Når følelsen blot er… – part 2 “Planen”
I er sørme søde og dejlige alle sammen! Både fordi så mange af jer har læst med på det seneste indlæg (det her), men også fordi mange nye læsere er kommet til (nogle har endda ladet sig registre på Bloglovin (her) – det elsker jeg især meget), og så rigtig meget fordi så mange af jer har giver mig super god og nyttefuld feedback både her og på Instagram. Det betyder så meget – og jeg bliver så meget klogere og mere velfunderet hver gang jeg læser et af jeres svar. Så TAK <3
Jeg har læst hvert enkelt af jeres svar flere gange, og jeg har svaret kort til nogle enkelte af jer, indtil det gik op for mig at jeg ville have det bedre med at svare jer alle sammen sammen i et indlæg. Der SKAL jo næsten også komme et efterfølgende indlæg ovenpå det sidste – andet ville være mærkeligt for mig. Jeg påtænker også at komme med en “Part 3 – udførslen” og evt en “Part 4 – efterskrift”. Men lad os nu først se hvordan det hele kommer til at gå – for det første dette indlæg!
I var vist alle sammen enige om at pædagogen opførte sig meget uprofessionelt, upædagogisk og uheldigt! And no Argument there!! At hun også manglede situationsfornemmelse af en hver tænkelig art er vi vist også ret enige om alle sammen. Sådan har det desværre været en del gange før. Hun er vel egentlig et sødt menneske, der gør sit job. MEN – det må kunne gøres bedre. Hvis ikke hun magter det, så er det bare ikke hende, der skal tage sådanne snakke med forældrene.
At hun så lige topper dagen i onsdags af med for 317 gang at spørge – og tilmed RINGE til mig på arbejde for liiiige at spørge en sidste gang – om vi ikke kan holde Lilletut hjemme om fredagen (efter helligdagen om torsdagen), det er jo bare at fuldende ens mening omkring hende! Jeg havde dels afleveret en seddel først i april, hvor det stod at hun kom. Sagt det hver evig eneste gang hun spurgte, og tilmed til sidst lovet at konen ville forsøge at søge fri, da jeg efter hun spurgte for 30.gang fik pisse dårlig samvittighed over at både konen og jeg arbejdede på en helt normal fredag!
Helt seriøst JEG ER SÅ GAL (som Elisabeth også er det) over den måde den stue kommunikere på. Eller ikke kommunikere på, for de lytter jo ikke – de dikterer. Og bliver ved indtil man indordner sig. Skal man ud med noget vigtigt til en forældre, vælger man altså ikke tidspunktet, hvor hun skal gå om morgnen og man går som pædagog bestemt heller ikke midt i det hele! Som Elisabeth nemlig rigtigt skriver, så må man indkalde til et møde, så man har bedst mulig grundlag for at få det hele kommunikeret ud, og så der kan lægges en plan efterfølgende. Se dét ville være professionelt og respektfuldt.
For JA, som de fleste af jer også siger; 07-16 er da en rimelig normal dag for børn, hvis forældre har fuldtidarbejde. Og i “normale” vuggestuer er der mange børn i det tidsrum – og også længere! Og jeg vil give Eva ret i, at det ikke virker som om de gider bruge tid på Lilletut. Hvordan kan man ikke nyde hende i de bedste timer af hendes dag? Hvordan kan man (som pædagog især) ikke føle sig heldig og priviligeret? Find et sted hvor de netop gider dét siger Emilie, og det er jo fuldstændig rigtigt; mit barn skal ikke være et sted hvor de helst så hende hjemme!
