Brilleabe status...

A Beautiful Mess, part 2 – Afsløringen !!

Jamen “Go’aften de damer – og den Herrer…” Så blev det ski søndag og altså advent igen – for anden gang den herrens december! Personligt KAN min december da for-dævl-dulmen ikke blive værre end sidste år! No fucking way! Har så heller ikke længere nogen der (bogstavelig talt) kan fucke den op på samme måde som sidst!!

NÅ – jeg skulle ikke være bitterfxssen i dette indlæg – for det er jeg faktisk ikke idag! Jeg har sgu håb indvendig! Arhh, måske ikke decideret håb som i at jeg har noget helt konkret giftemål at have det i…men håb fordi jeg bare har haft den dejligste weekend længe med min elskede Lilletut. Hold kæft hvor er hun dejlig!!? Helt ærligt sådan et lille menneske fyldt med så meget kærlighed, glæde, ballade, sjov og personlighed!!? Vi har hygget os os to, og hun har bare været så sød!!

I dag har vi været på Fisketorvet med hendes elskede (og jeg mener da virkelig ELSKEDE) Mossi (min søster) og JAKOB (søsters kæreste). Magen til kærlighed til den unge mand skal man da lede længe efter – altså fra Lilletut (min søster er selvfølgelig også ret vild med ham! Og jeg kan jo også godt lide ham – altså som min forhåbentlig kommende svoger…ej I forstår hvad jeg mener. Ligegyldig lang sætning!). Lilletut råber gerne tværs gennem hele Fisketorvet, hvis ikke hun lige kan spotte ham: “JAKOOOOOB” Og bliver ved til han kommer frit frem eller hun finder ham. Han skal bare med til alt. Og holde i hånd. Og bære hende. Det er sgu dejligt at se på. Og så er hun lige så vild med min søster! “MOSSI SIGNEEEEEE – OPPI”. Lilletut faldt i søvn i min søsters arme midt i alt larmen, og så sad de der og så så søde ud – og vi holdt en pause fra jule-shoppingen.

 photo 75044D8D-D375-411B-AC1B-30906FC44246_zpsr9nyvkye.jpg

Og så tog vi på Jensens Bøfhus og spiste sen frokost bagefter. Og Lilletut græd og græd da vi var nød til at sige farvel til Mossi Signe og Jakob. Hun er sgu da så sød. Og har været så eksemplarisk og kærlig hele weekenden. Ej, jeg går vist lidt i selvsving her – sorry – men jeg er sgu så fyldt af kærlighed til mit barn at hele skilsmisse-dilemma-forløbet blegner lidt. Det fylder ikke nær så meget lige nu og vreden til min ex-kone bliver lidt mindre og mere ligegyldig – hold kæft hun smider meget væk!!

(Var det bittert skrevet?? Det var ikke meningen)

2.søndag i advent betyder jo part 2 i min og Iværksættermors adventkalender 🙂

Søde Jelena kommer med en GIVEAWAY på hendes blog HER og jeg står for ugens afsløring!! Hold nu kæft jeg har jo nærmest lagt søvnløs siden sidste uge…for hvad skal jeg afsløre?? Jeg har jo fortalt jer nærmest alt!? Og selvfølgelig er der mange (som i ægte mange) eskapader fra min vilde ungdom, men giver det mening her på min mommyblog – hvor jeg blandt andet skal fremstår bare en smule velegnet til den opgave jeg endda har betalt penge for at have påtaget mig (moderskabet ikk’å). Det er jo ikke “Jeg har aldrig…” efter vi hver især har drukket 8 øl og tilhørende shots med løssluppen stemning…vel?!

But here it goes…min første afsløring:

 photo 0bcfefc1-a7af-410d-a37b-de9220e78bbe_zps1e5475c1.jpg

Jeg har taget anti-depressiver gennem stort set hele min graviditet! Altså Lykkepiller.

Min første depression havde jeg for ca 4 år siden, den var virkelig massiv og krævede foruden terapi lykkepiller at komme bare nogenlunde helskindet igennem. Da vi valgte at starte vores fertilitetsbehandling begyndte jeg stille og roligt at trappe ud af pillerne. Men da det lykkedes helt uventet i første forsøg at blive gravid accelerede jeg udtrapningen fuldstændigt så jeg blot et par uger inde i graviditeten var pillefri. Formentlig en lorte besluting!

