Så så man lige mig…

Så så man lige mig blive den der forældre, der begejstret står på legepladsen med sit barn tidlig lørdag morgen – på cirka samme tid som de unge mennesker uden børn (med liv?!?) slæber sig hjem fra en (våd) tur i byen.
Jeg har tit cyklet forbi legepladsen præ-Lilletut og tænkt, at det virkelig så kedeligt ud! Og tænkt at der kom jeg nok aldrig til at nyde at være. Men det er så lavet om nu. Ja faktisk var legepladsen weekendens absolutte optur – alle tre gange vi var der.

Lørdag var konen på arbejde, så jeg måtte hanke godt op i mig selv (og spise en god håndfuld panodiler), for at komme over fredagens re-influenza i absolut voldsom stil, og være mor med overskud. Puha, gad vide om man hærder med tiden og bliver bedre og bedre til at være syg samtidig med, man skal agere mor med overskud? Jeg synes hvert fald, det trækker tænder ud.

Heldigvis var Lilletut i godt humør, og vi hyggede os lørdag morgen med bøger, duplo og lidt Bamse. Jeg prøvede virkelig at trække tiden ud, så vi ikke kom for tidligt ud af døren for at tage på legepladsen. Synes måske det var lige lovlig overkill at troppe op på pladsen allerede 07.30…synes minimum den skulle blive 09.30 – okay måske 09.00 på en utålmodig dag.

Det lykkedes til rimelighed at få trukket tiden lidt ud, da vi også skulle en tur på apoteket for at hente nye forsyninger pencillin (hun skal have en 14 dages kur) og et lille smut i netto. Så klokken blev ca 10 (acceptabel tid), før vi var på legepladsen – sammen med Østerbros øvrige morgenfriske forældre. Og alle mountain buggy og bungaboo vognene.

Lilletut elsker at kigge på andre børn, og står gerne bare og kigger og kigger. Sådan var hun også, da vi startede med at tage i legestue, da hun var helt lille, og da hun startede i vuggestuen. Hun skal lige se tingene lidt an, før hun selv går til den. Weekendens første besøg på legepladsen var derfor mest af alt af den observerende slags. For sikke mange spændende børn, der løb rundt. Og spændende forældre, syntes moren! Nogen forældre er bare for upædagogiske, og har mere travlt med deres telefon end med at lege med deres barn. Jeg får nogen gange lyst til at sige til den pågældende, at der er lavet undersøgelser om at børn føler sig oversete og mindre værd, når forældrene altid snakker eller kigger på deres telefon. Men jeg styrer mig, for jeg er nok heller ikke superduper mor på alle punkter. Og hvem gider belæres en tidlig lørdag formiddag?

Det var faktisk ret vildt at se den udvikling Lilletut gennemgik på legepladsen weekenden over. Fra mest af alt at observere den første gang, var hun om søndagen helt anderledes. Formiddagens besøg om søndagen bød både på sandkassebesøg sammen med to store drenge, gyngetur og rutschetur på alle rutschebanerne. Trapperne op til rutschebanerne kunne hun ikke helt forcere selv, men med lidt støtte og hjælp gik det, og hun kunne suse ned næsten selv.

Søndagens andet besøg efter frokost og lur, hvor mama også var med, var ret imponerende. For nu kunne hun pludselig selv kravle og gå op af trapperne til rutschebanerne, og møflede rundt på dem – op, ned, op, ned, op, ned. Hun var så sej og frygtløs på rutschebanerne, og at hun tog den på hovedet ned i sandet et par gange afskrækkede hende ikke. En lille tumling med mottoet; højere, vildere, hurtigere.

 

Jeg har på et tidspunkt læst en artikel omkring, at forældre ikke skal pakke deres børn ind i vat. At børnene skal lære – og mærke – på egen krop, hvad de formår og ikke formår (selvfølgelig uden fare for at gøre skade på sig selv), for på den måde at udvikle sig bedst muligt. Og den teori kan jeg mærke, at jeg er helt enig i. Jeg synes, det giver rigtig god mening. De der “curling-børn”, hvor forældrene fejer alle sten og bump på vejen væk for dem, skal vi have udryddet igen. Og man kan lige så godt starte fra starten – også med den motoriske udvikling og stimulering.

Jeg kan mærke at legepladsen kommer til at blive vores ven, og jeg håber virkelig at Lilletut med tiden kan møde nogen gode kammerater der, som hun kan lege med. Også så moren (og mamaen) med tiden kan sidde lidt og hvile hovedet og nyde solen (og kaffe) her til sommer. Uden at snakke i telefon forstås 😉