Hvad man skal lade være med i en skilsmisse…

Af skade bliver man klog. I bagklogskabens skær. Begge utrolig sande og sigende talemåder, for ja man er sgu så klog BAGEFTER!! Altså bagefter noget er sket og man har sagt og gjort noget. Jeg har før bevæget mig ind på emnet; bagklogskab eksempelvis i DETTE INDLÆG hvor jeg skrev om at føle sig snydt efter graviditet og fødsel.

Nogen gange kunne jeg godt ønske at jeg tænkte mig en kende bedre om før jeg sagde eller gjorde nogen ting. Men det har altid været en af mine lidt mindre stærke sider! Tit er der kommet mange sjove ting ud af det, men nogen gange er det seriøst bare ris til egen røv, når jeg ikke tænker mig godt nok om.

Som fx HVORFOR skal jeg læse i min ex-kones telefon?? HVAD godt kunne der nogensinde forventes ud af det, når nu jeg ved at der i hvert fald ikke er nogen søde beskeder til mig? Det eneste det frembringer er billeder printet på nethinden og sætninger der kværner rundt i mit hovedet. Fuldstændig dumt og ligegyldigt at gøre. Hun har ingen forpligtigelser overfor mig (og jeg ingen til hende) og hun må jo gøre hvad hun vil. For helvede Katrine; stop så! (og få så skiftet den kode på den tlf mama!!) Helt sikkert en af de største “DONT’s” i en skilsmisse – lad være med at snage steder hvor du absolut ikke har noget at gøre.

Lektie lært! Til næste gang formentligt!

Og så skal man holde sit barn udenfor! I KNOW! Og jeg arbejder virkelig på det, men for søren det er svært! Dét må sgu være en af de sværeste opgaver som menneske, mor og voksen, når man skal lade sig tåle med et menneske der har smadret ens tro på kærligheden generelt, familien og “den eneste ene” og spille gode miner til slet spil. Når man ønsker nogen ad helvedes til men stadig skal have kontakt, samarbejde og dele det bedste i ens liv: ens barn! Hold nu kææææft hvor har jeg alt for mange gange spillet “Lilletut er MIT barn”- kortet sammen med “Så ser du bare aldrig Lilletut igen”-kortet, fordi jeg selv har været pisse såret! Men jeg skal lade være – I know!!! Næststørste “DONT” i en skilsmisse – at lade børnene blive trumfkortet.

Og så skal man lade være med at fortælle ens barn om hvor dum og ufølsom man ellers synes ens partner er. Og lade være med at prøve at lære dem at sige ting… Heldigvis er jeg ikke selv sunket særlig dybt lige i denne “DONT” (pudser glorien). Formentlig fordi jeg allerede har prøvet med følgende udgang: Jeg tager et hårbånd på da jeg skal støvsuge. Lilletut siger: “Mor spille fodbold”? Mig: “Nej, mor skal ikke spille fodbold. Men mama spiller fodbold lige nu” (det gjorde hun) Lilletut: “ja”. Mig: “Er mor god til fodbold?” Lilletut: “Ja”. Mig: “Er mama god til fodbold?” Lilletut: “Ja”. Og så skulle jeg jo være rigtig smart…Mig: “Er mor bedre end mama til fodbold?” Lilletut: “Nej!”. (ihh) Jeg egner mig nok ikke til det der med at lægge ord i munden på folk, så må nok holde mig fra det.

Og JA, man ved jo godt at jo bedre forældrene klarer skilsmissen, jo bedre gør børnene det. Men for søren hvor er det svært, når man blot er et menneske – og især når man er et der mest af alt lærer af sine fejl Og ser det meste i bagklogskabens skær – og bliver klog af skade.

//

Hvis I set i bakspejlet har overset min advents-giveaway fra i søndags om en valgfri LEGO pakke, så læs HER. Vinderen bliver fundet i morgen.