Den ambitiøse karriere-mors forbandelse…

For ja, jeg tror sgu der findes sådan en! Altså sådan en forbandelse, for findes der overhoved det første; altså en ambitiøs karriere-mor?

Som jeg skrev i mit allerførste indlæg her på bloggen, havde jeg glædet mig i lang tid til at skulle starte mit arbejde op igen. Faktisk glædede jeg mig så meget, at jeg afkortede min barsel med lidt over 2 måneder. Jeg følte mig pludselig tom, når jeg gik derhjemme.
I trummerummen med Lilletut, som jeg før havde nydt hvert et mili-sekund af, savnede jeg pludselig noget. Jeg savnede i meget høj grad den følelse, som min profession gav mig. Noget af mig manglede.
Det tog mig tid, at komme til den konklusion. Jeg gik, på mine utallige ture rundt om søerne, og grublede over, hvad der var galt; var det min depression der kom tilbage igenigen, var det Marie, var det vores forhold, jeg vidste det ikke. Pludselig da jeg sad (grædende – jeg græder tit) og snakkede forsigtigt med min sundhedsplejerske om at noget vist var los, fik jeg fumlet mig frem til det. Jeg savnede mit arbejde – jeg savnede at være ambitiøs, jeg savnede min karriere!

Efter endnu mere grublen fandt jeg frem til, at det var okay, at jeg havde et afsavn. Jeg elskede jo stadig Lilletut overalt på jorden (og til månen og stjernerne og tilbage igen), jeg elskede bare også mit arbejde, og den person jeg var i kraft af mit arbejde. Og det er vel egentlig okay? Og burde da ikke med de store generelle ikke-kønsdiskriminerende briller på gøre mig til en dårlig mor? Og samfundet der prædiker “arbejde til alle for samfundets skyld”, “dovne Robert”, og skærer i de sociale ydelser, ville det (samfundet) ikke gerne have mig på arbejdsmarkedet?

Men shit jeg synes, det er svært at få det hele til at gå op. Altså i mit hovedet! For der er egentlig ikke nogen, der skælder mig ud eller siger, jeg er en dårlig mor, fordi jeg kan lide at arbejde. Eller det vil sige; ikke andre end mig selv. For jeg synes helt ærligt, at det er lidt underligt at elske sit arbejde, når det gør, at jeg ikke ser mit lille elskede barn 24-7. Tænk at sætte et barn i verden for at lade andre passe det? Det er da egentlig mærkeligt. Og har mit barn det virkelig okay med at nogen fremmede passer hende? Skifter hendes ble, trøster hende og kysser hende på håret? Og lærer hende alle de fantastiske ting, som jeg altså også godt kunne lære hende (tror jeg – jeg har da også arbejdet i en vuggestue).

Det er sjovt, som man erfarer ting, man ikke forstod før, nu når man har fået et barn. Således har jeg også fået (endnu) en AHHA-oplevelse på netop mit arbejde. Jeg har, helt ærligt, aldrig kunnet forstå dem, der ikke arbejdede fuldtid. Hvorfor ikke yde det optimale for samfundet – normen? Det hedder sig jo at en arbejdsuge er på 37 timer, så hvorfor lave om på det, og hvorfor gøre det bare fordi, man har fået et barn? På mit arbejde er der nemlig mange af mødrene, der arbejder på deltid. De arbejder alle et sted mellem 30-35 timer, og typisk går de før.
Jeg har engang hørt en af dem sige, at hun synes det var irriterende, at blive pålagt at have en ambition med sit job; for det havde hun ikke! For hende var det nok at gå på arbejde, tjene penge og så hjem til hendes familie. Jeg var rystet! Hvordan kunne hun ikke have en ambition med sit arbejde? Jeg svor, at det skulle aldrig blive mig. Jeg skulle altid have en ambition og stræbe højt. Jeg skulle udrette noget indenfor mit fag.
Men shit jeg kan godt følge hende, og alle de andre hårdt-arbejdende mødre til både 1, 2 og 3 børn. Det er sq svært at få begge dele til at gå op i en højere enhed. Og hvad sker der? Barnet (børnene) bliver prioriteret, og moren ryger i anden række. Her er det så ikke dagens kaffe, der bliver kold eller frokosten der bliver hoppet over, her er det så drømmen om at føre karrieren vidt, der bliver givet afkald på. Selvfølgelig er det ikke alle, der skal opfinde den dybe tallerken, men stadig synes jeg, det er vildt at børn bare ændre ens verden så meget.

Sammenholdt med ovennævnte afsnit gik det op for mig i torsdags, at det at være mor er dødstressende og psykisk hårdt. Den tredje mor inden for et halvt år måtte bukke under, og fortælle os alle i arbejdsgruppen, at hun var ved at få stress og faktisk havde det rigtig dårligt. Hun beskrev det, lige som de to før hende (og flere i tidens løb), med at have et konstant højt stress-niveau, og hele tiden føle at hun burde være hos sine børn i stedet for at være på arbejde (eller på vej til og fra). Hun følte, at de var i deres daginstitution hele dagen – som de eneste – og at hun forrådte dem. Hun følte sig som en dårlig mor. Hun skyndte sig gennem dagen og følte ikke at hun slog til.
Hvor er det vildt, tænk sig, på bare min ene uge, hvor jeg har skulle aflevere Lilletut i vuggeren kl 7 sharp når de åbner, og hente hende igen kl 16.15 efter jeg har fri, har jeg været så stresset. Mit hjerte har nærmest galoperet fra frokost af, jeg har haft svært ved at samle mig, og generelt bare følt at jeg skulle skynde mig hjem. Jeg har virkelig følt at jeg svigtede Lilletut, og set hende for mig helt alene i institutionen. Det har været så opslidende, og jeg har nærmest ikke kunnet falde ned om aftenen heller. Det lyder helt åndssvagt på kun en uge, men jeg kan virkelig sætte mig ind i, hvordan de mødre har det. Og de har klaret den meget længere end mig. Jeg kan mærke på mig selv, at det her er usundt for mig.
Jeg er efterhånden ved at blive skarp i at slå ned på potentielle dræbere for mit sind, og det her er en af dem, kan jeg mærke. Hvordan jeg lige håndtere det i forhold til alle mine ambitioner om en karriere, det ved jeg simpelthen ikke. Men jeg må gøre noget før at forbandelsen tager fat – altså den ambitiøse karriere-mors forbandelse, for den findes altså.