Hold nu kææææft jeg savner mit barn – Lilletut hos Mama gang 2

Ej nej nej! Mit hjerte føles revet itu! Kender I det ? Mødrene der læser med kan måske sætte sig ind i det; tænk at undvære sit barn i flere dage i træk! Tænk sig at aflevere hende glad i vuggestuen en morgen for så ikke at hente hende igen!! Føler hun sig svigtet, glemt, forladt? Som om jeg ikke elsker hende længere og fravælger at hente hende igen. Kassere hende som en gammel sko? Jeg føler mig som den ultimative ego-lorte-pisse-mor som dumper sit barn et random sted for så bare at køre ego-tilværelse. På bekostning af barnets selvværd vel og mærke!

Okay det er selvfølgelig ikke et random sted jeg dropper min elskede Lilletut, det er trods alt hendes elskede vuggestue fyldt med hendes elskede kammerater og pædagoger, så så langt så godt. Og det ER jo hendes endnu mere elskede Mama, der henter hende hjem til sig for at de skal nyde de næste 5 dage sammen. Og det under jeg dem. For jeg VED jo godt at Mama har en helt bestemt og særlig plads i Lilletuts hjerte – det har hun heldigvis altid haft. Mama er og bliver den seje “far” der tumler, kaster rundt og møfler med Tutti. De hviner og griner i alle deres lege – de er noget højlydte synes moren – og hygger sig på topplan. Lilletut har brug for sin Mama, det VED jeg jo godt. Men hold nu kæft jeg føler det som om jeg svigter hende når jeg giver hende fra mig alligevel. Det sidder så dybt i mig. Som en lille snærrende borende og stikkende myose, der nok aldrig kan masseres væk?! Eller jeg håber det – men tvivler mest af alt da den bare føles så dybt inde i min sjæl! Hvordan kan man nogensinde komme helt derind og bearbejde noget? Hvem eller hvad kan komme helt derind, når jeg ikke engang føler jeg selv kan? Er der nogen af de seje singlemoms der læser med, og tit smider mig en kommentar med deres seje erfaringer, der kan hjælpe mig her?? Har I haft de samme tanker? Og det samme stikkende, borende og smertende hul indvendigt? Hvad gjorde I – eller hvad gjorde I ikke for at få det lappet og for at komme videre i en hverdag med/uden jeres barn???

Til alle jer der ikke har barn endnu (ex dig søde Andrea :)) måske lidt ala at miste en god ven eller kæreste – eller begge dele på én gang – måske i virkeligheden lidt ala hvis ens kæreste OG ens bedstebedste veninde finder sammen og begge forlader en?! Ej eller er det for svigtende, for dem får man jo ikke bare tilbage når de 5 dage er gået?! Men måske lidt ala den smerte det kan give, og det svigt man nok aldrig vil kunne lægge fra sig. Hullet man skal leve med for resten af ens liv. Et sår hvis ar der aldrig vil forsvinde og som man stille og roligt må lære at affinde sig med. Ikke fordi man har lyst eller fordi det er pænt, men ganske simpelt fordi at sådan er realiteterne nu engang og de står aldrig at kunne ændres.

Denne 2.gang hvor Lilletut skal bo hos hendes Mama i de aftalte 5 dage føles allerede værre end første gang. Det er mere intenst og det stikker dybere og voldsommere ind i mit hjerte og min sjæl end første gang for 9 (+ 5) dage siden. Jeg savner hende så sindsygt meget, selvom det er under et døgn siden jeg så hende sidst – og efterlod hende i vuggestuen for ikke at hente hende igen! Jeg håber inderligt ikke at den samme smerte forplanter sig i hendes hjerte, som den gør i mit. Det må den bare ikke! Min elskede og savnede Lilletut!