Min krop reagerede max kraftigt på graviditeten og jeg blev SÅ dårlig. Jeg var svimmel, grådlabil og kastede op mange gange om dagen. Jeg var så fysisk dårlig at jeg knapåt kunne hænge sammen – lå med hovedet nede i toilettet på både mit arbejde og derhjemme. Jeg græd og græd og græd. Og bandede den graviditet langt væk. Som i rigtig langt væk. 2 gange var jeg nede hos min læge og snakke abort for jeg kunne simpelthen ikke mere. Det var barnet eller mig! Jeg blev så sindssyg deprimeret over min graviditet at jeg græd som pisket stort set hver dag. Mama kunne intet stille op og jeg tror ved Gud at jeg skræmte hende. Jeg kastede op mellem mine patienter, græd hos min chef, græd hos min jordemoder og havde ikke lyst til noget. Alt var sort. Fremtiden og nutiden var helt uoverskuelig. Min jordemoder var en “ressource-jordemoder” da jeg havde startet graviditeten på få mg citalopram (lykkepiller), så systemet var altså allerede ALERT! Og hun var guld værd hende Camilla. Vi sås hver – hveranden uge (på samme hospital som jeg arbejdede) og jeg græd og græd! Hun fik mig sygemeldt, selvom jeg ikke ville – det var bare endnu et nederlag – men jeg var virkelig heller ikke i stand til noget! Jeg blev henvist til Psykiatrien for at snakke nye antidepressiver – og efter at min henvisning havde forputtet sig i halvanden mdr fik jeg endelig en tid da min læge tog affær. For jeg kunne ikke. Desværre fik jeg en ældre psykiater der fik mig til at tage et gammel præparat, som jeg set i bagspejlet reagerede meget uheldigt på. Jeg blev agressiv og udadfarende samtidig med at jeg ikke blev løftet det jeg skulle humørmæssigt. #nowin

Så ja, jeg var flere gange ved at slå konen ned (uden at gøre det of course) og kunne bare ikke hverken mærke eller kende mig selv overhovedet. Det var virkelig frygteligt men jeg turde ikke noget andet – for HVAD NU HVIS mit barn blev en FREAK fordi jeg tog piller!?!

Jeg formåede at komme tilbage på arbejde ca halvanden måned inden jeg skulle gå rigtig fra på barsel, det var i sandhed noget af den største kamp til den dato! Så ja, jeg har taget anti-depressiver med både god og dårlig samvittighed næsten hele graviditeten. Og havde jeg ikke gjort det, tør jeg slet ikke at tænke på hvordan det havde set ud i dag. Det var i sandhed et livsnødvendigt onde.

//Idag er jeg tilbage på min “gamle”medicin – dem der er på billedet – formentlig for resten af mit liv (jeg mangler nogen målbare stoffer i hjernen). Jeg føler mig desværre ikke velmedicineret og da langt fra i balance med mig selv og den jeg var/er. Men lige nu spiller flere ting selvfølgelig ind.

 photo B8226DED-60EC-4C42-8ADB-7925410C1791_zpsxs9we1gj.jpg

Håber I tager godt imod afsløringen – og går ind og deltager i Giveaway’en hos Jelena HER

Vinderen af voksenpakken fra sidst er kommentaren lagt som nummer tre: Elisabeth B. Fausing – TILLYKKE – kontakt mig med din adresse på Kat_56@hotmail.com

 photo C3F906C8-F96E-41C4-9190-CE48D3054E23_zpswupyjedj.png

14 kommentarer

  • Maj // provinsmor

    Du er sej ! Bum !! Jeg er selv på de piller pga min depression og for mig lige nu ser det ud til at virke.
    Du er skide sej, du kæmper og kæmper og giver ikke op, ligemeget hvor meget modvind du kommer i ! Tager sku hatten af for dig Katrine ! Sikke en skøn julekalender <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      TAK!!!! Jeg føler mig ikke sej…men når I siger det så mange gange, så føler jeg mig lidt mere sej fra gang til gang 🙂

      Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    det er ikke “sygdommen” manglende stoffer i hjernen – lad dem kalde det hvad det er, som definerer dig som menneske. (også selvom du skal tage lykkepiller resten af dit liv)