Camilla, der selv er pædagog, skriver at det virker som om der er dårlig stemning mellem os og vuggestuen. Det har jeg faktisk tænkt meget over, og vendt med konen også. Og helt foruroligende nok vil jeg give Camilla ret. Det er der nok også. Eller dvs det er der mellem os og stuen. Den pædagog som jeg havde episoden med her, er den eneste tilbage på stuen fra dengang Lilletut startede. Hun var også den vi fravalgte at snakke med på det tidspunkt fordi hun var så mærkelig. Sagde upassende ugennemtænkte ting. Blandede ALT sammen, misforstod hvad vi sagde, glemte hvad vi sagde, og spurgte os om det samme hele tiden. Vi snakkede med de to andre i stedet. KARMA (din kxxxxxx)! De to holdt op efter 2 mdr, og tilbage var kun “hende her”. Hun var alene på stuen med en smadder sød vikar i et par måneder indtil de endelig fik ansat en ny pædagog. Hun var så nærmest syg 1½ mdr i træk, og virkede virkelig som om hun ikke gad være der! Vi så os nødsagdiget til at snakke med “hende her” om Lilletuts hverdag, men det blev aldrig rart. Hun snakker altid til os som om vi er 12 år gamle, og ikke har et hak forstand på at have børn. Hun belærer os bla. om at børn ikke skal have tøj på når de har feber (REALLY!?!). Jeg føler mig altid helt nedværdiget når jeg går derfra, men jeg bider det i mig. Sådan nogenlunde – og i al fald har jeg fundet mig i for meget indtil videre – men det er slut nu! Aldrig skal hun tale til mig, som om jeg ikke kan passe mit barn! Aldrig skal hun belære mig om noget, jeg har mistet ALT tiltro til hende. (sidder lige her og får max puls – SÅ gal bliver jeg!)
Som I siger; Skift vuggestue! Ja, for dævlen nu må det være slut!
Eller min søde veninde Camilla gav mig faktisk en meget oplagt ide, som jeg ikke engang selv har fundet på – skift stue!! Endnu mere “Ja, for dævlen”!! Min tiltro til den stue er væk – med mindre de selvfølgelig fjerner “mit problem”, men det gør de nok ikke, hun skal vel snart pensioneres ish. Så at skifte stue kunne være en god mulighed. De andre pædagoger virker virkelig søde, og viser god interesse for Lilletut, og jeg høre også kun gode historier fra folk med børn på de andre stuer.
Puha det kræver lidt nosser for en faktisk lidt konfliktsky person som mig!! At komme og fremlægge alt det her for lederen – og evt pædagogen – på en konstruktiv måde, hvorpå jeg samtidig viser min foragt overfor deres metoder og måde at være pædagogisk på (eller mangel på netop samme). At skulle se pædagogen i ansigtet og fortælle hende alt det ubehagelige bliver ikke så rart. Jeg skal jo egentlig fortælle hende at jeg ikke synes HUN er tilstrækkelig på sit arbejde! Jeg har intet problem med at fortælle lederen det, men at ødelægge et andet menneskes syn på sig selv, er bare ikke fedt. Og hvad skal der så ske med Lilletut bagefter? Får hun så stadig knus, kys og trøst når hun har brug for det? Lader de hende græde når hun bliver bidt, slår sig eller bliver slået? Skifter de ikke hendes ble? Ringer de ikke 112 hvis hun får feberkramper? Smider de hendes ting væk? Ja, hvilke konsekvenser kan dette få for mit uskyldige barn?????
Planen er som følger:
– Ringe eller skrive en mail til lederen i morgen. Kan ikke beslutte hvad der er bedst??
– Kræve et møde AKUT med hende (lederen) og en dagsorden som følger; Lilletuts hverdag, pædagogens pædagogik, stuens dynamik (eller manglende deslige), alle vores øvrige klage punkter fra sidste mail. Evt udmeldning og officiel klage til kommunen eller hvor man nu sender en sådan hen?
– Informere forældre bestyrelsen via mail
– Fortælle om/vise blogindlægget – eller hvad synes I??
Ikke Verdens længste og mest detaljerede plan, men det er da et skridt på vejen. Et skridt imod kommunikation, dialog, diskussion om vuggestuen så tager imod det…
Hejsa. Har fulgt dig længe! Gode tanker og løsningsforslag.
Håber SÅ inderligt at i snart finder en holdbar løsning!
Jeg er normalt også konfliktsky men det var ændret sig meget når det gælder mine børns ve og vel og hverdag!
Alt mulig held og lykke. Glæder mig til en (forhåbentlig positiv) opfølgning!
By the way -hvor er ud dragten fra???