At savne én at dele det svære med…

For det gør jeg! Altså savner en at dele mine frustationer, tårer og spekulationer med. Igår brød jeg sammen foran lederen i vuggestuen, da hun spurgte hvordan det ellers gik efter jeg havde meldt afbud til mit første forældrerådsmøde grundet manglende babysitter. God start i det forældreråd btw!

Hun er bare sådan en sej dame, hende lederen. Jeg kan så godt lide hende og hendes måde at være leder på. Jeg respekterer hende virkelig højt og samtidig kan jeg slet ikke lyve overfor hende eller bare “skyde noget hen”. Jeg KAN bare IKKE svare overfladisk på hendes spørgsmål, fordi jeg virkelig føler at hun kan give mig noget med på vejen, lære mig noget og gøre mig klogere. Og derfor var det nu 2.gang at jeg græd foran hende – anden gang jeg snakkede med hende. Første gang var til MØDET omkring den pædagog vi havde klaget over (Læs indlægget HER hvis du missede det!), og anden gang altså her til mit afbud til aftenens kommende forældrerådsmøde.

Jeg græd fordi at følelserne pludselig boblede frem – eller sprøjtede! Pludselig krænkede hjertet bare ud med alle mine frustrationer fra ugen der gik. Frustrationerne omkring Lilletuts deleordning, om hendes soveproblemer, tryghed- og nærværsproblemer og min angst for bare at gøre alt forkert. Hun lyttede, trøstede og kom med brugbare råd. Både personlige, pædagogiske og yderst professionelle. Og sådan noget gør mig tryg, Råd der ikke nødvendigvis “bare” er baseret på erfaringer og personlige meninger (men dem elsker jeg jo også – især når de kommer fra JER<3). Fra hendes mund elsker jeg hendes viden og måden hun overføre den til hverdagen og Lilletut. Hun gav mig det gode råd at konsultere en anonym (ikke at det betyder noget for mig) familierådgivning, der åbenbart har til huse ned i Århusgade her på Østerbro! Dét skal tjekkes ud for jeg savner, mangler og skriger virkelig efter at vores situation skal gennemgåes af nogen professionelle.Vi er bestemt ikke uvenner mama og jeg, men jeg føler bare ikke vi ved nok om skilsmisser og barnets tarv i den her situation, og alt skal bare gå bedst muligt – ingen må træde forkert – Lilletut skal have alt det bedste!!

Så meget hen ad vejen som det kan lades sig gøre!

I dag har været en Frygtelig Fredag (#ff ville det hedde på IG). Jeg har været sygemeldt med feber og ondt i halsen. Jeg tvang mig afsted med Lilletut i morges ned i hendes vuggestue, følende at jeg formentlig minimum ville dø på vejen, for så at komme hjem og sove indtil hun skulle hentes igen, og her tvinge min syge krop op og ud på Christiania-cyklen og trille derned følende mig døden nær igen. Hold nu kæft alene-moderskab og sygdom er et match fra Helvede!!!

Lilletut og jeg hyggede dog trods alt med kage, Bamse og Kylling i fjernsynet, gynge og gemmeleg. Lilletut var så sød og kærlig! Mit hjerte smeltede en smule på hun kom og sagde: “Mig ondt i halsen, mig have tørklæde på!” Og så fik hun sweater og halstørklæde på ligesom syge mig. Cute! Ikke at jeg tror hun har ondt i halsen nemlig, tror bare hun skulle ligne mig… Altså tror – det skal vi jo nok finde ud af!!

Da jeg ikke ejede det der lignede overskud eller lyst til at stå i køkkenet og lave mad, besluttede jeg at hype “PIZZA” overfor Lilletut, så vi ville være nød til at gå hen til den lokale pizza-biks og købe aftensmaden. Lilletut var heldigvis game, og vi tog hendes lille løbecykel og gik (og cyklede stærkt) hen og hentede en pizza og et brød til imorgen. At der kom zombier ind hos pizzamanden var Lilletut ikke helt glad ved, og selvom jeg beroligede med at det bare var nogen små drenge der legede Halloween brød Lilletut sig bestemt ikke om det!

Pizza-spisningen og efterfølgende putte i sofaen var hyggelig, men det var aften-putningen da bestemt ikke!! Okay måske er jeg bare en kegle og ubrugelig mor, der er alt for følelsesmæssigt ude at skide, til at kunne give Lilletut den tryghed hun har brug for!? For endnu en gang i denne uge gik vores putning bare ad helvedes til og jeg var endnu engang så tæt på at græde!! Jeg føler mig SÅ uduelig!! Vi startede i hendes seng med lys og læsning. Det gik fint, men da de tre bøger var overstået startede postyret! Hun kravlede over tremmerne og ned i mit skød, græd og ville alt og intet på en gang. Da hun ikke kunne puttes ned i sengen, gik vi ind i soveværelset og ind i min seng. Men her måtte jeg ikke ligge, hun skulle ligge der selv! Jeg prøvede at vi puttede begge to, holdt hende i hånden osv, men det hjalp ikke – jeg skulle gå ind i stuen! Okay, det gør jeg så tænkte jeg (easy-peasy nåede jeg lige at tænke…), men selvfølgelig kom hun så rendende mega glad: “Mig løbe stærkt”! Prøvede at putte hende igen, men jeg måtte stadig ikke være der, og hun blev ved at stige ud af sengen og ville ind i stuen. Så prøvede jeg det, det gik ikke. Så ville hun se ipad, og vi forhandlede os frem til at det sku være inde i sengen – i hendes egen seng ville hun. Og sådan faldt hun så i seng efter at have ligget og grinet til “Plonster Monsters” for sig selv med lyset tændt og døren på vid gab ud til den oplyste gang. Det tog 15 minutter! Og jeg kunne tude bagefter! Jeg føler mig bare som tævet rundt i manegen. Jeg føler mig bare så lortet, og havde mest af alt lyst til at ringe grændende til mama for hjælp og trøst – men det gør man jo ikke!! Men hold nu kæft jeg savner én at dele alt med. Lige nu ville jeg så gerne trøstes, støttes, hjælpes for shit det er svært at være alenemor. Shit der er jo ikke noget sjovt ved at knokle sådan alene – syg eller rask!

Jeg har læst alle jeres kommentarer til de foregående indlæg, og jeg bliver lidt flov over mig selv over ikke at have indset det selv! Indset at barnet gennemgår så store forandringer at det giver god mening at hun vil puttes med, have tryghed og nærhed. At hun pludselig reagerer på kontraster og derfor er bange for mørke. At jeg skal imødekomme hendes behov men stadig være en støtte, tage ansvar og holde fast i nogen af de faste rammer. Men hold kæft hvor er det svært i praksis, når barnet græder og vil så mange ting – og ikke vil dem alligevel!!!