I dag, og egentlig også i går, har jeg for første gang siden Lilletut blev f&osla
Se næste indlæg >
Shit man….
“Hva skete der”?!?
I bedste “Blinkende Lygter”-stil må ovenstående to linier være det, der bedst af alt karakteriserer min (lorte) start på det nye år.
Tæppet er i dén grad flået væk under fødderne på mig! Og ja faktisk har jeg slet ikke fundet fodfæstet endnu, og vil formentlig steppe lidt rundt det næste lange stykke tid. Jeg håber og tror – ja faktisk ber jeg noget så inderligt til – at det der er sket, ALDRIG sker igen og at år 2014 tager sig gevaldigt sammen fra NU af! Så kan jeg vist ikke fortjene mere ondt i livet!
De af jer, der følger mig på Instagram, har måske en mistanke til, hvad der er sket, og jeg har besluttet, at jeg ikke kan gå mere i detaljer end det.
Den meget ufrivillige pause fra min kære blog her, har fået mig til at tænke endnu mere over måden, hvorpå jeg udstiller de problemstillinger og udfordringer, som jeg synes, at jeg oplever i mit parforhold og i mit liv efter Lilletut er kommet til. Og jeg må nok desværre endnu engang redefinere bloggen her. For jeg vil ikke udstille min elskede familie, så de har fornemmelsen af at en evig vogtende og altseende Big Brother er til stede.
Jeg skal have fundet en måde, hvorpå jeg stadig belyser emner, som ellers for de flestes vedkommende er tabubelagte, men samtidig finder en måde at holde meget personlige og sårbare informationer for mig selv. Og hvordan gør jeg så det, uden at jeg mister den ærlighed, direktehed og umiddelbarhed, som jeg ellers føler, at jeg står for og som I har taget så godt imod?
Hvordan er man et frisk og sandfærdigt pust til en ellers overfladisk og happy-chappy verden indenfor de sociale medier uden at blotlægge intimiteten og privatheden i ens egne forskellige forhold i livet?? For jeg elsker jo mit hashtag #sandhedenomatfåbørn, men hvad nu hvis det er for meget sandhed selv for mig?
Ellers prøvede 2014 i et kort sekund, at kigge forsigtigt og smukt frem, som eksempelvis her udsigten fra mit arbejde. Og i 4 dage snød 2014 sig til at fremstå okay, indtil det på aftenen før min fødselsdag viste sit sande grimme-grimme ansigt.
Heldigvis fik jeg dagen efter (på min 33 års fødselsdag) holdt lidt hygge brunch alligevel. For selvom året allerede havde bekendt kulør, var alle mine dejlige veninder ikke sådan at kue. De troppede op med masser af dejligt selskab, kæmpe knus, søde børn og dejlige gaver – i boligens tegn lige som jeg havde ønsket mig det.
Med et billede af hvordan Lilletut vil komme det nye år i hu, vil jeg takke jer for at have fulgt med so fare (so good). Og virkelig håbe I fortsat vil følge med i min og Lilletuts verden i det herrens år 2014…
Go’ røv og go’ weekend, lille Tut : )Nu må det snart vende hjemme hos jer – det andet er næsten for meget…Jeg håber virkelig at du/I hiver jer igennem Noget helt andet er det med formen på din blog. Man kan jo godt være personlig uden at være privat. Man kan jo godt beskrive overordnede dilemmaer uden at gå i detaljer og endelig kan man fortælle fra sin side af bordet uden at involvere andre. Måske behøver du ikke fortælle I gør og siger, men derfor kan man jo godt fortælle om sit liv og sin verden. Jeg har tidligere sagt at jeg synes det var meget forfriskende med en blog der tør kradse i det perfekte. Samtidig er det ikke kun ja,mer og klage fra dig, men osse masser af fin hverdag og kærlighed. Kh/Sofie