At stå facebook til facebook med sit mareridt…

Har I prøvet det? Altså den nymodens måde af at stå ansigt til ansigt med sit mareridt? Og hvad er egentlig bedst – eller værst? At se “monsteret” i levende live eller at se det glansbillede som “monsteret” viser frem af sig selv? Selvfølgelig hvis altså ens mareridt er noget levende og har facebook. Hvis man er bange for rotter (som jeg også er btw) eller elevatorer, er det selvfølgelig umuligt at stå facebook til facebook med dette mareridt – medmindre mareridtet har en slags partner-in-crime, og så er vi vist ude i noget meget mærkeligt!

 

Åhh facebook din kxlling (indsæt selv æ, i eller y)! Ting man vil vide, og ting man bare overhovedet ikke vil vide! Vi har da vist alle stalket en ex-kæreste, ex-drømmefyr (m/k) og konkurrent, men vi har nok også folk vi helt bevist holder os fra på de sociale medier – eller hvad?? Det kan for mig være alt fra meget kedelige folk til ex’er som bare har bedst at man lader dem ligge. Men det kan også være folk, der “bare” bevist eller ubevist læner sig op af en seriøs røvfuld. Og yep, sådan et mareridt har jeg! Et mareridt som en gang har ødelagt alt for mig. Et mareridt der har ændret min måde; at tænke på, at stole på folk på, og bare helt simpelt har ændret mit liv UDEN at jeg har bedt om det. Og dét altså ikke til det bedre – tværtimod.

Mit mareridt har i lang tid ikke haft et reelt ansigt. Både fordi jeg ikke ville kende det (eller måtte kende det), men også fordi der intet godt ville komme ud af at vide hvem (eller hvad), der har ødelagt mit liv på så mange punkter. Og værst af alt, hvem – eller hvad – der også har påvirket Lilletut pga den krise, mareridtet har skabt for mig. Og så kommer mor her altså på krigsstien! Om det så kun er indirekte, at mit mareridt har berørt min datters liv, så er det bare ikke i orden. Mor er både sur, skuffet og virkelig vred. I GTA (computer-spillet) have jeg smadret mareridtet, for det må man dér. I levende live har jeg måtte nøjes med at blokere mareridtet ud af mit hovedet og ud af mine tanker – og UD af min datters liv. Indtil for få dage siden var dette lykkedes bedre og bedre for mig, og vi var på vej videre opad mod lyset. Lige indtil: “P L I N G”…en facebook-besked (som i en privat besked) popper op på vores Ipad lige i det øjeblik Lilletut og jeg skal se “Mawa Kawa”. Mit hjerte stopper, og alt blodet løber ned i maven og giver mig en mavepuster: Åhhhhhhh… 1: Tænk sig at mareridtet kan stave!! 2: Hvad fanden bilder det sig ind, at skrive efter så mange måneder og rive op i et blødende betændt sår, der ellers lige var ved at hele? Totalt manglende respekt! Upassende af rang!

Facebook din kxlling! Overdyng mig bare med alverdens happy-chappy glansbilleder af løøøøkkelige familier og par, men for dævlen hold mareridtet tusind kilometer væk fra min familie og mig! Jeg synes helt ærligt, at vi har været nok igennem. Og Karma; NU har du da én, som du kan chikanere helt oprigtigt og fuldt fortjent. At ødelægge en familie må da give dårlig Karma herfra og til dommedag!!

 

Har I også sådan et mareridt? Enten et I har mødt in real life eller på facebook? Hvordan forholder I jer til mareridt – levende, materielle, dyr og hvad det ellers kan være?? Og tjekker I deres facebook?