#enskilsmisseregnbuefamiliesdagbog – Fanget i eget liv !!

..for det føler jeg mig sgu til tider. Som om jeg blir holdt helt stramt, tæt og fast inden i mig selv. Så fast at jeg ikke kan få luft og ikke kan vriste mig fri. Som om jeg mister mine kræfter lige om lidt og må give op.

Og så kommer den der følelse af panik langsomt snigende, for HVORDAN kan man tænke sådan når man har det smukkeste, sødeste og skønneste barn omkring sig?! Hvordan kan man tillade sig at tænke sådan når man og ens familie er raske, man har et sted at bo og mad på bordet (når ens far giver en lidt penge til det…)?

Og hvorfor kan jeg ikke finde ud af det? Hvorfor kan jeg ikke være inde i mig selv? Og hvorfor kan jeg ikke lade være med at fokusere på at JEG har det svært – Lilletut for dævlen…hun er og bliver det vigtigste!!

Når jeg føler mig låst fast og fanget inde i, har jeg svært ved at gebærde mig i hverdagen og dagligdagen. Jeg skal virkelig koncentrere mig om at gøre ting, huske ting og få tingene gjort færdige. Jeg har det som om jeg er en stor ballon, der kun kan gøre tingene kluntede, bounchende og asymetriske. Jeg hygger mig bestemt med Lilletut, men jeg skriger bare indvendigt på en at dele tingene med. En af dele byrderne med, bekymringerne med og en til at huske mig på tandbørstningen, masken og brillerne. Fuck jeg synes det er et stort ansvar at have selv. Og tænk nu hvis jeg fucker det hele op? Lader hende leve af figenstænger, pølse og æble eller hvad hun nu vil spise på dagen?

I dag har (igen) været en af de dage hvor jeg har følt mig utilstrækkelig på alle fronter;

// Lilletut ville kun spise en figenstang til morgenmad.

// Jeg måtte forlade den synkende skude og en presset kollega på job, da de ringende fra vuggestuen og bad mig hente en Lilletut med dårlig mave.

// Jeg fandt ud af at Lilletut formentlig har haft dårlig mave hele ugen, og måske er hende der har smittet hele blå etage i institutionen…IM SORRY – men hvorfor har ingen fortalt mig at “tynd mave” hos børn ikke nødvendigvis er så vandig som den hos voksne?!?! Vidste I det????

// Og så har min krop bare været for træt til at udrette noget herhjemme. Jeg udskød maden så længe at det vist var mere held end forstand da et gæstebud fra Himlen (aka Kompaskommunikation) ringede på døren og kom med dagens redning! Mad i en kurv – tadaaaaa Pålægs tapas til aftensmad! Det havde jeg da tænkt på….not! Og så var der en juleøl med. Den synes jeg sgu jeg fortjener; “Hohohooooo, merry christmas Katrine…and a happy new year”!! !?!

Grundfølelsen af utilstrækkelighed blev grundlagt igår, hvor jeg snakkede med en af mine venner om drømme og mål. Eller… hun fortalte, at hun var så ked af at hun ikke havde nogen deciderede mål lige nu og at hun famlede rundt i blinde. At hun stod et sted i livet hvor hun kunne gøre ALT – men ikke gjorde det. At hun ikke kunne vælge hvad hun skulle, at hun ikke var helhjertet nok og ikke tog sig sammen. Det var helt sikkert ikke møntet på at jeg skulle få det skidt; men – bum – lige dér så jeg bare mig selv som overordentlig sølle og taberagtig! Alt blev tyret i perspektiv. Jeg har også været stræbsom og ambitiøs engang. Jeg drømte om videreuddannelse, fodbold på højt plan, snowboard, rejser og oplevelser. Og bum nu går jeg her og ønsker mig en familie. At finde én M/K der elsker mig ubetingelsesløst, én der vil de samme ting som mig og en der vil have flere børn med mig – og ikke stoppe med at elske mig igen! Måske er ønsket banalt og grundlæggende, men lige der i vores snak/fortællingen jeg hørte på virkede det bare SÅ utænkeligt at nogen nogensinde skulle ønske mig og Lilletut som en del af vedkommendes familie. Utænkeligt at jeg nogensinde får mine ønsker opfyldt. Et andet af mine højeste ønsker er at gøre Lilletut til storesøster, så hun kan opleve den ubetingede søskendekærlighed og føle sig beriget hver dag i sit liv – og så sidder vi her begge alene hvis man kan sige det sådan!

Og jeg føler mig sgu snydt. Snydt af at have haft en fælles drøm med én, som formentlig ikke troede på den inderst inde. Jeg føler mig snydt af pludselig at sidde med følelsen af fastlåsthed og ikke at kunne være i egen krop – alene. At have et kæmpe ansvar for verdens dejligste barn – alene. Jeg føler mig snydt i ikke at kunne få flere børn som tingene er nu. Snydt ved at jeg nu er en “pakke” folk skal “vælge til” og vurdere om de er klar til. Snydt for en familie! Snydt og fanget i eget liv. Fanget et sted hvor jeg føler mig låst fast. Låst fast “til at finde mig selv alene” når det eneste jeg ønskede var ” at finde mig selv i en familie med b*rn”