Jeg er…du er…vi er…??

Helt ærligt så synes jeg, at det at få et barn er forvirrende på så utrolig mange niveauer. Der er alt fra de små forvirringer som hvilke slags bleer er bedst, hvad er det der svanemærkning kontra de andre mærkninger, til, hvilken vuggestue vidunderet skal skrives op til.
Så er der også forvirringerne, der næsten kan kaldes kriser. En af de første kriser, er nok den om hvordan man nogensinde kan blive en god mor (/far/mama/forældre). Så bliver det svært at kapere at elske den lille størrelse så uendelig inderligt, at man bliver helt svimmel og ør ved bare tanken om mængden af kærlighed. Men noget at det mest intense og til tider uhyggelige er helt sikkert de små eksistentielle forvirringer (eller kriser), der stille og roligt sniger sig ind på én det første år.

For helt ærligt hvem er jeg? Jeg, der en gang var hende med max overskud, hende der havde venindeaftaler hver dag, rendte til alt muligt og var med i diverse udvalg i fodboldklubben, på studiet og på jobbet. Jeg, der altid har været en meget engageret fodboldspiller, hende der altid var til træning, var anfører og gik op i fodbolden med liv og sjæl, og gerne brugte al fritiden på det. Jeg, der også var hende, der altid var frisk på en bytur og ballade i gaden, hende der kendte alle mennesker og var meget velanset (og berygtet), var meget social og elskede at komme ud.
Jeg kunne faktisk ret godt li at være mig. Men hende den beskrevne, synes jeg er væk, og gad vide hvor hun er henne? Var det hende, der listede af, lige så snart kroppen fysisk forandrede sig og maven bare blev større og større? Og hvad var hun dog så for en ven, hvis hun bare stak af? Egentlig kender jeg hende vist ikke engang længere? Eller er hun stadig en del af mig et sted? Kommer hun mon tilbage nu hvor kroppen efterhånden er tilbage hvor den startede? Og gider jeg så tage imod hende, når (og hvis) hun kommer luskende tilbage?

Hvem er jeg nu? Jeg er nemlig ikke hende med overskud til diverse venindeaftaler (øv), der er med i diverse udvalg alle steder. Jeg spiller ikke engang fodbold! Dét der har fyldt mit liv allermest, og givet mig masser af dejlige veninder (og kærester), stunder, rejser og udfordringer gennem tiderne. Fodbolden der mest af noget her i verden har givet mig de roller, jeg i tidens løb har påtaget mig. Dén har formet mig så uendelig meget. Og nu er den væk. Helt væk.
Jeg er heller ikke hende, der render til fest og i byen hele tiden. Det er ikke længere i min lejlighed, der er fest hver weekend. Alle byturene hvor mine veninder og jeg har holdt forfester, taget billeder, danset til Nik og Jay (Lækker), sunget, danset, været ude til den lyse morgen og har mødt mange dejlige og crazy menesker, de er ebbet ud.
Hvis de ting, der har dannet mig mest af alt, er væk, hvordan kan jeg så være mig? For hvis jeg ikke er den jeg var, hvem er jeg så?

Jeg er mor.
Og jeg er kone (åhr, det lyder gammelt – altså jeg er ægtefælle til Marie).
Jeg er også stadig en veninde. Men jeg ser ikke mine veninder så tit som før. Og vi laver heller ikke helt det samme sammen længere. Vi er blevet noget mere afdæmpede og planlægger brunch og juleklip i stedet for fester og julefrokoster.

Men ellers er jeg ikke meget mere. Altså udover kollega til mine dejlige arbejdskolleger selvfølgelig. Men så heller ikke andet. Det virker som meget lidt, gør det ikke? Er det meningen at “at være mor” skal fylde det hele? Eller i al fald komme ind på en suveræn første plads og overskygge alt det andet?
Og hvis det har været meningen lige siden graviditetstesten viste positiv, så er jeg altså glad for at jeg fik mit første barn så sent (32). Im sorry (og ISÆR over for Marie som er 25!), men det er jeg. Shit – alle de ting jeg så ville have været gået glip af. Alle de dejlige mennesker jeg aldrig ville have mødt. Alle de erfaringer der aldrig ville have gjort mig det klogere eller rigere (altså på oplevelser ikke penge – desværre). Hvordan kunne jeg have været mig uden?
Og kan jeg blive mig igen, eller er jeg mig nu – måske bare en anderledes mig, som måske bare har den gamle mig med i bagagen? (tænker jeg mon for meget?)

Og Marie – er hun den jeg blev forelsket i?
Den meget bramfrie, direkte og mega cool’e og lækre nye spiller på 1.holdet? Hende der vidste hvad hun ville have. Hende der også havde fodbold, som en stor og vigtig ting i hendes liv. Hende der trænede flere gange dagligt, og elskede det. Hende der også gerne festede hele weekenden med hendes veninder, hang ud og også mødte mange skøre og dejlige mennesker i byen (her i blandt også mig). Hende der flyttede til København fra det mørke Jylland for at blive politi-dame.
Er hun den samme som før, nu hvor hun heller ikke laver nogen af de ting, der før beskrev og udgjorde hende? Hvordan kan man elske hinanden, når meget af det vi hver især faldt for er væk? Eller er det der stadig inden i os hver især, så vi altid vil blive draget mod det?

For vi elsker jo stadig hinanden. Kærligheden har ligesom bare fået en ekstra dimension (udover den ægteskabelige binding, der ikke bare brydes med ord (eller et brev, som i de helt gamle dage)), et ekstra niveau som bare overskygger alt. At få et barn sammen. Ofte har vi måtte erkende begge to, at alt vores kærlighed går til hende – til Lilletut. Alt overskud går til hende, og det er 110% hende vi planlægger vores dag og nat omkring.

Det har i en lang periode været nok, men nu må vi begge erkende – og sige højt – at det ikke længere er nok. Selvfølgelig skal Lilletuts dimension stadig være der i vores forhold, men vi to (Marie og jeg) skal også fylde! Vi skal være der som par, og vi skal være der begge to hver især.
Det har taget os over et år at nå hertil – her hvor vi har sagt højt (meget højt rent faktisk), at det nu ikke er nok med kun Lilletuts dimension, at nu må vi prøve at finde en måde hvorpå vi hver især og sammen kan fylde og udfolde os. At nu er fokus nød til også at være på os, for ellers er der ikke meget af os tilbage. Og hvis der ikke er det, så er “vi” heller ikke længere. Og det skal der være for at vi har vores lille familie med mor, mama og Lilletut.