Yde før man kan nyde???

Også med børn??

Jeg er vokset op med parolerne: “Du skal yde, før du kan nyde” og “Hvad har du gjort for fællesskabet idag?”. At man skal hjælpe til før man kan slappe af, og at man ikke bare kan overlade tingene til andre. Jeg har – formentlig derfor – altid haft svært ved at sidde stille og lave ingenting, men (desværre?) har jeg så heller aldrig været i stand til at bede om hjælp. Heller ikke selvom jeg er syg, skadet eller helt nede. Jeg kan ikke be andre om at gøre noget for mig, for jeg kan jo også tage mig sammen og gøre det selv. Seriøst et indre dilemma, da jeg jo samtidig også måler andres kærlighed til mig i hvad de finder på at gøre for mig. Never Win Situation!

Og så sidder man her på ferien på 2.uge med hele familien – og Lilletut selvfølgelig – og føler sig som dovne-überlorte-mor, når man lader andre lege med sit barn, spise med sit barn og gå tur med sit barn. Dovne-überlorte-mor har ligeledes dårlig samvittighed over at nyde denne uvante frihed. Altså virkelig nyde at man ikke behøver underholde hende hele tiden, n y d e at man ikke står for hele dagen mht mad, lur, leg og underholdning. Men kan man tillade sig det? Eller er man så virkelig bare en doven überlortet mor? Må man gerne synes at ens ferie også skal nydes UDEN ens barn? Må man være sig selv? Må man for en gangs skyld tænke på sig selv bare tilnærmelsesvis tæt på at man tænker på sit barn? For jeg tør da slet ikke tænke på at tænke på mig selv FØR mit barn?!!

Facts er at jeg nyder det. Jeg savner hende også samtidig, så det er lidt ambivalent og forvirrende inden i mig! Lilletut kalder på MAMA, MUUAR (og det er bedstemor hun mener) og FAAR (bedstefar). Griner højlydt, snakker, råber, fniser, hygger og leger med dem og hendes onkel og tante – uden mig! En snert af jalousi kommer snigende kan jeg mærke. Ikke at jeg vil føle det. Men det gør jeg. Tankerne om at hun elsker dem højere end mig kommer ligeledes og forsøger at sætte sig fast, men de tanker er jeg bevidst om at forsøge at fortrænge. Jeg ved nemlig at det er en last jeg har. At jeg lynhurtigt tolker på handlinger og sætter store følelser på dem – og her snakker vi generelt ikke blot med hensyn til Lilletut – følelser der tit ikke hører hjemme sammen med handlingerne. Kærlighed skal deles, for kærligheden til og fra et barn er så særlig og speciel at den ville være spildt på mig alene (det ved jeg jo godt!).

For det er jo fantastisk at Lilletut har så mange mennesker i hendes liv, der beriger det og vil være sammen med hende. Mange forskellige mennesker der hver især giver hende noget unikt og forskelligt. Jo flere man har der elsker en, jo bedre må det være, og jo mere forskelligt og totalt må man føle sig elsket. Og Lilletut skal have det bedste af det bedste, det meste af det meste. Ingen tvivl om det! Så må mine egne mindreværds komplekser pakkes væk – de skal ikke videregives til min lille Tut.

Så selvom jeg ikke yder så forfærdelig meget her i sommerhuset, vil jeg forsøge at slappe af og lade andre være sammen med mit barn. Samtidig kan jeg så måske få opfyldt hverdagsdrømmen om en time eller to for mig selv. En time eller to hvor jeg kan få kigget bloggen igennem (mens det stadig er dag), skrive et indlæg (mens det stadig er dag), hækle på mit pære projekt (mens det stadig er dag) og bare være mig (dog uden muligheden for at hænge billeder op, flytte rundt, sælge og/eller købe ting til hjemmet!!!). Det er lidt grænseoverskridende og jeg ved ikke helt om jeg kan finde roen i mig selv til det. Og helt sikkert ikke uden at have snerten af den dårlige samvittighed inderst inde.

Men jeg ved jo også godt at bedstemor og bedstefar (og onkler og tante) har savnet Lillletut, og har glædet sig til at bruge tid med hende. Og at de synes at alle “hverdagstingene” er sjove at opleve (måske lige undtagen lortebleerne). At de jo gør det med glæde og oprigtighed, og at de nyder hvert et sekund sammen med hende. Så egentlig er det en “Win-Win” situation, hvis jeg da bare lige kan få justeret ambitionerne indvendig og få lagt låg på den indre konflikt. 1,2,3 Katrine; slap af og nyd tiden…n y d…