Når kønnet på ens ufødte barn er vigtigt – og afgørende!

Her i min sygdomsperiode er jeg flere dage stået op med Go’Morgen Danmark og således også her til morgen. I morges – bevares formiddags – debatterede de tendensen til at kønsskanninger er så vigtig for nogen. Egentlig ret interessant synes jeg – for det var også meget vigtigt for mig at vide hvad køn Lilletut, som balladebaby inde i min mave, havde.

Min grund var mere sørgelig end materealistisk. Jeg var bestemt ikke ude på at skulle købe lyserøde eller lyseblå ting og indrette værelse, nej jeg var der hvor jeg var nød til at forsøge at forholde mig til det frygtelig ubehagelige, der lå inde i min mave – og som jeg allerhelst ville have ud igen! Og ikke ud efter 40 uger – men ud NU – og hellere i går end i morgen.

Min graviditet var hård. Jeg kastede op nærmest fra de to streger på testen, var svimmel, spiste ikke, drak kun syrlige ting med brus og havde det forfærdeligt. Da jeg var nød til at melde mig syg på arbejde, fordi svimmelhed og opkast havde overtaget, gik jeg helt ned med flaget. Jeg græd og græd og udtalte mig dagligt om hvor frygtelig den her situation var. Jeg hadede det – og hadede det der ødelagde mit liv! There I said it!

Exkonen og jeg havde et navn planlagt allerede før graviditeten og jeg havde glædet mig til at skulle holde en lille xxxxxxx i mine arme. Men som graviditet og opkast skred frem i de første mdr voksede der også et nærmest had til det navn og det barn i maven, fordi jeg bare ikke kunne mere. Jeg er af den oprindelse at alt skal have en grund og en løsning, og stille og roligt blev det oppe i mit hovedet og inde i min krop “det navn” der var skyld i min tilstand. Det hele blev hængt op på navnet og selvfølgelig kunne babyen i maven – hvis den kom hel ud – aldrig hedde det navn.

Jeg var ikke glad for at være gravid. Jeg følte mig snydt, jeg følte mig frarøvet mit liv og min almen tilstand, min arbejdsevne, mine venner, min sport – og min kæreste! Jeg kunne ingenting andet end at tude og ønske det hele væk!

Det hele var så uvirkeligt og langt væk at jeg var nød til at tage mig gevaldigt sammen, vidste jeg helt oppe bagerst i hjernen. Jeg vidste det – men jeg kunne ikke. Min læge og min jordemoder tog beslutningerne for mig og fik hanket op i mig. Jeg kom til de aftaler jeg skulle, men jeg kunne ikke be om noget eller arrangerer noget selv. Vi snakkede en del om at prøve at forholde sig til det hele, men mine fysiske symptomer kunne jo ikke tages fra mig – og det var dem der satte gang i alle de negative og ødelæggende tanker og følelser. Jeg blev tilbudt indlæggelse for væskeoptimering og mentalt afkobling, men det kunne jeg ikke tage imod – desværre tænker jeg nu.

De fastlagte skanninger, som vores sundhedssystem tilbyder alle gravide, hjalp mig. De fortalte mig at alien-klumpen i maven var velskabt. Så langt så godt. Efter 12 ugers skanningen (nakkefold) kunne jeg således konstatere at barnet ikke havde kromosomfejl og at det således ikke behøvedes overvejet fjernet af den grund. IKKE at jeg siger at man generelt skal overveje/få en abort hvis der er fejl!!! Nu er det lige min historie ikk’?! Det var selvfølgelig dejligt at barnet var ok so far. MEN jeg var jo stadig ikke glad og virkelig langt fra den lyserøde happy-chappy gravide verden, som jeg ellers havde forestillet mig jeg skulle være i i de 9 mdr graviditeten varede!!

20 ugers skanningen (misdannelses skanningen) var næste punkt på min vej. Konen og jeg havde besluttet at vi gerne ville have kønnet at vide, hvis det kunne ses, og det var vi heldigvis ret enige om. Vi manglede begge lidt mere konkret “forholden os til det hele”. Min daværende kone havde det svært; tænk sig at have en kæreste der tuder hver dag og siger det er det ulykkeligste i hele hendes liv og at hun bare vil have det væk!! SHIT! Jeg tænkte bare at hvis jeg nu vidste HVEM/HVAD der lå derinde, så måtte jeg da blive glad! Barnet i maven blev skannet til ikke at have nogen misdannelser – og til at være en pige! Vi blev glade, lettede og for første gang fik jeg en snert af lykke.

Så det hjalp! Det hjalp at vide at det var en pige, der lå derinde. Det hjalp at kunne forestille sig at det var en lille menneskepige, der lå derinde. At klumpen var en pige. Og jeg kunne jo ikke hade en lille pige – og hvis vi nu ikke kaldte hende “det navn” så var det jo ikke hende, der havde ødelagt alt for mig – tænkte jeg!

Det hjalp – men fjernede ikke min kvalme, utilpashed, opkast og svimmelhed. Jeg havde det fortsat fysisk dårligt og måtte stoppe med at arbejde og blive sygemeldt – kæmpe fiasko for mig! Jeg græd og græd! Min jordemoder havde allerede i starten indstillet mig til akupunktur, men pga travlhed, ressourcer og hvad der nu ellers begrænser vores elskede sundhedssystem (husk jeg selv arbejder i det) kunne jeg først få min første behandling efter uge 21. Fedt! Men det hjalp også. Fysisk blev jeg bedre og kunne nu have en dag uden opkast!! Og bare det at ligge på briksen med nåle i og høre den afslappende meditations musik hjalp. Den dag i dag bruger jeg stadig musikken til at slappe af, når hovedet og tankerne kører i selvsving!

For mig var det helt afgørende punkt i min graviditet, da jeg i uge 20 fik en person på min klump i maven! En person jeg ikke kunne hade. En person der var så ny, fin og skrøbelig at jeg ikke kunne ønske den væk igen. En person der skulle blive min og mit ansvar, og jeg vidste bare at jeg måtte tage mig sammen fra nu af.

Jeg var ikke selv i stand til at tage et valg om at tilvælge en tidlig kønsskanning, og altså selv bestille og betale for en. Jeg var så psykisk  langt ude at jeg ikke kunne, men heldigvis kunne jeg møde op til aftaler og gøre hvad andre fortalte jeg skulle gøre. Så Gud’ske’tak og lov for de planlagte skanninger; og i særdeleshed uge 20 skanningen og at det var muligt at se kønnet på min klump i maven! Ikke at det var selve pigekønnet der hjalp mig videre, at få at vide det var en dreng ville have hjulpet mig på samme måde. Det var personificeringen der var det afgørende!

Det var min historie – hvad er din? Kønsskanning for/imod? Vigtigt eller livsvigtigt? Altafgørende eller en unødvendig gode?