“Du skal være glad Kat. Hvad gør dig glad”?? (?????)

Og så kom jeg til kort! For hvad fanden gør mig glad? Lige nu hvor alt virker uoverskueligt og ikke særlig “soon-to-be-happy” agtigt, kan jeg faktisk ikke svare. Eller jo mit nærliggende svar ville være at finde én at sige: “DIG…” til.

Men nooooo, jeg må jo ikke hænge min hat på at andre skal gøre mig glad. For note to self; det gør de sgu yderst sjældent!

Og så har min kloge terapeut sagt at det ikke kan lade sig gøre, og at det er et alt for stort ansvar at lægge på en andens skulder. Men for dævlen…lige nu aner jeg ikke hvad der gør mig glad? Jo min blog gør mig glad, og alle de søde mennesker og fede ting jeg oplever og møder rundt om den gør mig glad. Og så ville det i teorien gøre mig glad at spille fodbold igen (tror jeg). Men jeg vil være lige så god som sidst, stadig være anfører og stadig have alle mine søde daværende holdkammerater med på holdet. Og have det lige så pisse skægt som sidst. Det var jo mit liv. Og der jeg havde mange af mine veninder, dér jeg mødte mine kærester og dér jeg levede livet. Sad (måske) but true.

Men kan det gøre mig lykkelig nu også? Altså nu hvor Lilletut er i mit liv og jeg er hendes mor, og har ansvaret for det lille fantastiske menneske. Og nu hvor jeg i så mange år har stræbt efter og kæmpet for at få en familie – og så pludselig sidder her med en i stykker én af slagsen? Mit højeste ønske lige nu er at få en lykkelig familie. En familie hvor vi elsker hinanden. Giver hinanden plads – men aldrig glemmer hinanden. Og aldrig glemmer lidenskaben og passionen mellem os (altså blandt de voksne…mig og så X) En familie at finde ro og tro i. En familie at nyde og udvikle sig i. Og når nu mit største ønske er dét, hvordan kan jeg så finde ind til det som gør MIG lykkelig og glad, og som ikke indebærer eller decideret kræver en anden person. For det gør det jo??!!

Gad vide om jeg nogensinde finder ud af, hvad det egentlig er jeg har gjort Karma, som er så skide slemt og som gør at jeg i hvert fald ikke fortjener kærlighed i mit liv??? For seriøst det må eddermame være på linie med 9.11 (Ej, kan man tillade sig at sammenligne med sådan en katastrofe?!) Undskyld jeg finder lige noget andet…det må så eddermame være på linie med (…ej hvorfor kan jeg kun komme i tanke om store verdenslige katastrofer???)…på linie med (hmm)…da hende fra De Unge Mødre “pludselig” føder en sort/mulat dreng efter hun lige har kontaktet en meget hvid dreng og fortalt at “SURPRISE” han skal være far!!

Jeg synes bare godt at efter 33 år (ja, jeg er faktisk så gammel!) og et barn (en frygtelig graviditet og en efterfølgende utroskab), hvor meget mere skal jeg så gå igennem og vente??? Kunne man ikke bare have nem og gengældt kærlighed tilgode fra nu af?

NUUUUU…..