Ohh JOY – #drænsaveourlife

Dette indlæg startede jeg egentlig på i tirsdags, hvor drænene på Lilletut blev lagt, men selvfølgelig er karma (den bitch) efter os, så det hele skulle da lige besværliggøres af sygdom til både Lilletut og jeg. Optakten (til drænene) med nærmest konstant sygdom i Lilletuts 16 mdr lange liv, er da ikke nok, nej nej! Ihh!! Gad vide hvad det egentlig er, vi har gjort, siden karma skal være sån efter os?! Lilletut har da ikke gjort noget…særligt – andet end at være en bisse under fødslen og en tidlig teenager lige siden, der for tiden kun kan sige “NEEEEJ”. Og dét går da mest udover mig og konen i forvejen, så kan karma ikke bare være skide ligeglad?! Og jeg har da været utrolig sød, og kæmper da med diverse ting allerede, så kan det ikke bare være nok. Konen er over-all sød, men har selvfølgelig lidt at indhente overfor karma (muhaha)! Nå, men åbenbart skal vi straffes lidt ekstra, og derfor har I måttet vente lidt på indlægget om dræn, og hvor meget vi (naivt) håber de vil redde vores liv – og parforhold.

I forgårs var altså dagen, hvor Lilletut skulle have lagt dræn i begge øre. Sagt i sjov (men også i alvor) forventer vi os meget af dette; ikke mere sygdom, natteroderi, hyl og skrig, pencillin og fattigdom. Hvor pengene skal komme fra, er nok et godt spørgsmål, men rart ville det være. Og i skrivende stund, hvor jeg i går måtte betale 512 kr for mit eget antibiotika (pencillin/dicillin), kan jeg fornemme at karma allerede nu kæmper imod ALLE vores håb og drømme (snøft). For seriøst siden i tirsdags har der ikke været andet herhjemme end: sygdom, natteroderi, hyl og skrig, pencillin og penge ud fra kontoen. Tror jeg skal vende mig til ikke at ønske eller håber noget fra nu af. Eller i al fald ikke sige det højt!

Og det bryder jeg så allerede nu, for er nød til at sige, at vi virkelig forventer os meget af de her dræn – mirakler, kan man vist godt kalde det. Vi vil bare så gerne finde en årsag til alle Lilletuts feberepisoder – og sindssyg dårlige søvn i øvrigt og i al almindelighed. Jeg ved jo godt, at vi burde styre os – men det kan vi bare ikke ; håbe håbe håbe:)

 

Jeg havde taget fri på dræn dagen, da vuggestuen ikke ville tage ansvaret for de 6 timers fasten, som narkosen krævede. Og det kan man helt bestemt ikke bebrejde dem. Jeg ville slet ikke bryde mig om, at andre skulle have ansvaret for at tiderne for faste og tørste blev overholdt. Tror nærmest ikke engang at konen ville kunne få lov til det! Operationen – eller indgrebet for det tager jo ingen tid at få skudt sån to størrelser ind – var først kl 15.50, så fasten skulle være fra 09.50 og tørsten fra 13.50. Rimelig udfordrende da det netop er fra frokost og frem, at Lilletut spiser mest. Så det var med en grundlæggende følelse af stress, jeg stod op den morgen, fordi alt helst skulle spille med Lilletut og måltider den dag. Set tilbage gik det faktisk ret godt. Hun spiste en stor portion havregryn med mælk om morgnen (kl 06), fik frugt som mellemmåltid ved 8 tiden og fik tidlig frokost i form af rugbrød med rejeost. Hun spiste desværre ikke så meget der 09.30, og jeg var flere gange desperat ved at fortælle hende at hun altså skulle fylde depoterne op, men hun var ikke lydhør. For at trække tiden ud henover hendes normale frokost tidspunkt (ved 11 tiden), var vi på indkøbstur efter rød saft og på legepladsen. Det gik efter planen, og hun var dejlig træt da vi kom hjem. Desværre blev luren ikke så lang som håbet, og ej heller holdt planen om at pøse tynd rød saft på hende indtil tørsten skulle indtræffe kl 13.50. Igen ville jeg ønske hun forstod, at hun altså skulle have fyldt depoterne.

 

For efter kl 14 begyndte det at trække tænder ud! Hun var sulten og tørstig – virkelig sulten. “MAM MAM” “MAM MAM” “MAM MAM”  gik hun højlydt og sagde, for siden hen at råbe det klagende ud. Hun hentede hendes hagesmække, prøvede at tage dem på. Gik hen til trip trap stolen og forsøgte at kravle op, prøvede at komme op på de andre stole. Prøvede at give Anton hagesmæk på, og sidst men ikke mindst gik hun selv i køkkenskabet for at finde noget mad, Åhh mit hjerte gjorde ondt, og følte mig virkelig som en dårlig og ond mor, der bare overhørte alle mit barns signaler og tegn. Havde altså ondt at det sultne barn.

 

 

For at trække tiden og komme væk fra de hjemlige rammer, som mest af alt mindede Lilletut om mad, mad og mad, tog vi tøj på og tog ind til byen, hvor ørelægen ligger. Heldigvis fik dette Lilletut til at glemme sulten, og tiden gik lidt nemmere. Vi havde fået klar besked på ikke at komme op til ørelægen før 10 min. før vores tid. For, som sekretæren så sødt sagde det, så kan 3 grædende børn, godt være lidt overvældende og gråd avler gråd. Øhh, okay, hvad er det vi er gået med til?!

