Hvor svært kan det være…

Helt ærlig hvor svært kan det være…

– at lave mad der kommer fra en æske i fryseren, og ikke kræver andet end at blive lagt i en tændt ovn i X minutter….?

Svært åbenbart…

– at få det spist inden, det er så stenhårdt (og koldt), at det river en i ganen?

Også ret svært kan jeg berette (av min gane).

Generelt har jeg i denne uge følt, at det er lidt svært at være mig.
Jeg har så mange tanker, følelser og fornemmelser, der bare kværner rundt inden i. Min sindsstemning kan skifte fra minut til minut, og jeg bruger virkelig meget krudt på at tvinge mig selv til ikke at tænke for meget (hæ, ikke for at blære mig). Altså tænke på alt det, der er sket i den seneste periode og især den sidste uge. Jeg føler mig på en gang, både hevet milevidt væk fra min kone og samtidig bundet helt tæt sammen.

For at overdøve tanker, følelser og min meget livlige (og irriterende) fantasi indtages den føromtalte og afbillede aftensmad i sofaen sammen med både computer, ipad, tlf og tv tændt. Ja, for tænk nu hvis muligheden for at tænke i ro og fred kom op.

Faktisk har konen min sørget for denne nemme aftensmad, så det skal på ingen måde virke som om jeg er utaknemmelig. Jeg har bestemt været forkælet de sidste dage. Hun har nemlig hver dag, mens jeg har været på arbejde, lavet mad til Lilletut og jeg, som vi bare har skulle varme når tiden til aftensmad kom. Idag var hun for træt til at lave mad, så hun købte æskerne i Føtex i morges, og havde de ikke været blevet købt, ja så havde jeg nok bare spist havregryn.
Konen er på hendes 3. aftenvagt ud af 5 siden i torsdags sluttende mandag nat. De aftenvagter kan virkelig ikke komme mere ulejlig, jeg savner hende meget og har virkelig brug for at fungere som en samlet familie igen. Det der med “når min far kommer hjem, så er min mor lige gået, og når min mor kommer hjem så sover min far” duer jeg hvert fald ikke til. Shit, tænk sig at det er sådan hver dag i nogen familier.

Konen og jeg har lavet en række “nytårsforsæt” (læs par-forsæt) for det herrens år 2014. Dette efter at 2013 jo viste sig for at være et år, der næsten fik skilt os ad. Et år hvor vi pludselig havde glemt os selv, hinanden og os. En usund og ødelæggende udvikling, der bestemt hverken gavnede Lilletut eller nogen af os. Kun tværtimod. Så nu skal det ødelæggende vendes til noget langt mere hensigtsmæssigt og familieagtigt. Tænk sig hvor meget et barn kan vende op og ned på alting hos to ellers normalt fungerende voksne mennesker.

Vi skal lave flere ting sammen er en af punkterne højt på listen. Ting som vi ellers før gjorde alene og hver for sig skal for så vidt laves sammen fra nu af. Det der med kun at lave hyggelige, sjove og fede ting sammen med hver ens veninder dutter altså ikke.
Det er i familiens skød det meste af vores tid skal foregår, så derfor skal det være den tid, som skal være den gode, hyggelige, udviklende og dejlige tid. Den tid vi begge to (3) ser frem til. Alt andet er en fælde, der klapper før eller senere.
Både konen og jeg har altid været meget aktive fodboldspillere, og vi har altid (før Lilletut) dyrket rigtig meget sport, og næsten altid været i god form. Lige nu er jeg vist mest af alt i kageform.

Og det skal altså til at være slut – slut med de dovne undskyldninger om træthed og baby.
Vores mål er at løbe sammen med Lilletut i klapvognen mindst 2 gange ugentligt. Shit, det er alt for længe siden jeg har brugt min krop til noget idrætsligt – og jeg er endda fys! Det er så mærkeligt, at gå fra at spille fodbold mindst 4 gange om ugen til pludselig ikke at røre sig en meter (for nej, gåture med klapvognen tæller ikke for mig). Vi har opfyldt målet i denne uge, lad os se hvad den næste bringer…