Hurra for bedster, mor-forældre, older og veninder…

Ja hurra egentlig for alle dem der kan passe ens barn, så man selv lige kan trække vejret, tag til terapi, tag på arbejde på trods af sygt barn, forsøge at pleje sig selv og ens parforhold. Seriøst HURRA for netværk. Og helt seriøst til alle børneforældre, der ikke selv har erfaret det på egen (og/eller partnerens) krop – HURRA for netværk til at få lidt tid til sig selv. Det er sq så vigtigt! Og totalt negliseret af daginstitutionerne, der prædiker; brug aaaaaal din tid med dit barn! Vores gør i al fald, hvilket også derfor at jeg i dag “er på arbejde” (men skulle møde lidt senere)! Og sikke et hårdt arbejde i dag: sidde på cafe med min sødeste veninde og drikke kaffe og spise choko-crossaint, OG så videre til den næste for at skrive og samle tankerne. Life is hard!

(jaja skal nok hente hende tidligt!)

Jeg har før skrevet lidt om, at jeg nu pludselig forstår de unge mennesker, der flytter hjem til samme by som deres forældre. Dem som jeg ellers grinede lidt af før i tiden, og tænkte “Loooooosers”… Karma er altså en kælling, hvem griner nu? De andre formentlig, de har hvert fald grundlag og fuld helmet til det. For shit, man har brug for sine forældre når man får et barn – og helt sikkert endnu mere hvis man skal have flere. Ens hverdag, liv og hjerne kan da ikke hænge sammen i dagens Danmark, hvis man ikke har lidt aflastning? Med alle Lilletuts sygedage, skulle mit arbejde da have været noget mere end overordentlig large, uden vores forældre! Ens job og karriere er da ikke bygget til at man kan få børn? Hvad har Gud og regeringen egentlig forestillet sig?? Og hvordan kunne min mor dengang jeg blev født klare sig med 12 ugers barsel??? Seriøst??

Mine bedsteforældre (farmor og farfar) har glædet sig siden jeg blev teenager, ja formentlig siden jeg blev født, til at de skulle blive oldeforældre. Der var en overgang, hvor de så deres drøm brast, dengang jeg var lige lovlig crazy i tyverne. Det var en stor sorg, de forberedte sig på. Men heldigvis da jeg fandt min kone, genoptog de drømmen og satte sig det mål i livet, at de bare skulle overleve til at se deres første oldebarn! Heldigvis opnåede de målet, og har senere revideret det til at skulle se hende smile, kravle og gå. Nu hvor det sidste er opnået er jeg lidt spændt på hvad det næste er? Jeg håber det er noget i stil med at se hende blive konfirmeret, for jeg håber aldrig de skal væk herfra!! De er lige nu 85 og 87 år og klare sig selv med lidt skavanker hist og her. Jeg ville så gerne gøre dem lykkelige ved, at de kunne se Lilletut hele tiden. Men det lader sig desværre bare ikke gøre i og med, at de bor på Bornholm og ikke kan rejse mere. Jeg har besøgt dem for lidt med Lilletut, men vil tage mig sammen og gøre det mere, for hun skal have den luksus at have mødt og elsket sine oldeforældre. En luksus ikke mange får, og hvert fald ikke en jeg selv havde.

Vi har lige været på weekend først hos mine forældre på Bornholm og senest hos konens forældre i Varde. Og hvor er det bare dejligt, at se dels Lilletut nyde godt af selskabet, men også at se forældrene nyde og elske alt samværet med Lilletut. Jeg håber virkelig at hun får et lige så godt forhold til begge hendes sæt bedsteforældre, som jeg havde det til mine. Jeg er blevet passet af dem, været på ferie hos dem, og har virkelig nydt og glædet mig til hver gang jeg skulle besøge mine to sæt bedsteforældre. Og sådan skal Lilletut også havde det til hendes. Også selvom vi bor lidt langt fra dem. For det er jo ikke kun de to parter, der nyder godt at tiden sammen. Konen og jeg nyder det bestemt også! Seriøst det gør vi, og det tør jeg gerne stå ved. Vi tænker på hende først 24 timer i døgnet i vores normale hverdag, så når vi i en weekend eller lignende, kan overlade andre dette, så gør vi det og lader vores egne batterier op. For hvis der er noget, vores hårde måneder har lært os, så er det at vi skal have fuldt opladede batterier, når de hårde tider står på. Så nytter det ikke noget,at vi er flade og redder os selv ved at flygte, være sure og irritable. Så ved at lade op ved at lade andre komme til, hjælper vi Lilletut og tænker faktisk på hende først igen – bare lidt implicit. Det der med at tro, at ens barn får det bedst af, at man som mor (mama eller far) er hos dem H E L E tiden, er en løgn. Du skal lade op, og dit barn skal knytte relationer til andre. Tænk sig så meget kærlighed barnet kan få ind på og fra diverse konti. Det er så meget win-win.

 

I vores tilfælde, hvor vores forældre ikke lige bor i nærheden, er vi blevet ret afhængige af at vi i spids situationer kan overlade Lilletut til veninder. Og vi er så heldige, at vi har nogen søde nogen af slagsen, der så gerne gør det. Og også nyder det! Og hvor heldige er vi og Lilletut lige. Flere der elsker hende, og kan nyde hende, fylde hendes (og derved vores) batterier op. For slet ikke at tænke på, at vi så i de timer kan få plejet vores forhold – konen og jeg sammen. Det gør mig sq så glad.

 

Det vi skal være bedre til herhjemme, er at give hinanden lov til at pleje sig selv. For som vores kloge damer siger: “man skal pleje sig selv, før man kan pleje andre”! Og SO TRUE THAT! Det skal man virkelig, for er man ikke selv glad (med fyldte batterier – altså i overført betydning), hvordan skal man så have overskuddet til at gøre andre glad. Man kan ikke tappe fra tomme batterier! Så iltmasken på dig selv først, før du sætter en på dit barn, kone, mand eller veninde. Og hvor glemmer vi det bare alle sammen alt for ofte. Jeg gør i al fald. Og flere af mine veninder gør det også, hører jeg. Desværre er de fleste bare gode til at gemme følelsen af tomhed væk, og først gøre noget ved den, når den er alt overskyggende og lammende. Hvis det nu var lidt mere okay at sige højt, at man altså ikke kan få luft, at alt det perfekte kvæler en langsomt, så kunne man måske hjælpe hinanden langt før. For tænkt hvis vi ikke alle sammen skulle leve op til det perfekte. Det perfekte selv, den perfekte familie, det perfekte sexliv, det perfekte forhold og det perfekte hjem med de perfekte ting. Tænk hvis vi bare kunne sige tingene, som de var: at livet ikke altid er perfekt, at karma er en kælling – og at det er hårdt og kræver arbejde at få børn og bevare sig selv…?!

(Dont worry, be Happy)