Jeg ved godt at dræn, er det vildeste standard indgreb, og at nærmest alle børn har det nu til dags, men alligevel var der specielt to ting, der berørte mig meget. For det første blev min allerværste frygt i livet indfriet – aldrig ALDRIG vil jeg mærke det igen; at Lilletut bliver livløs og tung i mine arme! Puha, jeg havde frygtet dette, og var egentlig blevet lovet af flere, at det kom jeg ikke til, men det gjorde jeg. Jeg skulle nemlig sidde og give hende masken, hun faldt i søvn af. Selvom det blot varede få sekunder før sygeplejersken løftede det tungt sovende barn ud af mine arme, og Lilletut bare lå som en slaskedukke i hendes arme, var det virkelig frygteligt. Frygteligt at få taget hende ud af mine arme, og frygteligt at rejse sig uden hende og gå ind i rummet ved siden af. For inde i rummet ved siden af, var det, der havde slået benene væk under mig allerførst. Det var nemlig “opvågningen”, som jeg, lige da vi var kommet, var væltet ind i, da jeg troede det var toilettet. Her lå nemlig tre børn af gangen, der vågnede op fra deres narkose. Puha, det så uhyggeligt ud da jeg intetanede brasede ind i rummet., Børn i aflåst sideleje på brikse, og deres forældre siddende ved siden af. En scene der mest af alt mindede mig om en koncentrationslejr eller anden skrækfilm. Nå, men her skulle jeg altså sidde og vente på min Lilletut. Jeg fik helt ærligt, en kæmpe klump i halsen, da jeg sad der.

Åhh min skat! Jeg nåede dog ikke at tænke mange tanker, før sygeplejersken kom bærende ud med Lilletut igen, og lagde også hende i aflåst sideleje. Tror det tog ca 5 minutter! Shit, han er god ham ørelægen (og pæn). Han kom ud og fortalte at alt var gået fint, og at ørerne trods de mange mellemørebetændelser havde set fine ud, men at hun helt selvfølgelig skulle have de dræn.

 

Lilletut sov ca 10 minutter på briksen efter indgrebet for at få narkosen ud af kroppen, og da hun slog øjnene op, var det første hun så skålen med mariekiks, som hun reflektorisk rakte ud efter. Yep, så var Lilletut i vigør igen – med en mariekiks i hver hånd, og en i munden.

Lilletut var sulten og træt efter indgrebet. En stor banan blev kværnet før turen gik hjem igen, men hjemme gad hun ikke rigtig spise aftensmad. Lidt mærkeligt egentlig, men svaret kom senere på natten. Hun havde, fra hun blev puttet, meget svært ved at finde ned i søvnen, og fra kl 03 sov hun nærmest ikke. Hun græd, skreg, stillede sig op og kartede rundt. Drak en lille smule vand, og ville ikke have sin sut! Ugler i mosen!! Kl.05 kom svaret da hun eksplosivt kastede op – og var brændende varm. Kaaaaarma???!!!!! Hun kastede op hele morgenen og havde 39.5 i feber. Jeg måtte ringe mig “barn syg” på jobbet, og konen tog modvilligt på arbejde. Hun efterlod nemlig to syge piger. Jeg selv havde nemlig også haft rigtig ondt i mit ene øre, og havde heller ikke selv sovet hele natten pga smerter. Nogen smerter der bare var accelereret siden lørdag, men som jeg havde skubbet lidt til side for at koncentrere mig om Lilletut. Typisk mig. Jeg fik en akut tid hos ørelægen til Lilletut, da de synes det lød meget mærkeligt med opkast og feber efter dræn.

De vi om eftermiddagen kom derhen blev Lilletut frikendt, da drænene sad smukt og ørerne var fine. Det måtte altså være en virus, der tilfældigvis var kommet. Mitt øre derimod var skidt! Op på briksen med mig, og ørelægen blev helt alvorlig. En formentlig staffelikok infektion (som jeg har i min næse), der har bredt sig voldsomt og nu plager hele mit øre. Jeg fik udskrevet to slags antibiotika (måske det dyreste i verden) sammen med smertestillende, og fik lagt noget gaze med pencillin-halløj direkte i øret, og en ny akut tid til dagen efter. Det var åbenbart ikke noget at spøge med. Det gjorde sørme også ondt – ligesom at føde bedyrede ørelægen…jeg er måske ikke helt sikker trods alt!

 

Efterfølgende har jeg sovet en masse, haft kvalme af dicillinen og sovet noget mere. Men tror det hjælper – nu klør det hvert fald mere. Har været til min akutte tid, hvor jeg fik suget og skåret snask væk, og endnu en ny akut tid til imorgen igen – 4 dage i træk?! Skal jeg føle mig heldig eller uheldig?

Puha, de sidste to nætter med dræn, har i al fald ikke reddet noget som helst, og er ikke noget mirakel overhoved. Men tror virussen er på vej væk fra Lilletuts stakkels krop – heldigvis ramte den ikke nær så hårdt denne gang. Blot en dag eller to med over 39 i feber. Men NU – NU – sætter drænene ind og redder natten….

NU….