    Det er rollen som mor og den lader du til at klare kickass godt!!!! Hatten af for din utrolig ærlige blog, der sommetider får ens egne små hverdags trummerummer, til at føles som vand, får en til at smile/grine MED dig, knibe en tåre for dig og som minder en om, hvad der egentlig lige er det vigtigste i livet. Rigtig god jul Katrine.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Du har ret Louise – det skal ikke definere mig som syg! Og tak for dine søde mor, ihh de gør mig så glade!! Du er sød, og god jul tilbage til dig – med et kram 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Respekt for at du tager hånd om din sygdom, har selv lidt af depressioner i mange år, de er on/off men nu ved jeg hvad der skal til. Tager sertralin, og det er dem jeg har bedst erfaringer med. Knus og tanker fra en mor

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Tak søde 🙂 Og ja, jeg vil ha snakket med nogen omkring de piller – det spiller bare ikke!!
      Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette m christiansen

    Du er den sejeste og stærkeste selvom du ikke selv kan se det. Bare se hvor langt du er og se resultatet af din uholdenhed en lille Lækkermåz. Lykkepiller er ikke tabu længere og os på dem skal bare erkende det og Være stolt over vi har fået den hjælp så vi i det mindste ikke render og er ikke kulkælderen 24/7. Jeg er endt på dem pga panik angst (Øj jeg troede virkelig jeg sku dø) efter en masse terror og trusler fra en ex og jeg har forsøgt trappe ud men ak så reagere kroppen voldsomt og valgte stod mellem rende rundt og dingle pga “stød” i hovedet og fornemmelse af høj promille eller tage en pille hver dag, dog er jeg nede på halv dosis af men normale jeg fik men helt og undvære den kan min krop ikke. Og hellere piller og lidt hjælp til smilet end Være i bunden hele tiden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Du har ret Mette!! Hellere tage kontrol på den ene eller anden måde end bare at lade stå til og så ødelægge mere end det gavner.´
      Ex-kærester der g’r sådan noget skulle seruiøst have nogen tæsk!! Øv, er ked af det på dine vejne.
      Kæmpe kram til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Du er så sej! Og modig!
    Og alt alt for hård ved dig selv. Du gør det godt som Lilletuts mor og du begynder da vist også at huske dig selv 🙂 Da Lotte var lille havde jeg et begreb, der hed “Linetid”, bare lidt tid, hvor hun måtte klare sig selv og hvor jeg havde ro til fx at læse avisen. Hun fangede den lynhurtigt, lærte at lege selv og respektere (som 2-årige nu gør), at hendes mor ikke skulle forstyrres mens der var “Linetid”. Alt andet var jo “mortid”. Som alenemor var jeg nødt til at have bare lidt tid hvor jeg tænkte på mig selv. Og det var bare SÅ godt for mig! Og så sent som i går, hvor hun bare havde 1000 ting at fortælle om skolen og kæresten (hun er 19 nu) og jeg manglede 10 sider i en bog, sagde jeg bare, at nu var der Linetid, så tav hun og ventede til jeg var færdig 🙂
    Go go go Katrine, alt løser sig.
    Kram herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Katrine-tid….ja det skal jeg måske kalde det!? Selvom jeg helst ikke vil have hende til at kalde mig for Katrine… Det lyder så fremmedliggjort 🙂 Men fedt at du har kunnet gennemføre det – og fedt at det stadig holder den dag 🙂
      Og tak for de søde ord 🙂
      Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Hej,
    min mor har også depression/stress, nok ikke det helt samme som dig, men alligevel – hun gik på førtidspension da jeg gik i 6.-7. klasse, men har formået at være den bedste mor i hele verden. Hun blev skilt fra min far da jeg gik i 1.g, og selvom hun ikke altid har alverdens overskud, er hun bare den kærligste og dejligste person, og vi har et så tæt og godt forhold. Ved egentlig ikke hvor jeg vil hen med det, blot fortælle at du også virker som verdens bedste mor for dit barn, hvilket vel må være det vigtigste <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva Jørgensen

    Ja hvor smider hun bare meget væk og går glip af meget! Og du FÅR meget – mange flere dage med Vega ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] imponerede. Heldigvis gjorde Katrine det væsentligt bedre søndagen efter, da hun delte en meget privat og betydelig ting med […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Brilleabe status...