Angst!

Hyggeligt indlæg lige at starte dagen op med!

Så godmorgen til jer 🙂

Men altså ANGST! Hvordan skal jeg begynde…de fleste af jer har helt sikkert været bange og angste på et tidspunkt. Man kan være det på mange niveauer, og jeg kan vist ikke sidde her og være herrer over hvem der har været mest angst og hvem det har påvirket mest. Og hvad der er værst. For at være angst for rotter (som mig!), edderkopper og slanger – og klovne som den søde Tvillingernesmor 😉 – kan fylde lige så meget som angst for mere eksistentielle ting. Så selv en banal angst kan gøre en søvnløs om natten og vel egentlig være medvirken til en nedsat livskvalitet.

Okay, nu skal jeg selvfølgelig ikke forklejne at angst kan være en decideret invaliderende sygdom. For det kan den. Og så er det nok lidt værre end at være bange for rotter! Man kan være så angst at det topper alt. Angst for andre mennesker (social angst), angst for at gå ud – angst der ødelægger ens dagligdag og ens liv. Dén angst vinder nu nok alligevel som den værste. Jeg har prøvet den angst i nogen grader, og jeg har stadig snerten af social angst engang i mellem. Tro det eller la vær; jeg kan være angst for at gå i netto, på gaden eller ind i en forsamling af mennesker jeg ikke kender. Super fint så at være blogger og på den måde færdes i mange kredse af ukendte mennesker 😉

Jeg arbejder meget med den slags angst, og er for såvidt ikke plaget meget af den længere. Men den er der. Og jeg skal ret tit virkelig bruge mange ressourcer på sociale ting – også med veninderne, kollegaerne eller hvem det nu er. Men jeg vil! Og det skal ikke begrænse mig! Jeg elsker et eller andet sted at tvinge mig selv til at arbejde med angsten.

En anden angst jeg har stiftet bekendtskab med i denne situation med konen er angsten for at dø alene. Angsten for aldrig at få én at dele sit liv med glæder og sorger med. At ligge alene i en hospitalsseng stanghamrende dement, amputeret, med brækket hofte eller lignende alene uden at få besøg. At ligge på dødslejet helt alene og tage det sidste ånddrag alene! Ikke at blive elsket af et andet voksent menneske PÅ DEN MÅDE. At skulle leve fra nu af og frem ALENE!

Paradoksalt nok kan jeg godt lide at være alene i mit eget selskab, ja jeg har faktisk brug for det. Ret ambivalent egentlig.

Selvfølgelig har jeg Lilletut. I know. Men jeg tænker altså på en livspartner, en ægtefælde M/K. Dén slags kærlighed og dén slags selskab. Jeg fik ikke et barn for at nyde hende alene. Jeg fik et barn for at blive en familie – for at blive mor, for at blive en kone/kæreste med et barn sammen med min kæreste/kone. Og nu står jeg her fucking 2 år efter og er alene?! Konen er officielt flyttet fra matriklen, og jeg har et møde i banken om 30 minutter ALENE med VORES bankrådgiver for at lægge budget uden konen og for at regne på om jeg kan have lejligheden selv! Om 30 minutter (28 faktisk)???? Jeg kommer for sent – shit! Meget ansvarligt egentlig…