Gid kræft selv fik kræft og døde! Helt seriøst! Og tog utroskab med sig i graven!

Jeg ved ikke om man må nævne andre frygtelige ting i samme sætning som cancer/kræft uden at få hug. Jeg prøver altså ikke at være sjov eller forklejne noget her, og jeg VED godt at den lorte sygdom er værre end alt andet. Sygdom og død er værre end at nogen knalder udenom. Altså “punktum”.

“Jeg gjorde det ikke med vilje”

“Jeg snublede og røg med munden (eller det der er værre (og langt mere “sydpå”)) lige ned i hende”

“Hun kyssede mig”

“Det var slet ikke meningen – og jeg gad egentlig slet ikke”!

“Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det”

Seriøst latterlige sætninger der alle burde resultere i en resulut og velplaceret flyveskalle (til begge parter!), og så lidt respekt at det aldrig ville kunne ses med selv det største forstørrelsesglas. Så lidt respekt at det nok aldrig har været til stede – eller rettere aldrig kommer til stede igen! Desværre! Et så fucking dumt valg (tilvalg eller fravalg you’ll be the judge) der kan ødelægge så meget – for en anden uskyldig.

Jeg er bare så vred for tiden. Vred over ikke selv at have bestemt skæbnen for min familie, vred over aldrig at være blevet spurgt, den gang der stadig var noget at spørge om. Jeg er vred. Og ked af det! Og hvor går man hen med alle disse vrede og kede følelser nu? Jeg føler min tid for sorg og vrede er løbet ud, og at jeg burde have begravet følelserne for længst. Jeg kan ikke dele dem med nogen længere!! Min mund kan nu åbenbart blot svare “meget godt” på spørgsmål om hvordan det går mig! For helvede det går ikke “meget godt” – jeg synes det er så fucking svært og jeg er så vred over at skulle have det sådan her. Vred over ikke at have bestemt selv. Vred over aldrig at være taget med på råd, men bare snydt og efterladt en tilfældig sen vågen nattetime med et sygt barn, der aldrig ville sove. Efterladt med troen på os, lykke, troskab, fight og sammenhold. For så at finde ud af noget andet!

Min vrede måtte virkelig gerne tage væk med kræften og utroskaben – sammen med den bundfæstende mistillid jeg har fået som grundfølelse fra da af. Jeg stoler ikke på nogen længere, og mit hovedet spinder tanker og historier om alle jeg kender, hvis bare de ændrer en anelse i deres planer, udtalelser eller væremåder. Skulle de mangle tekstforfattere i CSI, Days of Our Lifes eller Pretty Little Liers må jeg være selvskrevet!

Lige efter vreden kommer følelsen af ikke at være god nok. Ikke at have slået til. Ikke at have været nok. Pæn nok, smuk nok, tynd nok, flot nok, trænet nok, kærlig nok, moderlig nok, støttende nok, rummende nok. Og vil “man” nogensinde være NOK for nogen?!

Og samtidig i selvmedlidenhedens rus ringer min far og fortæller at min elskede farmor – Lilletuts oldemor – har fået konstateret tarmkræft! Hvad fanden er det nu for noget? Min flyvende farmor, der bare er så sej og pisse stædig at hun har klaret alverdens medicinske sygdomme indtil videre, og så sød at jeg aldrig har troet jeg skulle leve uden hende?! Pludselig er vrede og mistillid ikke helt så vigtigt længere som spørgsmål om overlevelse, smerter og operation. Kræft! Lige som det vi lige har set og tudet til i fjernsynet, og som vi har støttet med chancen for at vinde en bil eller rejse. Jeg ville give min farmor en bil eller rejse, hvis bare jeg kunne hjælpe hende!

Så her har I min weekend i grove træk; vrede og kræft – og et barn der ikke har kunnet finde ro til at sove. Et barn der selvfølgelig topper weekenden med at være halvsyg med hoste og små-feber. Bare så man virkelig kan huske tilbage på dengang for snart et år siden der er grunden til jeg sidder her i dag. Alene og vred!