Når “far” ikke fortjener at være A-forælder!!
Okay – jeg bevæger mig hermed ind på minefyldt farvand (far-vand haha), MEN det følgende indlæg skal altså IKKE ses som et direkte angreb på min ex-kone/mama skrevet i bitterhed eller lignende! Der KAN selvfølgelig forekomme erfaringer jeg selv (bittert) har gjort mig, men det følgende er lige så meget holdninger som jeg baserer på veninders, tidligere bekendtes og andres historier og (lige så bitre) erfaringer!
I medierne har der det seneste stykke tid huseret flere artikler, interviews og diverse programmer med udtalelser vedrørende skilsmisseforældres måde at dele deres fælles børn på. Populistisk opstod der termer som A og B forældre refererende til hvem der har “mest ret og rådighed” over børnene. Begreber som “bopælsforældre” og “samværsforældre” blev også diskuteret igennem, og mest af alt HVEM af mor eller far der oftest bliver det ene eller det andet. “Sjovt nok” er det mest mor der bliver bopælsforældre, og derved bliver betegnet som A-forældre med mest ret og rådighed over barnet!
Frygteligt! Synes folketinget åbenbart, da de nu finder det dræbende nødvendigt at ændre på den naturlige forkøbsret som vi mødre nu engang som oftest har!
Helt seriøst er der ikke andre – måske ligefrem vigtige ting – de kan tage sig til?! Altså folketinget?! Og for såvidt også fædrene? Fædrene kunne jo så helt passende starte med at koncentrere sig lidt om det yngel de nu engang har været med til at skaffe til Verden! For undskyld mig men mødrene er nu engang skabt til at føde børn og har altså – som oftest – et helt naturligt og meget stærkt moderligt gen, som mens børnene er små er så essentielt ikke at bryde, hvis det kan undgåes.
Ja, jeg vover mig ud på dybt vand! Og JA, der findes HELT SIKKERT en masse fædre, der i den grad er godt egnede til at tage sig af deres børn – også små børn. Og der er helt sikkert også mødre, der bestemt ikke er egnede. Jeg ved godt at man i denne sag ikke altid kan have et facit. MEN jeg siger bare min umiddelbare og uforbeholdne mening om hvordan det OFTEST (nogen gange) er! Og JA, jeg tænker på små børn – farvet af at Lilletut er 2 år og farvet af at de fleste jeg kender hvis ægteskab/parforhold er gået i stykker, skete mens deres barn/børn var små. Teenagere, der ligefrem selv kan vælge (og tænke nogenlunde), har jeg ikke nogen umiddelbar mening omkring i forhold til indlægget her.
Har I ikke hørt den der regel: “Man går ikke fra hinanden i barnets første leveår – lige gyldigt hvor forfærdeligt man har det”!? “Barnets første leveår” er ikke beskrevet som værende DET første, men de første – og så må man vel selv tolke på hvornår disse slutter…
Ret hurtigt – kender jeg så flere “fædre” der (desværre) tolkede! Nogen nåede aldrig at fejre deres eget barns første fødselsdag, før de knaldede med en anden, gik i byen hver weekend til langt ud på formiddagen næste dag eller pludselig fik et ekstremt behov til endelig at få realiseret dem selv på alle andre fronter end den hjemlige og familiære! Og nej – jeg kender sgu ikke nogen kvinder der har slæbt rundt på en baby i 9 mdr inden i deres mave og har presset selv samme baby ud af et alt for lille hul for derved at begynde på byture, ligegyldige affære og andet selvdestruerende adfærd mens faderen var der hjemme med baby, amninger og lorte-bleer. “Fædre” der gør sådan noget umodent gejl fortjener bare ikke at komme i nærheden af at være A-forældre og ej heller have bopælsretten til barnet. Gåseøjnene er dog fuldt fortjent! Også fordi en “far” her bare betyder “den anden i forholdet” eller “den der ikke har født det fælles barn” – ergo det kan også være en kvinde, et bøssepar eller hvordan en familie nu kan være forsøgt skruet sammen!
Kvinden bliver klar til at være forældre når de to streger viser sig på testen – manden bliver det hen ad vejen når barnet er født. De skal som regel tillære sig evnerne og instinkterne, som vi kvinder bare har lidt lettere ved at erhverve os. Sad but true måske! Hårdt sagt er det vel naturen – og hvorfor tro at vi kan lovgive mod denne? Og hvorfor lovgive mod menneskets mest naturlige tilbøjeligheder?
Ret ofte er det “fædrene” der ikke kan forholde sig til at have et barn, en familie og forpligtigelser. De føler sig overdynget i ansvar og opgaver, de glemmer dem selv og det de står for i en sådan grad at det nærmest drukner dem. De glemmer pludselig hvordan det er at være i et forhold med en anden kvinde, hvordan det er at være gift eller være kærester og hvordan man finder sig selv i to(tre)somheden. Eneste udvej bliver ofte et sidespring, en affære eller at forlade familien. Og skal disse “fædre” have loven på deres side til nemt at genvinde det tabte, hvis de pludselig føler lysten til det?! Skal de have en juridisk ret til at være A-forældre, når de i den grad har vist sig at være C eller D-forældre?!
Lige så vel som det er et brandfarligt emne at diskutere – og helt sikkert også for mig at skrive om – er det altså også bare et emne der er brandfarligt at lovgive om! Det er små menneskers liv og væsen, der er på spil. Og jeg tvivler bare stærkt på at alle kan “reddes over en kam” – der findes fædre og så findes der “fædre”! Og sidstnævnte skal ikke have muligheden for at være A-forældre og have mere bestemmelsesret over et barn end dets MOR har.
Synes jeg! Hvad synes du???
Hej Kat
Jeg forstår hvor du vil hen, men ja sikke et ømt emne. Jeg mener dog at selvom den anden part har gjort noget dumt som fx et sidespring, så har det for mig ikke nogen indflydelse på om vedkommende skal have lige fordelt samvær med deres barn. Man bliver jo ikke mindre forældre af at knalde udenom? Det kan godt være at man som homopar nogle gange har en fordel, det har vi ihvertfald haft i forhold til forberedelsen i at blive forældre da de to streger viste sig. Faktisk var det mig som på testdagen farede op TIDLIGT om morgenen for at vække Line og sige TIS SÅ! hvorefter hun tissede og gik lige på hovedet i seng igen. Der stod jeg så alene og ventede på at testen viste positiv haha, og så var det ellers ind at vække Line endnu engang. Vi var klar, klar begge to, men selvfølgelig klar på hver vores måder. Vi er dog ikke på randen til skilsmisse og har heller ikke været hinanden utro, men jeg vil vove at påstå at Sia har lige meget ret til hver af sine forældre, også i sådanne situationer. Lyder det helt skørt?