Godnat og sov godt! …blev der sagt! For 25. gang!

Det er bare en fase. Det er bare en fase. Det er bare en fase.
Alt med børn er jo så åbenbart en fase – og man må aldrig rigtig være irriteret eller glad over noget. For det forsvinder jo åbenbart igen! Crap!
Så big surprise – Lilletut er i en fase! En fase som jeg (og mama) er lidt trætte af (big surprise igen). Det er fasen “Jeg vil ikke sove og finder på 3 millioner ting jeg skal sige, gøre, drikke, spise, læse, lege, have tjek på (såsom: Hvor er mama, Mossi, Jakob, Dana, Billie, Rikke, morfar, mormor, besse, bedstefar. OG Hvad laver selv samme personer, OG sover alle førnævnte personer?) Ohh my.
Hver aften har jeg den vildeste kamp inde i hovedet. Og måske er det derfor jeg er så mega pisse træt HVER aften, og går kold på sofaen når barnet endelig har overgivet sig til søvnen og jeg kan vriste min hånd ud af hendes lille jerngreb?! Udmattelsen er egentlig både fysisk og psykisk efter at have siddet i bækkensmerter på den lille hukit stol ved siden af sengen, med armen ind over tremmerne for at kunne holde hende i hånden men med det resultat at blodcirkulationen i armhulen og ned gennem hele armen aflukkes og hånden begynder at snurre og blive følelsesløs. Inde i hovedet tænker jeg det ene scenarie efter det andet igennem…
– skal man bare sige “Godnat og sov godt” og så gå ud, overhøre gråden og så gå derind efter ex minutter. Hvis altså det er brokke-gråd og ikke jeg-er-ulykkelig-gråd ?
– skal man blive siddende og holde hånd til hun sover ?
– skal man blive siddende men sige nej til at holde hånd – for på den måde nemmere at kunne lave snigeren ?
– skal man lave om på hele ens putteritual – for er det nu det der fejler ?
– er det her en fase eller er det i virkeligheden mig der endnu en gang ikke kan læse mit barn og afkode hendes signaler. Überlortemor.dk
Jeg synes det er svært. Lilletut har altid sovet ad helvedes til om natten (og om dagen) MEN hendes “glory” var at hun a l t i d faldt i søvn af sig selv efter man havde sunget en enkelt sang. Man puttede, sang og gik ud. Bum. Det tog under 4 minutter og fungerede smukt. Nu tager det et sted mellem 30-45-60 minutter med moslen, tumlen og alle førnævnte spørgsmål og vanddrikkeri.
Selv mængden og kvaliteten af nattøjet er tænkt ind!! Lige for tiden har vi hende i en heldragt, da det jo er begyndt at være lidt koldt om natten. Den her på biledet er i ret lækker blød økologisk bomuld fra Bilka, som er begyndt at lave billigt og økologisk baby tøj og sko. De har også todelt nattøj som skal prøves af, for hun er snart for stor til heldragt synes jeg. Hvornår går I væk fra body og heldragt?? Men altså super kvalitet for en billig penge (ex 79.95 for denne dragt) #whatsnottolike
Anyways jeg har prøvet at gå ud, og nogen dage virker det at være ledemor.dk og sige “mor kommer ind lige om lidt og kigger til dig” Bum, så sover ungen og ledemor.dk kommer ikke derind! Andre aftener græder hun efter MUUUAR og vil holde hånd, så smelter mit hjerte og jeg sidder der i bækken/hoftesmerter og venter på hun sover helt og grebet slipper. Jeg tænker nemlig meget over at det jo er en svær periode for hende. Hun kan godt mærke at tingene er anderledes og at hun ser mama mindre. Hun savner hende helt sikkert. Åhr mit hjerte græder når hun grådkvalt spørg: “hvor er mama henne?” Og om natten råber “MAMA, MAMA, MAMA”. Hvad dævlen er det man gør mod sit barn? Burde man…?
Så derfor vil jeg gerne have at hun skal mærke at der er nogen. At jeg er der, og at hun aldrig er alene. Hun skal ikke falde i søvn angst for det. Hun skal ikke bøde for at mama og jeg sover hver sit sted. Hun skal føle sig elsket og passet på – også når hun skal sove og der bliver sagt “Godnat og sov godt” – for 25.gang.
tænkt 5000 tanker og gode/dårlige ideer til hvordan jeg får ungen ned i seng – blive liggende – og sove! Men altså noget i fasen kan jeg godt lide, så kunne det please gå videre i næste fase så mon??? Eller fungerer de der børn ikke helt sådan…eller jeg mener selvfølgelig deres faser?? Ikke børnene – dem elsker vi jo uanset. Næsten lige så meget under hver fase. Men har i al fald aldrig lyst til at
Christ. Min store er en forfærdelig sover. Frygtelig. Nærmest stadigvæk og han er ti (sorry….)
MEN jeg orkede ikke den døde arm og min mand kunne næsten ikke komme ned på hukit’en (åbenbart obligatorisk på linje med trip-trap stole…). Anyway. Vi sagde ( og tag endelig in mente at drengen stadig sover forfærdeligt. Så ingen gyldne løsninger herfra… Men here goes): vi sidder hos dig. Vi går ikke. Du skal ligge dig ned. Og så flyttede vi pis-hyukit’en (hvorfor hentede vi ikke en anden stol?!) lidt væk fra sengyen og sad der og sang og sagde ‘læg dig’ og ‘go nat’… Det der med at holde gik ikke for han var så bevidst om at vi ormede os ud på et tidspunkt….
Eftrskrift: så fik vi lillesøster. Hende lagde man. Og sagde god nat til. Og gik Gud findes…