#enskilsmisseregnbuefamiliesdagbog

Siden jeg startede bloggen her er der “løbet meget vand i åen” so to speak! Eller FRA åen om man vil det. Min primære drivkraft var dengang at fortælle om det at være en almindelig familie i Danmark – men med to kvinder i konstellationen i stedet for det vanlige mand-kvinde kedskab. Vi var almindelige men samtidig MAX ANDERLEDES. Og vi elskede det!

Det startede meget godt – og sluttede (ej, ikke at det er slut med bloggen her) men status er nu at vi måske ikke er så anderledes alligevel!?!?!

Og jeg kan ellers lide at være anderledes! Nogen af mine nærmeste vil nok beskrive det at være anderledes og stikke ud af mængden, som to af mine allervigtigste brændstoffer her i livet!!

Summasumarum er at vi her 2 år efter vores bryllupsdag (ARGH vi har jo for fanden bryllupsdag d 13.10 #nooooooo) – med et barn på knapt 2 år også – er gået fra hinanden! Ikke juridisk skilt endnu men; ikke-samboende, ikke-sammen, ikke-kærester, ikke-kvinde-kvinde-sammen-på-den-måde længere! Vi er væk fra hinanden og altså ved at begynde – hver især – at bygge et hjem op hvor Lilletut kan have hendes hverdag med først mor i 9 dage og så med mama i 5 dage! Hold nu kæft hvor synes jeg i bund og grund at det er pisse sørgeligt!! Dét var jo ikke min drøm og det var da slet ikke grunden til at jeg startede med at få børn (…jaja Morten Resen og “RigetLive” en AAAAALT for sen opstart på at få børn. Undskyld Danmark!)

På trods af at jeg VED at jeg har kæmpet en hård og ødelæggende kamp i minimum 10 mdr for ægteskabet, og at den grundlæggende tillid i mig er brugt op, så bliver jeg VED med at punke mig selv i hovedet for om en drøm kan gøres op i måneder????!

– Kan man tillade sig at lade være med at kæmpe???

– Kan man kæmpe alene???

– Skal man ofre sig selv for sit barn (og ægtefælles) skyld – og hvor meget; helt ,halvt eller kvart???

Jeg kan lige så godt sige det som det er. Jeg føler mig svag. Jeg føler, at jeg er taberen – eller rettere; jeg føler jeg gør Lilletut til taberen i en kamp hun er tvunget ind i selvom hun var blevet lovet noget andet, da hun vågnede op til dette liv.

Der er ingen skilsmisser som sådan i min familie – der er da forøvrigt bestemt heller ikke nogen homoseksuelle forhold – så endnu engang vil det være mig der “træder ved siden” i familien. Og ihh gider jeg nu det igen?! Den der…hvad sagde jeg! For fanden er jeg bare så mega stereotyp, så jeg lader mig gifte, få børn og blive skilt efter for godt befindende. Den der oppe i tiden “Consumer-type” og “Shoppe-type” der bare forbruger, shopper og zapper rundt mellem kærester, forhold, livsholdninger og lignende som var det et par strømper man skiftede dagligt??

Jeg skiller mig ud ved at passe ind i den overfladiske mængde måske?? Og hvor irriterende er det lige?!

Vi startede en regnbuefamilie #enregnbuefamiliesdagbog og sidder lige nu og fedter rundt i #enskilsmisseregnbuefamiliesdagbog

Er det i virkeligheden “bare” den ægte og helt jordnære: #sandhedenomatfåbørn

Mens tiden som regulær “klassisk” regnbuefamilie måske er ved at rinde ud tænker jeg at jeg her “på falderebet” vil tage nogen af emnerne fra mine gamle og første indlæg op. Altså svarene på de klassiske regnbue/homo spørgsmål som “I” kommer med løbende her, på facebook og på instagram. For jeg synes sgu stadig det er vigtigt med mangfoldighed, rummelighed og kærlighed udover alle grænser. Så følg med det næste stykke tid og bli’ måske lidt klogere eller mere forvirret (gerne på et højere niveau) omkring de tanker vi har gjort (og stadig gør os) omkring det at være regnbuefamilie i dagens Danmark…