Defekt eller ej...?!

Hov – glemte vi lige babyen??

Da konen og jeg kørte afsted fredag sen eftermiddag fra Østerbro, var det med følelsen af at vi havde glemt noget vigtigt – Lilletut! Og det havde vi egentlig også – det var bare med fuldt overlæg og altså fuldstændig meningen. For hun var heldigvis ikke alene hjemme i lejligheden (med Anton), bedsterne var der også. Og de havde glædet sig så meget – bedsterne – og det havde vi i høj grad også. Faktisk var det noget vi havde glædet os til lige så længe, som det havde været planlagt, og vores forhold skreg efter det. Altså alene tiden bare mig og konen.

Hold nu op hvor har vi haft glemt hinanden i tiden efter Lilletuts ankomst for nu snart 15 måneder siden. Det er vist efterhånden ikke nogen hemmelighed, og ej heller er det hemmeligt, at vi begge to er meget meget opsatte på, at det skal der laves om på. Vores parforhold skal igen prioriteres, tosomheden skal støves af – og Lilletut skal passes noget mere! For det bider en i røven (før eller siden), hvis det er barnet, der prioriteres kun og hele tiden. For lige pludselig er tosomheden så støvet til, at den er nærmest umulig at finde frem.
Og barnet har jo godt af det, faktisk. Det siges der i al fald. For shit jeg havde det en lille smule som om, nogen prøvede at rive hjertet ud af kroppen på mig, da jeg lukkede døren til lejligheden med Lilletut indeni. Åhr, hvor jeg savnede hende – hele weekenden. Og kyssede min telefon med billeder af hende, og græd da vi så noget med børn i tv, og skrev alt for mange sms’er til bedste med ønske om at få flere billeder af barnet tilsendt. 
Hver gang vi gik fra et sted, tog både konen og jeg os selv i at tænke “Hov, hvor er Lilletut?”. Det var simpelthen så uvirkeligt at være steder eller lave ting, hvor hun ikke var med. Det har vi vitterlig aldrig gjort. Lilletut har altid været med. Og hvilken fejl egentlig. For hvor er det dejligt at lave ting med sin kone alene, at kunne koncentrere sig kun om hende, at høre på hvad hun siger uden samtidig at tørre snotnæse eller redde et eller andet fra at blive væltet. Hvor er det egentlig dejligt, at kunne føle sig som “unge mennesker uden barn” for en tid og bare nyde hinanden.
Lilletut blev forkælet på alle leder og kanter af bedsteforældrene, og blev leget med, aktiveret og stimuleret til den helt store guldmedalje. Hun nød det i fulde drag, og glemte vist helt sin sygdom. Hun tog troligt og med stort vanligt velbehag sin pencillin, spiste rugbrød med spegepølse, drak cocio og hyggede i stor stil. De havde fint kunnet putte hende om aftenen, og tage hende over til dem når hun ville stå op ved 5 tiden. Alt forløb helt glat uden problemer eller gråd overhovedet. Dog blev hun lidt pjevs om søndagen, og kunne tydeligvis ikke helt forstå det, da vi så kom hjem igen søndag eftermiddag. 
Vi fik også forkælet os selv. Spiste slik i sengen til fjernsyn om aftenen, sov længe (uden alarm), tog på shopping, gik i spa, spiste god mad, drak øl (let øl), hyggede, puttede og lavede egentlig ikke det helt store. Men vi nød det i fulde drag. Det var så fantastisk og helt sikkert værd at glæde sig til. 2 overnatninger havde vi vovet os til at bestille på et fint hotel i Malmø. Vi havde kombineret en fin gave fra bedsterne på en hotelovernatning med et “Take Offer” fra nettet samt en lånt brobizz fra mormor og morfar, så vi til en yderst billig penge kunne få en lille mini-ferie i et helt andet land. Og det giver altså lige en ekstra dimension at tage til et andet land – også selvom det bare er Sverige.    

Lille note to self: ha vin med hjemmefra selv næste gang (Systembolaget lukker kl 15 om lørdagen!!). 
Kaffen var bestemt heller ikke noget at skrive hjem om, så inden vi kørte hjem til Lilletut og bedsterne, kørte vi et smut til fields og gik på Starbucks og fik en ordentlig latte og kage. En god slutning på en dejlig weekend.

Skriv en kommentar

  • Anonymous

    Lyder superfedt. Meget misundelig !Kh/Sofie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonymous

    HejJeg har læst med i et stykke tid, uden at lægge en kommentar – det er jeg alt for dårlig til 🙂 jeg har to børn på hhv. 2 og 4 år og kender godt det med at glemme den anden voksne i huset. Vi har dog været så pragmatiske, at vi har aftalt, at sådan er det i en tid – i de første år har vi haft et arbejdsfællesskab. Vi har så prioriteret hinanden om aftenen, har holdt på, og gør det stadig, at begge børn ligger i deres seng klokken 19. Det vil sige, at klokken 19 har vi børstet tænder, læst bøger m.v. De må læse lidt i hver deres seng, inden vi slukker lyset. Det har betydet og betyder, at vi har de fleste aftener sammen, og det har reddet os, tror jeg. Nu hvor yngste er godt og vel 2 begynder det hele at lette lidt – der er helt klart kommet mere luft i hverdagen, fordi han trods alt er blevet noget mere selvhjulpen.Så det jeg vil sige er vist bare hæng i – tal om, at I nok skal få tid til hinanden igen, nyd de få åndehuller der er, og pludselig er I på den anden side.Kh. Johanne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Johanne, hvor er jeg glad for du læser med – også selvom du ikke smider en kommentar….men hvor er jeg så endnu mere glad for at du i dag gør det :))))) TAK! For det er en god kommentar – den giver mig rigtig meget med på vejen!! Tak (igen) Arbejdsfællesskab….med enighed! God ide! Og at begge børn er i seng, puttet og natteklar kl 19, for så selv godt at måtte læse lidt, synes jeg lyder som en god ide… Og ja, der kommer vel en anden side…vi skal bare hænge i indtil :)Kh Kat

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Defekt eller ej...?!