at alle de horrible ting stod? Jeg læste dem i al fald ikke. Det må have været med utrolig lille font, og sikkert helt nederst og bagerst – måske med usynlig blæk – på hebraisk?!

Shit!

De første tanker omkring noget fusk med kontrakten sneg sig allerede ind få timer efter fødslen, for AV, hun jo nærmest bed og sugede sig gennem huden omkring min (lille) brystvorte. Nok havde man hørt det skulle gøre ondt, men dén smerte der kunne da ikke være nødvendig.

Tankerne blev stadfæstet allerede på første dagen efter fødslen – okay, hvorfor havde ingen fortalt mig at man pludselig (et vist sted) blev dobbelt så stor som man plejede at være? Jeg kunne ikke gå, vraltede afsted i smerter. Og at gå på toilettet (også nr 1) var kun noget man gjorde i yderste nødstilfælde efter at man havde holdt sig så længe man overhovedet kunne. AV!

Og hvad var det nu for noget med den gravide mave? Babyen var jo lige som ude nu, så hvorfor skulle man stadig rende rundt med en fodbold på maven – for da slet ikke at tale om kvaliteten af min “hud” på maven. Omg, farvel bikini!

Alle jordmødre og alt personale på hospitalet prædikede og hypede amning til en sådan ekstrem, at jeg så det som det største nederlag – mit livs største krise og en så stor fiasko at jeg da allerede havde bevist, at jeg aldrig ville kunne være en bare nogenlunde rimelig mor for mit barn, da min mælkeproduktion (efter flere meget uheldige episoder skabt af hospitalet) stoppede fuldstændig. 3-4 uger efter fødslen, var der, til trods for et maraton af hud-mod-hud, malkemaskine og lægning til, stadig ikke gang i mælken. Jeg græd og græd. Fik nærmemest en lille fødselsdepression over min fiasko. Og kunne i 3-4 mdr efterfølgende ikke en gang snakke om amning før jeg brød hulkende sammen. Jeg havde aldrig tænkt på, at man kunne andet end at amme sit barn. Intet sted i kontrakten stod der, hvordan Lilletut nu skulle overleve?

Efter 8 uger post-fødsel kunne jeg stadig ikke gå de 100 meter fra vores lejlighed og ned til søerne. Alt syd for navlen var stadig for stort, for ømt og for bxxxxxx til at jeg kunne gå ordentlig. Men heldigvis kunne jeg da nu sidde i det mindste. Jeg havde regnet med at jeg skulle starte til fodbold omkring denne tid. Snydt.

En ting man lynhurtigt også fandt ud af – MEN som jeg nærmest ikke engang nu har affundet mig helt med: baby kommer ALTID først!
Det er hendes – og kun hendes – behov, lyster, præferencer osv., man forholder sig til. Hvis baby vil spise, skal baby have mad NU. Vil baby sove, så sover hun. Hvis mor vil sove, så vil baby være vågen – og så er vi vågne.
I den første lange tid var det virkelig psykisk terror hele tiden at skulle underkue ens egne behov; træthed, sult, afslapning, tænke og være alene. Selvfølgelig gør man alt for sit barn, men shit en omvæltning.

Imens Lilletut blev større vendte man sig til at prioritere hende 110 % først, og sætte sig selv i anden række. Den psykiske terror er vist blevet mere implicit, og man har lært at gå i seng kl 21.

Før jeg blev gravid var jeg ret overbevist om, at selvfølgelig skulle jeg lave alle de samme ting, som jeg elskede, også efter baby var kommet ud. For baby tog jeg jo bare med. Selvfølgelig skulle jeg spille fodbold på højt niveau og både træne mindst tre gange om ugen og tag til kamp hver weekend diverse steder i DK. Selvfølgelig skulle jeg se alle mine veninder mindst en gang hver uge. Selvfølgelig skulle jeg stadig stræbe højt på mit job og også tage diverse kurser og eksaminer, og selvfølgelig skulle jeg blive ved med at være spontan og med på alt. Åh ja, snydt igen!
For nej, alt det nævnte ville jeg i min nuværende hverdag ikke engang få gjort på en måned. Et er tidspresset, noget andet er lyst, kræfter og motivation, for jeg kan slet ikke finde kræfter til at få planlagt bare halvdelen af de ting. Både min hverdag og jeg selv er forandret, og hvem er jeg egentlig, og hvad har JEG lyst til. Hvor i kontrakten stod der noget om en total eksistentiel krise?

Kæresteforholdet! Eller ægteskabet som det jo er i mit og Maries tilfælde. Wouw! Jeg havde da godt hørt om reglen med, at man ikke måtte gå fra hinanden i det første år ligegyldigt hvad, men hvor svært ville det da lige være (easy-peasy var mit bud). Men jojo, now I see!
At være så presset på søvnmangel samtidig med at baby så bare ikke vil sove, spise, køre i barnevogn, ligge på gulvet, sidde hos og hvad det ellers kunne være, er godt nok noget af en prøve, der slår samtlige af livets ture i IKEA med flere længder (til månen og tilbage 500 gange)!
At lysten til hinanden så også er gemt lidt væk sammenholdt med at parforholdet mest af alt er et parløb, der bare skal glide som smurt i olie mht. alle de praktiske ting; vaske flasker, købe ind, made baby, sørge for baby, skifte baby, rydde op, vaske op, arbejde, vaske tøj, gå tur med hunden osv osv, ja så er det altså en kæmpe prøvelse. Og man er bare så skide sur og irritabel, når ens søvn bliver afbrudt hver time og man generelt bare aldrig sover. Ens lunte er SÅ kort, hvis overhoved tilstede. Marie og jeg har ikke nogen forældre i nærheden og har heller ikke haft nogen babysittere til Lilletut (men det har vi nu <3 <3 <3 <3 <3) i det første års tid, så der har aldrig været kærestetid. En fejl der skal rådes bos på nu! Big times! At prøvelsen skulle blive så stor, synes jeg godt man kunne have fået lidt tydeligere at vide.

På en måde kan jeg godt forstå tingene har været lidt sløret i babykontrakten, for hvem ville helt seriøst skrive under på sådan nogen skelsættende afsavn? Selvfølgelig ville alle mødre det nu, men dengang? Jeg tror, at jeg ville blive skræmt. Og Marie ville helt sikkert løbe skrigende væk! Og jeg ville have skulle bruge virkelig lang tid på at sweet-talke og overtale hende, måske endda love hende en ny hund! Egentlig tror jeg ikke man vil tro på karakteren af grotesk hårdhed i alt det med småt i babykontrakten. For man kan ikke sætte sig ind i det. Dét er lige som alle de andre ting med at få børn – man forstår det først, når man selv er midt i det!